Forstkandidat ved Ørsted: Forkert kritik af biomasse gennemsyrer medierne

DEBAT: Særligt TV 2 har i en række indslag været på en tydelig mission om at fremstille biomasse som dårligt for klimaet. Kritikken er forkert, mener Peter Kofod Kristensen fra Ørsted. 

Af Peter Kofod Kristensen
Forstkandidat, Ørsted

Debatten om biomasse har den seneste tid været gennemsyret af kritik:

Skove er udsat for rovdrift og bliver fældet for at lave flis. Træerne genplantes ikke. Biomasse er ikke bæredygtig og udleder mere CO2 end kul. Biomasse er ikke ægte grøn energi.

Særligt TV 2 har gennem en række indslag den seneste uge været på en tydelig mission om at fremstille biomasse som dårligt for klimaet.

Kritikken er forkert og risikerer at skade Danmarks overgang fra kul til sol og vind. For vi har brug for biomassen som en trædesten mod et elektrificeret samfund.

Danmark er et af de lande i verden, der er længst fremme i skiftet fra klimaskadelige fossile brændsler til vedvarende energi. Vi får i dag op til halvdelen af vores el fra vind, og ambitionerne om mere er tårnhøje. Samfundet skal elektrificeres. Det gælder også for varmeforsyningen.

Fremadrettet forventes flere konkurrencedygtige alternativer til bæredygtig biomasse. Teknologier som varmepumper, geotermi og spildvarme kan i takt med behovet for nyinvesteringer erstatte den bæredygtige biomasse til fjernvarmen – også i de store byer.

På vejen mod mere el i varmeforsyningen skal biomassen naturligvis bruges med omtanke.

Anvend kun bæredygtig biomasse
Biomasse kan være bæredygtig eller ikke. Det afhænger af, hvordan det produceres, hvilket blandt andet Klimarådet har slået fast.

Det faktum overser TV 2 fuldstændigt i deres kritiske dækning den seneste uge.

Det er helt afgørende, at vi sikrer, at energibranchen kun anvender bæredygtigt træ. I Ørsted er cirka 90 procent af den biomasse, som vi i dag bruger, certificeret bæredygtig. I 2020 vil vi være på 100 procent.

Bæredygtig biomasse består hovedsageligt af resttræ fra produktionsskove, som savværkerne og andre træindustrier ikke ønsker at bruge.

Træer, grene, kviste og savsmuld, der, hvis ikke de bruges til at producere energi, ofte blot rådner eller afbrændes i skoven og udleder CO2.

Også dette udelader TV 2 fuldstændig i deres dækning, hvor de påstår, at hele skove fældes for at blive brændt af på danske kraftvarmeværker.

Bruger vi biomassen med omtanke, får vi som branche og nation en så klimarigtig og god overgangsløsning, som overhovedet muligt – på vej mod det fuldt elektrificerede Danmark.

Lovgivning skal sikre bæredygtighed
Vi ser gerne, at Danmark indfører ambitiøs lovgivning på området. Lovgivning, der kan sikre, at man til energiformål kun bruger biomasse, som er dokumenteret bæredygtig.

Vi skal tage træerne ved grenene og indføre skrappe danske lovkrav. Forudsætningen for, at man fremover kan få afgiftsfritagelse og tilskud til biomasse, skal baseres på tre kriterier:

Al biomasse er 100 procent certificeret baseret på principperne i ordningerne: SBP, FSC eller PEFC.

Der er absolut gennemsigtighed i, hvor biomassen er fra, og hvordan den er frembragt.

Alle, der anvender biomasse, er omfattet af de samme – skrappe – lovkrav.

Vi skal både i Danmark og andre lande blive ved med at bruge træ til byggeri og møbler, som lagrer CO2. Og rester fra produktionen af tømmer skal bruges til energi. Det er til gavn for vores klima.

Medier skal bidrage til saglig debat
Med tiden vil restprodukterne fra skovbrug sandsynligvis finde anden anvendelse – til bioplast, tøjfibre og andre ting, hvor det kan erstatte oliebaserede produkter.

Uanset anvendelse er det helt centralt, at der kommer nye træer, og at den samlede skovmasse er konstant eller stiger, så skovene fortsat kan binde den samme eller en større mængde CO2. Det skal sikres ved lovkrav.

Vi skal have klare, gennemsigtige regler for biomasse og bæredygtighed, for vi har brug for bæredygtig biomasse og mere skov på vejen mod et elektrificeret og dekarboniseret samfund.

Og så skal vi have en saglig debat – også i medierne – hvor vi på det rette grundlag diskuterer biomassens fremtidige rolle. Det er ikke nødvendigt med kampagnejournalistik for at få danskerne til at interessere sig for klimadebatten og de løsninger, som vi bruger i kampen mod klimaforandringer.

Forrige artikel DN: Brug naturen som løftestang til at nå de ambitiøse klimamål DN: Brug naturen som løftestang til at nå de ambitiøse klimamål Næste artikel K: EU-Kommissionens planer tegner godt for Danmark K: EU-Kommissionens planer tegner godt for Danmark
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Fotosyntesebaseret produktion - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse denne og dens forventede ødelæggende konsekvenser for biodiversiteten og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Det er en ulykke af dimensioner om pesticider, syntetiske kemikalier og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så mange velfærdsgoder, lønforhøjelser, dyrtidsportioner, skattelettelser og ekspansive finanslove med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, denne verdens fattigste mennesker samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.

Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

KLIMANEUTRAL: Klimaprofessor Katherine Richardson bliver formand for et nyt klima advisory board, der skal hjælpe landbruget med at indfri visionen om klimaneutrale fødevarer i 2050. "Et af de store problemer indtil nu har været, at man taler ud fra business as usual," siger hun.