Mindeord: Borgerkrig i Europa blev keramiker Ursula Munch-Petersens skæbne (87)

En krig hér i Europa for ni årtier siden blev den livslange skæbne for den store danske keramiker Ursula Munch-Petersen, København NV, der er død, 87 år.

Det er forunderligt, ja - rent ud sagt trist at tænke på. Ikke mindst i denne tid. Vi ser og hører i medierne om, at i nat blev så og så mange civile eller soldater dræbt i en by i Ukraine. Eller i Israel eller Gaza. Så driver nyhedsstrømmen videre. Men et sted i Europa og i Mellemøsten er der familier, der i generationer aldrig glemmer.

Ursula Munch-Petersen var født ind i en betydelig dansk kunstnerslægt, og hun blev selv en af de store. Hendes far, prosa-digter og surreel maler og grafiker Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) havde under det lille bornholmske fiskerleje Gudhjems storhedstid i 1930'erne besvangret keramiker Lisbeth Munch-Petersen, født i det kendte keramik-dynasti i Rønne som en Hjorth.

I mellemjulen 1937 kom lille Ursula til verden. Hvilken lykke. Men faderen, hvor var han? Han var - politisk vakt - rejst til Spanien for hædersfuldt at deltage i borgerkrigen for den spæde republik. Kort efter fødslen, 2. april 1938, bliver han skudt, efter kun at have forsvaret demokratiet i fire måneder. Et ungt, kæmpe kunstnertalent gik bort, som J. Th. Lundbye i krig i guldalderen.

Som barn, ung og voksen tilgav Ursula Munch-Petersen i realiteten aldrig sin mor, at hun ikke fik lov at vokse op med sin far, endsige bare se ham. Det betød, at mor og datter - til trods at de begge var store, klassiske studio-keramikere - ikke så meget til hinanden.

Ursula Munch-Petersens ene søn, filminstruktør Laurits Munch-Petersen, har i den ti år gamle dokumentarfilm 'Skyggen af en helt' følsomt og mindeværdigt beskrevet, hvordan krigsdrabet på hans morfar splittede familien ad i tre generationer.

Filmen er ikke privat men kunst, fordi det er en universel historie. Og tragisk at tænke på: Hver dag, time og minut, der dør en civil eller en soldat, såres hele familier i generationer.

Ursula Munch-Petersen kom både kunstnerisk og personligt til at betyde noget for denne artikels forfatter. Kendte jeg hende nært? Nej, ikke i antal middage, interviews og møder. Men man kom hurtigt og uværgerligt tæt på Ursula. Hun var følsom og meget åben om sin opvækst på Bornholm og de dæmoner, det satte i hende.

Hun havde det svært, når hun kom til Gudhjem. Alligevel kunne hun ikke lade være. Og ved en middag hos os i netop Gudhjem for mange år siden slap hun sine dæmoner løs, mens vi og hendes mand Erik stille lyttede.

Ursula Munch-Petersen har en vigtig rolle i min gamle, biografiske film om den bornholmske maler Oluf Høst, der fortsat vises på Oluf Høst Museet i Gudhjem. Omgivet af sine keramiske værker på en stigereol fortæller Ursula så intenst om den store gamle maler, hun kendte, fra hun var helt lille, at det lige så meget blev et portræt af hende selv. Det er forunderligt, hvordan enkle ord sagt i et kort interview for 30 år siden fortsat virker så universelt.

Ursula holdt hele livet uimodståeligt af naturen, og allerede som lille forlod hun hjemmet nede i Gudhjem, der kunne føles optaget af moderens nye mand, maleren Paul Høm og de tilkomne børn. Oppe på Helligdomsvej kunne Oluf finde på at stoppe op og tage Ursula med. Så fik de sig en lille sludder "om vind og vejr', som det hed sig. Men naturligvis meget dybere end som så. Hverken Oluf eller Ursula skånede sig med almindeligheder.

Han, den godt 50 år ældre kunstner, havde på den tid, i den skæbnesvangre måned juli 1943, mistet sin elskede, ældste søn Ole til en anden europæisk krig, den der foregik mellem tyske nazister og russere på Østfronten i Kaukasus syd for Ukraine.

Den lille pige og den modne maler, begge lige besat af naturen, holdt af hverandre og havde noget at tale om. Hvem ved, hvor konkret Høst gik frem? Næppe særligt. Ikke overfor så lille en pige. Men den fælles klangbund for deres samtale var, at hun havde mistet sin far i én europæisk krig, og han sin søn i en anden europæisk krig seks år senere. Han havde kendt hendes faldne far, og måske hun kunne huske hans faldne søn?

