EL-udvalg: Vi har fået en planøkonomi – lad den fortsætte i klimaets navn

DEBAT: Under krisen er Danmark overgået til planøkonomi. Tilgangen skal fortsætte efter krisen, men med klimaet i højsædet, skriver medlemmer af Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg.

Af Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard
Medlemmer, Politisk Økonomisk Udvalg, Enhedslisten, og forfattere til 'Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?'

Staten har gennem de seneste uger afviklet meget af det private erhvervslivs økonomiske ansvar til fordel for en planøkonomisk coronakriseøkonomi, hvor fællesskabet styrer erhvervsliv, beskæftigelse og forbrug efter planmålet: Hospitalernes kapacitet.

Behovet for en statsstyret økonomi vil ikke være overstået i løbet af nogle måneder, men målene vil i højere grad fokusere på den økonomiske krise og forhåbentlig også klimakrisen. Det er derfor en fælles opgave at omstille coronakriseøkonomien til en ny type planøkonomi: En "doughnut-planøkonomi" inspireret af Kate Raworths billede på det økonomiske råderum.

Doughnutens ydre rand er grøn. Den repræsenterer grænsen for jordens bæreevne, som definerer de grønne planmål. Den indre rand er rød og repræsenterer grænsen for social ulighed.

Vi vil et mere lige samfund og røde planmål. Men høj grad af lighed er også betingelsen for det velfungerende samfund og den sociale sammenhængskraft, som det kræver at realisere de grønne planmål.

Innovation er ikke nok
Flere og flere erkender, at vi ikke kan stole på, at grøn vækst klarer ærterne, så vi uanfægtet kan fortsætte velstands- og bæredygtighedsprojektet i "vindmøllesporet".

Teknisk udvikling er uhyre vigtig, men indebærer ofte, at problemerne flytter eller skifter karakter. For eksempel er elbiler miljømæssigt set ikke omkostningsfrie. De kræver blandt andet fremskaffelse af meget knappe ressourcer som litium, kobber og kobolt.

Benzin og diesel kan erstattes af biobrændstof, men biobrændstof udpiner ved at bruge humuslaget og lægger beslag på den begrænsede ressource jord. Og etableringen af vindmølleparker forudsætter cement, som udleder enorme mængder drivhusgasser.

Genanvendelse og genindvinding af forbrugte goder er fint, men bliver aldrig 100 procent. Resultatet er oftest ikke af samme oprindelige kvalitet og kræver i sig selv et forbrug af knappe ressourcer. Og materiel vækst kræver flere nye.

En planøkonomisk politisk styring af de økonomiske sektorer er derfor den eneste realistiske vej til et bæredygtigt samfund. Vi har behov for en materiel modvækst i det private forbrug.

Landbruget skal begrænse produktion af rødt kød, svin og mejeriprodukter. Byggeri må reguleres, så det benytter langt mere renovering, mere træ og meget mindre cement. Elektrificering af tog og busser kræver store offentlige investeringer både i vedvarende energi og infrastruktur.

Demokratisk planlægning
I øjeblikket gives gigantiske offentlige tilskud til nedlukkede og kriseramte virksomheders lønudgifter og omkostninger.

Bankerne understøttes, så de kan give mere risikofyldte lån til virksomhederne for at forhindre eller i hvert fald udskyde konkurser, for det er højst usandsynligt, at der fremover er behov for en pæn del af de coronasyge virksomheder. Eksporten af varer, mængden af turister og forbrugssammensætningen vil forandre sig.

I stedet for at famle i blinde og med et urealistisk håb om, at alt bliver som før, skal fællesskabet give sig i kast med at diskutere og planlægge fremtiden og asfaltere, mens vi kører.

Ved hjælp af skatter, afgifter, tilskud, restriktioner, udvidede offentlige investeringer og produktion skal vi som under coronakriseøkonomien på et fagligt grundlag, men gennem langt mere demokratiske beslutninger benhårdt styre produktionen af varer og service samt investeringer.

Det skal ske efter trinvise grønne planmål afstemt efter doughnutens ydre grønne rand. Det bliver svært, men netop i disse dage lever vi langt mere bæredygtigt end for to måneder siden.

Mindre forbrug giver ikke ringere livskvalitet
Et første planmål knyttet til doughnutens indre røde rand er afskaffelse af den relative fattigdom.

Skattesystemet og de ringeste overførselsindkomster ændres således, at ingen har et indkomstgrundlag på mindre end halvdelen af medianindkomsten, der er Danmarks Statistiks definition på fattigdom.

En mindskelse af købekraften for indtægter over medianindkomsten og især i den øvre ende af samfundet bidrager til at begrænse det materielle forbrug.

Men en nedgang i det private materielle forbrug er ikke det samme som en nedgang i vores livskvalitet. De øgede skatteindtægter kan medfinansiere en meget mindre belastende vækst i service og velfærd i form af omsorg, sundhed, læring og udfoldelsesmuligheder.

Omstillingen vil give anledning til politiske opgør. De bliver lettere med den kollektive erkendelse, som vi gør os nu, hvor vi er i en parallel situation, hvor enhver kan skade andre, og alle skal tage hensyn til andre. Vi lærer at være i samme båd.

Forrige artikel Gate 21: Klimapartnerskabernes glemte gæst er det offentlige Gate 21: Klimapartnerskabernes glemte gæst er det offentlige Næste artikel Prodekan: Vi har brug for digitalisering for at nå klimamål Prodekan: Vi har brug for digitalisering for at nå klimamål
Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

INTERVIEW: Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har talt for at få mere politisk kontrol med fordelingen af forskningsmidlerne. Den skal skubbes i en grøn retning, mener hun og regeringen. Nu siger hun, at hun også vil følge mere med i, om pengene så kommer ud og gøre gavn for den grønne omstilling. Hvis ikke, skal der sadles om fra politisk side.