
Konservative kræfter er begyndt at trække sig væk fra klimakrisen.
I USA har de forladt Parisaftalen. I Canada lover de konservative at dræbe CO2-afgiften på industrien.
I Storbritannien vil de konservative smide 2050-målet overbord. Politisk er det dovent. For den fysiske verden er det katastrofalt.
Med milliardindustrier bag sig, hvis overlevelse afhænger af, at verden fortsætter med at være dybt afhængig af fossile brændsler og overforbrug, er truslen fra de klimabenægtende kræfter igen blevet meget reel.
Vores bedste værn er politik. Den nye bølge af klimafornægtelse stiller en klar opgave for både Danmarks højre- og venstrefløj.
For vi er ikke immune over for det nye pres, og lige nu har ingen fløje i dansk politik formået at sammenstykke et klimapolitisk projekt, der er både ønskværdigt og troværdigt.
For højrefløjen er truslen eksistentiel, for den kommer fra egne rækker. Det er på globalt plan, at højreorienterede aktører og partier vender sig væk fra klimavidenskaben og fremtiden.
Det kan undre, da de gennemførte klimapolitikker, der dominerer herhjemme og globalt – såsom CO2-afgifter og klimakreditter – ellers er markedsbaserede værktøjer fra højrefløjens egen værktøjskasse.
Det betyder dog, at den resterende højrefløj ikke kan fortsætte med samme strategi og i samme tempo som nu.
Den danske venstrefløj har for længe trygt og mageligt "siddet" på klimadagsordenen til, at de har gidet forny deres politikker bag.
Caroline Bessermann
Man skal vise, man kan være grønne og effektive – at man hurtigere kan vise resultater, da tålmodigheden for milliardinvesteringerne i de vage håb om teknologiske fix er under angreb for at være tossede og sløseri med offentlige midler.
Man skal vise, at man kan være grønne og markedspositive – at markedet kan rette op, hvis man politisk hurtigt får fastlagt beskatningen af økonomiens klimaskadelige eksternaliteter med den rette pris – uden enorme undtagelser og vennetjenester.
Man skal vise, at man kan være grønne og erhvervsvenlige – at man er de partier, der vil kunne gennemføre enorme offentlige-private samarbejder, der skal få store og komplekse vindmølleprojekter, elnet og grønne industrier op og køre på rekordtid.
Hertil skal man også kunne forklare, hvordan man kumulativt som samfund skal blive ved med at vækste, hvilket dog er klart sværere.
Dette er blot eksempler, men én ting står klart: Højreorienterede partier skal formulere et troværdigt højreorienteret klimapolitisk projekt, hvis ikke hele højrefløjen skal gå tabt og blive stemplet som klimabenægtere over en kam.
Venstrefløjen er dog på ingen måde undtaget en lignende revision. For den nye bølge af klimabenægtelse kommer også af venstrefløjens negligering af at gøre klimakampen til et folkeligt projekt.
Den danske venstrefløj har for længe trygt og mageligt "siddet" på klimadagsordenen til, at de har gidet forny deres politikker bag. Venstrefløjens fokus har ligget på at få de markedsbaserede klimapolitikker til at lykkes – ikke at redefinere dem.
På venstrefløjen skal man vise, at man er klar til at trække den grønne klassekamps linjer op for alvor – ved konsekvent at gå efter de store og rige udledere og gavne resten af samfundet ved at flytte fokus fra grøn omstilling til grøn omfordeling.
De konservative klimabenægtende kræfter har ret i, at den grønne omstilling har slået fejl.
Caroline Bessermann
Man skal vise, at ens klimapolitik værner om Danmark – ved at genvække presset mod globaliseringen og samarbejde med den danske fagbevægelse om at designe, opbygge og hjemtage fremtidens industrier og sektorer for at sikre jobs, ansvarlig produktion og selvforsyning.
Man skal vise, at man vil gøre livet bedre og tryggere for alle danskere – ved at klimapolitik betyder, at billetpriserne til offentlig transport falder, grønne og sunde fødevarer får statsstøtten, og at alle danskere får en jobgaranti, som arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig over de næste årtier.
De konservative klimabenægtende kræfter har ret i, at den grønne omstilling har slået fejl. Men de tager fejl, når de siger, at klimadagsordenen har tabt.
Klimakrisen rummer både enorme farer og potentialer, og lige nu skal ethvert ansvarligt parti gøre sig langt mere umage end i dag, når det kommer til at definere et politisk projekt i klimakrisens æra.
Det starter med at understrege, at der ikke findes én grøn omstilling – der findes flere. Og det slutter med at gøre ens projekt så attraktivt, at det er umuligt ikke at vælge jeres.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Grønlands tidligere regeringschef bliver udenrigsminister med tung porteføjle
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- SMV-topchef kræver iværksætterstrategi 2.0 af ny regering
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- En ny Vejlegården-konflikt? 3F indleder blokade af industrivirksomhed på kristelig overenskomst


















