Det danske olieeventyr lakker mod enden: “Vi har redet på en surf-bølge i 40 år, men nu er den faded ud”

FEATURE: Den danske nordsøolie har i årtier dannet grundlag for arbejdspladser, penge i statskassen og Esbjergs vilde forvandling fra fiskerby til energimetropol. Men klimakampen har gjort det sorte guld til et grønt problem. 2020 blev året, hvor det danske olieeventyr fik sin endegyldige slutdato. Hvad så nu?

Foto: Freja Søgaard
Freja SøgaardMalte Bruhn

Under normale omstændigheder er foyeren i Klimaministeriet spækket med journalister, tv-kameraer og mikrofonstativer, når vigtige politiske forhandlinger er ved at slutte inde bag de lukkede døre. Men på grund af corona-foranstaltninger var det kun DR, Ritzau og TV 2’s reportere, der stod klar, da seks klimaordførere trådte ud foran kameraerne sammen med klimaministeren en sen torsdag aften i starten af december.

Jeg kan bare sige, at sådan som oliebranchen kører nu, for helvede hvor var vi heldige at komme ud af det i god stand, og også at vi kom ind dengang, vi gjorde. I de gode tider.

John Christensen
Pensioneret offshorearbejder

”Det er sikkert ikke første gang, I ser nogle politikere, der kommer ud fra et lokale, der mener, at de har lavet noget, der er historisk. Nogle gange er det mere rigtigt end andre. I dag tror jeg helt objektivt set, at vi må sige, at vi har truffet nogle historiske beslutninger for Danmark,” lød det højstemt fra klimaminister Dan Jørgensen (S).

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra,” fortsatte han.

Sammen med SF, Radikale, Venstre, Konservative og DF indgik regeringen 3. december en aftale, der sætter en stopper for udvinding af olie og gas i den danske del af Nordsøen fra 2050. På samme måde stoppes den såkaldte ottende udbudsrunde og al fremtidig jagt efter nye oliefelter. 

Hvis A.P. Møller ikke havde haft det nationale sindelag, så er det ikke sikkert, at vi havde fået den erhvervsudvikling, vi fik. 

Morten Hahn-Pedersen
Historiker
Foto:
Foto:
Foto: Freja Søgaard
Foto:

Den nye aftale er ikke bare den seneste hegnspæl i rækken, der markerer, at klimapolitikken for alvor har indtaget en afgørende hovedrolle i dansk politik.

Aftalen er opsigtsvækkende, fordi den sætter et punktum for et olieeventyr, der startede i A.P. Møller og Viggo Kampmanns 60’ere, og som slutter 90 år senere i 2050. 

Foto:
Foto:
Foto:

Undervejs spillede olien en helt afgørende rolle i opbygningen af det danske velfærdssamfund i almindelighed og af oliehovedstaden Esbjerg i særdeleshed. Og med i rollehæftet møder man amerikanske lykkeriddere iført cowboyhatte, guldringe og esbjergske piger, visionære forretningsmænd og kyniske politikere, der i årtier har forsøgt at tilbageerobre mere og mere af den magt og de penge, de forærede til A.P. Møller, da skibsrederen i 1962 fik eneret på udvindinger i hele den danske del af Nordsøen.

Netop derfor er historien om den sidste dråbe dansk olie et helt særligt vindue til den grønne omstilling – for olie er ikke bare olie, og først når man fjerner den, opdager man, hvor vidtrækkende dens betydning er. Dette er historien om alt det, olien også er.

Den fede tur
”Jeg kan bare sige, at sådan som oliebranchen kører nu, for helvede hvor var vi heldige at komme ud af det i god stand, og også at vi kom ind dengang, vi gjorde. I de gode tider,” siger manden for bordenden.

Han hedder John Christensen, og i slutningen af 1960erne var han med ombord på den første Mærsk-borerig i Nordsøen og har siden brugt hele sit arbejdsliv på olien. Vi er i et lille rødt murstensparcelhus i landsbyen Alslev 15 kilometer nord for den danske oliehovedstad Esbjerg, der med sin direkte havneadgang til Nordsøen har været omdrejningspunktet for langt størstedelen af alle danske olieaktiviteter siden starten af 1960erne.

