Cepos: Klimaet skal ikke bruges til at lave omfordelingspolitik

DEBAT: En sammenblanding af klima og omfordeling vil føre til, at man indfører unødigt dyre og effektive klimatiltag, skriver Jonas Herby. Hvis Danmark virkelig ønsker at være foregangsland på klimaområdet, så bør vi indføre ensartede (og stigende) afgifter på CO2.

Af Jonas Herby
Specialkonsulent, Cepos

Der er god grund til at frygte, at en sammenblanding af klimaforandringer og omfordeling vil føre til, at man indfører unødvendigt dyre og ineffektive klimatiltag. Det vil i sidste ende være til skade for klimaet, fordi man — alt andet lige — kan få en mindre reduktion af CO2-udslippet, hvis hver enkelt reduktion er dyrere end nødvendigt. 

Tager man klimaforandringerne alvorligt, er det derfor vigtigt, at man ikke bidrager til at blande skidt og kanel. I stedet bør man melde klart ud, at der er fordelingseffekter af en effektiv klimaindsats, men at de er relativt beskedne og under ingen omstændigheder må stå i vejen for en effektiv klimaindsats.

Fredag 22. marts var der tre indlæg på Altinget om klimaforandringer og klassekamp, der netop viste eksempler på, hvordan klimatiltag og omfordeling blandes sammen til ét emne. Indlæggene dækkede hele spektret fra at se klimaet og uligheden som store fremtidige katastrofer til at se begge dele som ting, vi kan håndtere relativt simpelt gennem eksisterende afgifter og omfordelingsmekanismer.

For at starte med det sidste først, så viste indlægget fra Lars Gårn Hansen fra De Økonomiske Råd, hvorfor det kan være godt at have en vismand med i diskussioner, der kan udvikle sig til at blive ophedede og komplicerede.

Med udgangspunkt i en meget bred konsensus i den klimaøkonomiske forskning, påpegede Lars Gårn Hansen de helt centrale pointer i diskussionen om klimaforandringer og klassekamp:

  • Klimaforandringerne bekæmper vi mest effektivt med en ensartet afgift på CO2-udledninger, som er stigende over tid.
  • Eventuelle omfordelingsmæssige konsekvenser kan vi løse gennem eksisterende virkemidler som for eksempel den grønne check.

Det er så frustrerende enkelt, at det kan være svært at begribe, hvorfor vi ikke allerede er gået i gang med ensartede afgifter på CO2.

Katastrofedagsorden
I den anden ende af spektret får Niels Fuglsang med udtryk som ”når jorden ikke længere kan dyrkes i Afrika, og når vandet slipper op i Bangladesh” fyret godt op under en katastrofedagsorden, der reelt set ikke er belæg for.

Alligevel slår han fast, at det er ”afgørende, at klimakampen føres på en måde, der først og fremmest lader dem, som har ressourcerne, betale regningen.” Og det er noget, der godt kan undre mig.

Hvordan kan man mene, at klimaforandringerne er en katastrofe, samtidig med at man mener, at det er afgørende, at omstillingen til en mere grøn økonomi i Danmark er ”socialt retfærdig”?

Hvordan kan det — hvis klimaforandringerne er så katastrofale — være et modargument mod fornuftige klimatiltag, at de øger uligheden i et af verdens mest lige lande, hvor selv de allerfattigste tilhører verdenseliten økonomisk set?

For lad os lige dvæle ved proportionerne her: En effektiv klimaindsats vil højst koste 200 kroner per måned for danskere med de laveste indkomster.* Til sammenligning vil det komme til at koste 900 kroner per måned at ryge ti cigaretter om dagen, hvis/når Folketinget hæver prisen på cigaretter.

Klassekampens logik
Argumentet synes at være, at vi — for at undgå social uro, som vi blandt andet ser med De Gule Veste — er nødt til at bruge dyre og ineffektive klimatiltag (som til gengæld har fokus på omfordeling) til at begrænse klimaforandringerne frem for de fornuftige tiltag, som vismanden anviser (sig efter mig: ensartet, stigende afgift på CO2).

Fuglsang nævner selv en række tiltag i den dyre og ineffektive kategori, som kan blive virkeligheden, hvis klassekampens logik overtager. Blandt andet skal afgifter efter denne logik fremlægges af politikerne, som om de ”rammer selskaberne frem for forbrugerne”. Også selvom det kun er personer — og altså ikke selskaber — der kan betale skat.

Det er nemlig — uanset hvordan man fremlægger det — i sidste ende kun befolkningen, der kan betale blandt andet selskabsskatten (særligt i form af lavere lønninger og højere forbrugerpriser).

Klassekampens logik siger også, at vi skal bruge borgernes penge på massive investeringer i ”udvikling af grønne industrier, så vi kan stimulere skabelsen af nye jobs”, på trods af at mange økonomer (blandt andet i centraladministrationen og vismændene) er enige om, at erhvervsstøtte til udvalgte industrier er stærkt samfundsskadelig — også selvom den er forklædt som grøn vækst (for eksempel har vindmølleindustrien i Danmark ifølge De Økonomiske Råd givet samfundet et enormt tab og i mange, mange år ikke gjorde noget som helst for klimaet, fordi vindmøllerne var en del af EU’s CO2-kvotemarked).

Alternativets forslag om progressiv beskatning af flyrejser lægger sig i samme boldgade, fordi det skaber unødvendigt store samfundsøkonomiske forvridninger, når afgifterne på de sidste flyrejser er større end generne ved aktiviteten.

Smertefri CO2-reduktion
Mange af de dårligste klimatiltag i Danmark bliver begrundet med, at vi skal være foregangsland og vise verden, at man kan omstille sig til en grøn økonomi. Men det er en mærkværdig tanke, at Danmark skulle hjælpe klimaet ved at gå forrest med de dårlige tiltag.

Ingen får glæde af, at du går forrest, hvis retningen er forkert.

Hvis Danmark virkelig ønsker at være foregangsland på klimaområdet, så ville vi hjælpe verden mest ved at vise, at man kan opnå de nødvendige CO2-reduktioner relativt smertefrit ved at indføre det, som økonomer elsker, men som alle andre har det så svært med: ensartede (og stigende) afgifter på CO2. Og så må omfordeling komme i anden række.

---------

* En gennemsnitlig dansker udleder knap 15 ton CO2 om året. Med en CO2-afgift på cirka 300 kroner, som anbefalet af nobelprismodtager William D. Nordhaus, vil omkostningen for en effektiv klimaindsats højst være cirka 4.500 kroner per dansker i gennemsnit og cirka halvdelen — svarende til 2.250 kroner om året eller under 200 kroner per måned — for de laveste indkomster (ifølge Danmarks Statistik har tiprocents-indkomstdecilen en disponibel ækvivaleret indkomst, der er cirka halvdelen af medianindkomsten. Bemærk dog, at CO2-udslippet per krone er højere for de laveste indkomster).

Forrige artikel Ungdomsdelegater: Klima-afgifter er socialt retfærdige Ungdomsdelegater: Klima-afgifter er socialt retfærdige Næste artikel Økologisk Råd og Byggeriet: Anlægs­loftet bremser den grønne omstilling Økologisk Råd og Byggeriet: Anlægs­loftet bremser den grønne omstilling