Ursula Munch-Petersen mente, at Høst gennem sit maleri forsøgte at undslippe den virkelighed, der var for barsk at leve med. Man tror hende. Og mon ikke dæmonerne i hende selv også blev tøjlet gennem leret?

Livet leves i en cirkel, siger man, alting vender tilbage, når man bliver gammel. Jeg besøgte ikke længe før hendes død Lisbeth Munch-Petersen (1909-1997), Ursulas mor, i hendes hjem i Gudhjem, der før havde tilhørt polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Her drejede hun endnu hver dag på loftet, men det var nede i den lyse gavlstue mod havet, vi sad og delte et par glas sherry. Hendes mand Paul var på dette tidspunkt død, og Lisbeth Munch-Petersen følte sig nok fri til at genoptage erindringen og følelserne for hendes første mand, Ursulas berømte far, hvis værker stadig holder, som de ses på  bl.a. Bornholms Kunstmuseum.

Bordet var fyldt med de breve, Gustaf havde skrevet til hende. Hun virkede dybt optaget af dem ... hun ville tilbage til en svunden tid og forstå den. Brevene fra den store, unge digter med de ustyrlige, demokratiske drifter dannede rammen om den tid, hvor Ursula blev undfanget og med sine dobbelt-kunstneriske gener sat i verden.

Nu er Ursula selv væk. Hun efterlader sin mand siden 1962, billedkunstneren Erik Hagens, med hvem hun - vurderet udefra - havde et nært både personligt og kunstneriske parløb. Også præget af stort politisk, progressivt engagement, helt i Gustafs ånd. Udover filminstruktøren Laurits Munch-Petersen efterlades arkitekt Hans Peter Hagens og flere børnebørn.

Velfortjent er der bragt flere, større nekrologer. Jeg sidder tilbage med en bestemt følelse, som både ramte mig, da moderen Lisbeth døde i 1997, og nu igen hvor datteren er død, en menneskealder senere. 

Dengang i 1997 havde jeg spist morgenmad i vores hus i Gudhjem, omgivet af nye værker af Lisbeth, som hun solgte for såre beskedne penge gennem sin anden, fine keramikerdatter Julie Høm, Gudhjem. Straks ved starten af bestyrelsesmødet på det spirende Oluf Høst Museum var nyheden om Lisbeths død kommet. Og senere, da jeg kom hjem? Vaserne stod der jo endnu. Lige så strålende, uantastede, levende og i egen ret.

Det samme med Ursula. Ja, Ursula er netop navnet på det klasssiek fajancestel, Munch-Petersen Jr. tålmodigt udviklede omkring 1990 på et tiltrængt, treårigt legat fra Statens Kunstfond. Forenkling, forenkling og atter forenkling. Studier, tanker, forsøg - og mere forenkling. Resultatet blev de ovale tallerkener og kander med store næb i få, stærke farver - ensfarvet gul, blå, hvid, mørkegrøn eller lysegrøn -  der kan sættes sammen på alle leder og kanter. For folket. Fleksibelt, så man ikke behøver erhverve så meget.

Min kone og jeg sad i aftes i sommersolen og spiste som sædvanlig fra disse tallerkener, der forøvrigt ikke passer i en opvaskemaskine, men ærlig talt: Det gik Ursulas skaber Ursula ikke op i. Det faldt hende slet ikke ind at prøve, har hun fortalt.

Vi vaskede så op i hånden og ville gå til ro og lige - også en tradition - tjekke de sidste nyheder til voksen godnat-læsning. Politiken skrev: 'En af Danmarks største keramikere er død'. Vemodigt som altid, når nogen dør. Minderne står i kø - men samler sig. Næste morgen var tallerkenerne, kopperne og den gule thekande klar igen. Som intet var hændt. Det er kunstnerens lykkelige livslod.

Hvorfor myrder europæerne igen hinanden? Hvert tabt menneskeliv rækker så mange årtier ud i fremtiden og præger de efterladte. Ursula fandt tragisk aldrig sin far, og blev livslangt præget af det. Men med sine egne ord om Oluf Høst fandt hun i lerets fortolkning af naturen en udvej. En udvej fra landskabet og haven ind i værkstederne, hvor hun kunne 'undslippe den virkelighed, der var for barsk at leve med'.