Wammen om fyringer og stoledans på Slotsholmen: Skal gøres på en "god måde" for de ansatte
Politik handler om at "prioritere". Og derfor vil SVM-regeringen skære 1.000 årsværk i staten og bruge pengene på velfærd, siger finansministeren, der lover, at ingen embedsmænd kommer til at "løbe hurtigere".
Malte Bruhn
JournalistRegeringen har "et stort ansvar".
For beslutningen om at sige farvel til 1.000 medarbejdere og samtidig sætte gang i en omfattende stoleleg i centraladministrationen må ikke medføre et endnu højere arbejdspres i landets styrelser og ministerier.
Det understregede den socialdemokratiske finansminister, Nicolai Wammen, da han fredag formiddag præsenterede SVM–regeringens forslag til næste års finanslov.
Ændringerne i ministerier og styrelser skal "laves på en god måde for vores medarbejdere," slog han fast på pressemødet:
"Vi er som regering og ministre meget optagede af, at staten er en god arbejdsplads. Det har vi en løbende dialog om med vores medarbejdere og deres organisationer," lød det.
Det er det første skridt på vejen
Nicolai Wammen (S)
Finansminister
Torsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen en omfattende regeringsrokade, der blandt betyder, at der oprettes tre helt nye ministerier. I samme ombæring bliver en lang række styrelser, afdelinger og kontorer rykket fra et ministerie til et andet.
Fredag fulgte finansministeren så op med et forslag om, at der næste år skæres 1.000 statslige årsværk.
Det skal i første omgang frigive hundredvis af millioner til "den nære velfærd".
Det kommer dog ikke til at stoppe med det, forklarede Nicolai Wammen. I de kommende år skal endnu flere statsligt ansatte finde nye græsgange:
"Det er vigtigt at sige, at vi med de 1.000 årsværk ikke slutter her. Det er det første skridt på vejen. Det vil blive et højere tal i de kommende år," sagde finansministeren.
Lovmøllen snurrer
Regeringens melding kommer i kølvandet på en årelang debat om arbejdsvilkårene og det høje tempo i dansk politik i almindelighed og embedsværket i særdeleshed.
Et afgørende nedslag i debatten var i juni 2021, hvor statsminister Mette Frederiksen – fra Folketingets talerstol – sagde, at "lovmøllen kører for meget og for hurtigt".
Det er en analyse, der både før og efter er blevet fremført vidt og bredt af politikere fra begge side af folketingssalen.
Også i embedsværket har det stigende arbejdspres været et ofte diskuteret emne.
I 2023 skrev Sara Vergo, formand for fagforeningen Djøf, i et debatindlæg at "arbejdspresset på Slotsholmen" er "stukket helt af".
I en dertilhørende Djøf–undersøgelse svarede syv ud af ti embedsmænd og –kvinder i departementerne, at de oplever, "at grænserne mellem arbejde og deres privatliv flyder sammen".
Lovmøllen kører for meget og for hurtigt
Mette Frederiksen (S) fra Folketingets talerstol i 2021
Statsminister
Det var en påstand, der blev underbygget, da Zetland i fjord bragte en omdiskuteret artikel baseret på "33 vidnesbyrd om et embedsværk i knæ".
I den kunne man blandt andet læse om statsansatte, der blev bedt om at arbejde, selvom de var sygemeldt med hjernerystelse eller på barsel.
En fair metode
På pressemødet i Finansministeriet understregede Nicolai Wammen, at der ikke er tale om en klassisk "grønthøster," hvor besparelserne fordeles jævnt ud afhængig af ministeriernes størrelse.
"Vi er gået ind punkt for punkt og har sagt, at her er der nogle arbejdsopgaver, vi ikke længere beder om bliver udført, og sådan bliver der frigjort nogle årsværk, så dem, der er tilbage, ikke bare skal løbe hurtigere og lave det samme, som de hele tiden har lavet," sagde finansministeren og tilføjede:
"Det, synes jeg, er en fair måde at gøre det på".
Er der ikke en modsætning mellem at tale om at tage tempoet ud af politik og samtidig fyre medarbejdere og lave en masse strukturelle omrokeringer på alle de berørte arbejdspladser?
"Politik handler om at prioritere. Vi skal bruge borgernes penge på den bedste måde," lød det fra Wammen, der tilføjede, at pengene er bedre brugt på "vores børn, ældre og syge".
"Det skal ikke ses som en kritik af de medarbejdere, der gør det arbejde i dag. De gør, hvad vi har bedt dem om at gøre. De gør det dygtigt og kompetente".
Han fortsatte:
"Men det er vores ansvar som regering at vurdere, hvor pengene gør størst nytte. Og vi mener, at de gør større nytte ude i den nære velfærd hos borgerne".