Suzanne Bjerrehuus
Asger AamundNekrolog: Fhv. konservativ chef og folketingskandidat, tv-personlighed Suzanne Bjerrehuus (77)

Hvem kender ikke Suzanne Bjerrehuus - men i grunden for hvad ... hvem var hun, juristen, fotomodellen, tv-værten, forfatteren og foredragsholderen, der nu er død, 77 år af kræft? Dødsfaldet bekræftes af familien overfor Berlingske.
Damefrisør-datteren fra Østerbro gik på bydelens Ingrid Jespersens Pigeskole. Suzanne Bjerrehuus blev jurist fra Københavns Universitet i 1976. Hun var - efter stop hos Industrifagenes Arbejdsgiverforening, OECD i Paris, Dansk Tandlægeforening og Mercuri Urval - ansat som leder af Konservatives politisk-økonomiske afdeling på Christiansborg i den for partiet gyldne Schlüter-æra. Det var i 1986.
Det var nu vist ikke lykken for hverken person eller parti, for allerede året efter var den tidligere partifunktionær at finde som folketingskandidat for partiet - dog uden den ventede folkelige succes. Nærmest fravalgt af sine egne på Amager. Det var ikke lige konservativ tobak at tilkendegive sympati for stadens Christiania. Skidt pyt og støvet af - for Suzanne Bjerrehuus egnede sig ikke til at gå i partitakt, hun var solist, først og sidst.
Fravalgt til trods for at Susanne Bjerrehuus allerede da havde gjort sig kendt - blandt andet som Miss Danmark-model og som skuespiller i 70'ernes såkaldte "pikante" spillefilm.
Den på samme tid kloge, reflekterede, smilende, flirtende, umiddelbart naive og udadvendte celebrity fandt som noget oplagt og ganske naturligt vejen til tv-skærmen i største og bedste tv-sendetid, da hun snart blev vært for seer-successerne 'Super-Chancen’ og ’Eleva2ren' i TV 2s barndom. Sidstnævnte i samspil med den lige så elskede medvært, afdøde Ole Stephensen.
Siden fik denne artikels signatur en super chance som redaktør med Suzanne som bærende vært i DR2-programserien Surfin' Suzy i 1997-98. Svenske sponsorpenge gjorde det muligt at lave en programserie om fortræffelighederne ved it og det vordende internet. Selv om Suzanne i forvejen havde været vært på masser af aftenshows på TV 2, fremstod hun for produktionsteamet fortsat som en uspoleret, nærmest utrænet men i hvert fald autentisk vært. Den ægthed - at være sin egen foran linsen - som altid vinder i tv foran det skolede. Altid professionel og til tiden. Det var tydeligt, at Suzanne Bjerrehuus hér, som før og siden, var helt klar over sin personlighed og sine virkemidler. Naivitet tilsat klogskab og en passende charmerende snuhed bar hende langt.
På den tid kom hendes elskede søn Oliver, der ikke bare bar hendes familienavn men også som hende på en karriere som fotomodel, slemt til skade. "Hans ansigt er skamferet!", råbte hun helt opløst rundt på redaktionen. Tilsyneladende var hans karriere forbi, frygtede hun - hun var helt utrøsteligt. Heldigvis gik det hurtigt meget bedre med søn og dermed med mor. Og siden gjorde han hende til farmor.
Fra 1991–2000 var Suzanne Bjerrehuus klummeskribent og sexbrevkasse-redaktør på Ekstra Bladet.
Nævnes skal også det langvarige ægteskab siden 1988 med den fremtrædende erhvervsmand og igangsætter Asger Aamund, der som sin kone bærer et hjerte, der banker for politik og mere frihed for den enkelte. At de to holdt om hverandre og holdt hinanden ud i så mange år siger også noget om det solide stof, Suzanne Bjerrehuus med mand var og er skabt af.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Han var departementschef i Finansministeriet. Nu kommer han med et opråb til ny regering
- Disse myndigheder er vokset og skrumpet mest under SVM-regeringen
- Blå partier klar til forbud efter afsløring af Socialdemokratiets køb af stemmer fra Alternativet
- Forsker om Socialdemokratiets betaling for stemmer: "Det er et stort beløb. Især for Alternativet"
- SF nægter at kaste lys over millionaftale om stemmehandel med S og Alternativet
















