Debat

Iværksætterforening: Politisk dødvande kræver kursskifte og en erhvervsminister, der handler

Iværksætterne har nøglen til at løse samfundets største udfordringer. Men med høje krav og økonomisk usikkerhed ser fremtiden ikke lys ud for iværksættere, skriver Johann Svane.

I
skrivende stund er det mere end 730 dage siden Erhvervsministeren lovede
forhandlinger, og det er ikke blevet lettere at være iværksætter. Hvis
vi skal vende den kedelige udvikling, skal vi se et ambitiøst kursskifte og en
erhvervsminister, der handler på skåltalerne, skriver Johann Svane.
I skrivende stund er det mere end 730 dage siden Erhvervsministeren lovede forhandlinger, og det er ikke blevet lettere at være iværksætter. Hvis vi skal vende den kedelige udvikling, skal vi se et ambitiøst kursskifte og en erhvervsminister, der handler på skåltalerne, skriver Johann Svane.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dødvande i et hav af muligheder. Sådan kan man kort beskrive det iværksætterpolitiske miljø de seneste år. Der er altid nogen foran i køen, og når iværksætterne endeligt når frem til skranken, er kassen lukket.

I skrivende stund er det mere end 730 dage siden erhvervsministeren lovede forhandlinger, og det er ikke blevet lettere at være iværksætter.

Som iværksættere er vi drevet af at skabe værdi og løse samfundets største udfordringer. Vi griber muligheder, og det ligger i vores DNA at være nysgerrige på, hvad ny innovation og teknologi kan bringe.

Derfor har vi også nøglen til at løse de udfordringer, som samfundet står overfor netop nu, hvad end det er klimaudfordringer, bæredygtighed eller opgradering af vores velfærdssystem. Men vi kan ikke gøre det alene.

Temadebat

Hvordan gør vi iværksætterlivet mere attraktivt?

Erhvervsminister Simon Kollerup har udskudt de politiske iværksætterforhandlingerne flere gange over de sidste par år, og nu står vi overfor et valg, og dermed også afslutningen på valgperioden. Altinget Erhverv gør derfor status på Folketingets og regeringens indsats på iværksætterområdet de sidste tre år og ser frem mod næste valgperiode.

Hvordan har iværksætterne været stillet de sidste tre år? Hvad har konsekvenserne været af de udskudte politiske initiativer? Og hvad skal en kommende regering gøre for at hjælpe iværksættere?

Hvis du ønsker at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til Lasse Sjøbeck på [email protected].

Kortere fra idé til virksomhed

Mens hundredtusindvis af danskere har fulgt med på skærmen til det ene iværksætterprogram efter det andet, er det politiske fokus ikke fulgt med.

I den seneste iværksætteranalyse fra Dansk Iværksætter Forening viser tallene, at iværksætterne aldrig har følt det mindre prestigefyldt at være iværksætter end lige nu.

Hvis vi skal vende den kedelige udvikling, skal vi se et ambitiøst kursskifte og en erhvervsminister, der handler på skåltalerne.

Hvis vi skal have flere vækstvirksomheder, skal vi have flere iværksættere. I lønmodtager Danmark er det i forvejen svært at bryde ud. Det hjælper slet ikke, at Danmark sammenlignet med alle EU-lande er næst dyrest, når det gælder kapitalkrav til opstart af virksomhed.

I dag koster det 40.000 kroner at starte et anpartsselskab. Hvis iværksætteriet skal spire, skal vi have et kapitalkrav, hvor alle kan være med, og hvor det ikke er dyrt at begå fejl. Vi foreslår at sænke kapitalkravet til EU-gennemsnittet på 8.000 kroner.

Økonomisk usikkerhed er en hæmsko for iværksættere

For danske iværksættere er økonomisk usikkerhed en enorm hæmsko for, om man overhovedet vælger at starte i første omgang.

I dag tjener 30 procent af danske iværksættere mindre end kontanthjælpssatsen

Johann Svane
Chef for politik, Dansk Iværksætter Forening

I dag tjener 30 procent af danske iværksættere mindre end kontanthjælpssatsen. Det er altså ikke ligefrem en lys fremtid, man ser ind i som håbefuld iværksætter, og derfor er det første valg også at blive i et sikkert og rentabelt lønmodtagerjob.

I fremtiden bør vi ligestille det at starte virksomhed, at innovere og at tage risiko med hverdagen for langt den størst del af danskerne, nemlig fast løn, pension, barselsvilkår og så videre. Mange har længe sagt, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi siger, at det skal kunne betale sig at være selvstændig.

Se ud over Danmarks grænser

Vi skal turde se ud over Danmarks grænser og mod nogle af de lande, som er lykkedes med at gennemføre iværksætterreformer.

For eksempel mod Spanien, som – trods en rød regering – har skabt grobunden for fremtidens iværksættere ved blandt andet at lette selskabsskatten de første tre år.

Politisk tovtrækkeri sætter ikke gang i hjulene hos de danske iværksættere. Der er brug for at omsætte politiske visioner og handlekraft til konkrete initiativer, som kan skabe forandring 

Johann Svane
Chef for politik, Dansk Iværksætter Forening

Spanien har samtidig gjort det muligt at tiltrække udenlandsk arbejdskraft med et såkaldt startup visa og skabt et fast track system for startups, så de kan fokusere på deres virksomhed og ikke uanede mængder af bureaukrati.

Danmark har de bedste forudsætninger for at skabe et sprudlende økosystem med visionære startups, jobskabende vækstiværksættere og fremtidens unicorns, men vi skal først styrke fundamentet.

Om det bliver en rød eller blå regering, er sandheden den samme. Politisk tovtrækkeri sætter ikke gang i hjulene hos de danske iværksættere. Der er brug for at omsætte politiske visioner og handlekraft til konkrete initiativer, som kan skabe forandring.

Hvis erhvervsministeren ikke vil indkalde til forhandlinger, gør vi det, for vi ved sammen med de fleste danskere, hvor vigtigt iværksætteri er for vores samfund og klima. De næste uger sætter vi politikerne i stævne og spørger, hvordan vi indretter os, så det kan betale sig at være selvstændig.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00