Debat

Dansk Folkeparti: Vanvittigt, at vi beskatter luftbobler, smartphones og chokolade

Lad os fjerne de mange skøre afgifter på blandt andet smartphones, chokolade og luftbobler i vin, så vi kan rykke handlen tilbage til danske butikker, skriver Morten Messerschmidt og Dennis Flydtkjær. 

Hvis man har en romkugle, der er lavet af kagerester tilført kakao og til sidst overtrukket med chokolade, så vil hele romkuglen være pålagt chokoladeafgift. Er romkuglen derimod rullet i krymmel, men stadig lavet af kagerester og kakao, så er hele kagen uden afgift, skriver Morten Messerschmidt og Dennis Flydtkjær. 
Hvis man har en romkugle, der er lavet af kagerester tilført kakao og til sidst overtrukket med chokolade, så vil hele romkuglen være pålagt chokoladeafgift. Er romkuglen derimod rullet i krymmel, men stadig lavet af kagerester og kakao, så er hele kagen uden afgift, skriver Morten Messerschmidt og Dennis Flydtkjær. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dennis Flydtkjær
Morten Messerschmidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste danskere accepterer, at vi har et højt skattetryk, men samtidig er de færreste i stand til at gennemskue skattesystemet. Og det er da et paradoks, der understreger, at der er brug for et langt enklere skattesystem.

Her tager vi slet ikke stilling til, om skatten som sådan skal være højere eller lavere.

Men det må være et fælles mål, at man som borger og skatteyder i Danmark kan udregne sin skat uden bistand fra en revisor. Det vil ikke blot gøre dagligdagen billigere for danskerne, men også gøre det nemmere for Skat at administrere og kontrollere afgiftsområdet og dermed frigøre medarbejdere i skatteforvaltningen, som så kan bruges til andre vigtigere opgaver så som at forhindre mere momssvindel eller snyd med udbytteskat.

For mens de fleste kan forstå, at der af sundhedsmæssige årsager er afgift på alkoholen i flaskevin, så virker det da underligt, at der er tillægsafgift for flasker med luftbobler som i en asti og anden mousserende vin.

Morten Messerschmidt og Dennis Flydtkjær
Politisk næstformand, MF, Dansk Folkeparti og skatteordfører, MF, Dansk Folkeparti

Underligt, at vi beskatter luftbobler

Da DF for et halvt år siden fremlagde en række bud på, hvordan sådanne forenklinger kunne se ud, vakte det ikke megen opsigt. Og det er i grunden en skam. For udover at sikre en naturlig gennemsigtighed, vil en forenkling af skattesystemet i sig selv nedbringe grænsehandelen med et trecifret millionbeløb til gavn for danske virksomheder – særligt butikslivet i Syd- og Sønderjylland.

Samtidig er der grund til at se på nogen af de mest vanvittige skatter og afgifter, som igennem de seneste år har sneget sig ind på os danskere:

En softice består af en is-miks som bliver pumpet med luft i maskinen. Da afgiften betales af det færdige produkt og ikke af is-miksen, så betaler man også afgift af den luft, der puttes i. ”Svulmningsafgift”, kalder man det. Men det ændrer ikke på, at det er luften, som bliver beskattet.

Og luft er faktisk et flittigt beskatningsobjekt. For mens de fleste kan forstå, at der af sundhedsmæssige årsager er afgift på alkoholen i flaskevin, så virker det da underligt, at der er tillægsafgift for flasker med luftbobler som i en asti og anden mousserende vin.

Ikke kun fødevarer pålægges afgifter

Afgifter bliver ofte forsvaret med, at de har et sundhedsfremmende formål. Men hvis man for eksempel køber en is i en butik i frosset tilstand, så er der isafgift på isen. Køber du derimod isen som en frys-selv-is, så er der ingen afgift.

Det afgørende for afgiften er altså her, om isen er købt frossen eller optøet. Er en is mindre usund, blot fordi man selv fryser den ned? Og hvis du spiser en is på pind, ja så er der ingen afgift på pinden. Men køber du derimod isen i en bæger og spiser med en medfølgende pind, ja så er der afgift…!

Men det er langt fra alene fødevarer, der rammes af skøre afgifter. Eksempelvis indførte regeringen og de røde partier i 2021 en helt ny afgift – på smartphones! Tænk på, hvor meget smartphones har forandret vores liv. Ikke bare er det blevet lettere at holde kontakten med hinanden. Det er blevet lettere at gå i banken, at finde vej, at høre radio, at tage billeder og en stribe andre ting, som tidligere krævede, at vi brugte ekstra penge og tid!

At straffe danskere, der køber en smartphone, er derfor det glade vanvid. Vi skal glæde os over, at moderne telefoner har gjort det lettere og billigere at være dansker (selvom man nok bør se på nogens stor tidsforbrug på de sociale medier, men det er en anden snak…).

Fjern individuelle og fordyrende afgifter

Før valget i 2019 afskaffede de borgerlige partier afgiften på ftalater, pvc og PVC-folier, så der ikke længere var ekstra afgift på eksempelvis regntøj, grillovertrækket, tagrender og nedløbsrør – alt sammen noget, vi ved, danskerne får mere brug for i takt med de globale klimaforandringer.

Alligevel har de røde partier valgt at genindføre den selvsamme afgift – som det eneste lande i EU. Hvorfor? Skal færre børn bruge regntøj? Får vi brug for færre nedløbsrør og tagrender? Svaret er nej. Og eftersom vi allerede har forbud imod de skadelige stoffer, der kan være i de pågældende produkter, hvad er så egentlig meningen?

Derfor har vi et klart budskab: Lad os fjerne alle disse individuelle afgifter, som gør det både dyrere – men også mere kompliceret – at være dansker! For faktisk behøver det ikke at koste penge at fjerne afgifter. Det kan nemlig reducere den grænsehandel, der hver dag gør grænsehandlen attraktiv. For selvom handel over grænserne er godt, er det skidt, når det er afgifterne, som forskubber konkurrencen.

Derfor har vi et klart budskab: Lad os fjerne alle disse individuelle afgifter, som gør det både dyrere – men også mere kompliceret – at være dansker!

Morten Messerschmidt og Dennis Flydtkjær
Politisk næstformand, MF, Dansk Folkeparti og skatteordfører, MF, Dansk Folkeparti

Ryk handlen tilbage til danske butikker

Lad os derfor gøre som den norske regering, der sidste år besluttede at afskaffe den særlige afgift på chokolade. Også her har reguleringsvanviddet indfundet sig.

Hvis man har en romkugle, der er lavet af kagerester tilført kakao og til sidst overtrukket med chokolade, så vil hele romkuglen være pålagt chokoladeafgift. Er romkuglen derimod rullet i krymmel, men stadig lavet af kagerester og kakao, så er hele kagen uden afgift. Er den delvis overtrukket med chokolade, så vil det potentielt kræve en laboratorieundersøgelse. Udover at chokoladeafgiften er svær at administrere, så er chokoladeprodukter også en vare, som fylder meget i grænsehandlen.

Det må jo nærmest være umuligt at være konditor uden en komprimeret revisoruddannelse i tillæg! Derfor foreslår vi at fjerne disse mange skøre afgifter. Det vil godt nok koste i omegnen af to milliarder kroner årligt, men til gengæld vil det betyde, at handlen flyttes tilbage til danske butikker. Og et enkelt skattesystem har naturligvis en værdi i sig selv.

Derfor foreslår vi, at der igangsættes et grundigt arbejde med at forenkle de danske afgifts- og skatteregler. For det kan ikke være rigtigt, man skal have den lille revisoruddannelse for at lave en romkugle!

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00