Foruden John Christensen sidder Jesper Pedersen, Finn Nielsen og Jørn Johansen ved bordet. John Christensens kone Anne har dækket op med lilla servietter, ostemadder, flødeboller, wienerbrød, snaps og kulsort likør. En lampe lavet ud af et gammelt olieborstår i vindueskarmen og et maleri fylder bagvæggen. Ved første øjekast ligner det det klassisk oliemaleri med solnedgang og sejlskib, som man vil kunne finde i mange bedsteforældres hjem. Men i baggrunden aner man et dampskib, en industrihavn og skorstene, hvorfra røgen forsvinder ind i solnedgangen.

Solnedgang er også en passende metafor for mændene omkring bordet i Alslev. Deres venskab er vokset ud af en tid, der ikke længere findes. De var nemlig alle en del af den danske olieindustris storhedstid. Som unge håbefulde mænd søgte de ind i en olieproduktion, hvor arbejdet var hårdt, bureaukratiet på platformene ikkeeksisterende og fyringsrunder tænkelige.

I dag har maskiner overtaget mange af de arbejdsopgaver, mændene havde som unge fyre. Nutidens borebisser får ikke olie på fingrene. De styrer maskinerne med et joystick fra et afsidesliggende kontrolrum. De er højtuddannede og velbetalte kosmopolitter, der lige så vel kunne arbejde i Esbjerg som i Brunei eller Angola.

Mændene omkring bordet så både med fra første parket i 1960erne og 1970ernes vilde vest-begyndelse, konsolideringen i 1980erne og 1990erne og velmagtsdagene i nullerne. Men de er ikke med på den sidste del af rejsen, der slutter, når hanerne lukker per dekret i 2050.

”Det er den fede tur, vi har været med på. Vi har redet på en surf-bølge i 40 år, men nu er den fadet ud. Og så er der nogle, der kan være heldige at holde sig til deres jobs, men den der fest, som vi har haft, den er slut,” siger Jesper Pedersen, der også fremhæver erhvervets betydning for udviklingen af både landet og regionen.

”Nordsøen har jo været sådan en pengetank, politikerne har tappet af hele tiden. Og hvis du ser Esbjerg isoleret, der har det eddermame betydet meget.”

Da de gamle kammerater blev ansat, havde Mærsk allerede olietransport som et stort forretningsområde, men man havde ingen erfaring med efterforskning og produktion af olie og gas. Derfor fik A.P Møller-Mærsk hjælp fra de amerikanske olieselskaber Shell og Gulf i deres første eftersøgninger i Nordsøen.

”Where the hell is my Red Wings!” brøler Jesper Pedersen med en overbevisende sydstatsdialekt og fortæller historien om dengang en amerikansk manager fik stjålet sine sikkerhedssko, der lignede cowboystøvler.

”Nogle af dem var dumme som brædder, nogle af dem kunne hverken skrive eller regne, men de havde en selvsikkerhed, som i hvert fald imponerede de fleste,” erindrer Jesper Pedersen.

Han fortæller, at amerikanerne dengang blev set som rockstjerner, når de kom til Esbjerg med deres store guldringe på fingrene, cowboyhatte og viden om, hvordan man tøjler den sorte væske i undergrunden. Samtidig var de amerikanske chefer hårde og højtråbende, når de først kom ud på havet.

”Og så tjente de virkelig mange penge,” bryder John Christensen ind og fortsætter: ”Når vi var på værtshus, spredte de jo rundt med alle de der dollarsedler. De havde kreditkort, fri bil, fri hus, og de esbjergensiske piger var vilde med dem.”

De amerikanske borebisser var personificeringen af olien og alt, hvad den bragte med sig, hvis man blot trådte i de cowboystøvlede fodspor. Frihed, velstand og lykke. I en dansk kontekst kan man tilføje ordet velfærd, for olien skulle blive en vigtig kilde til velfærdens økonomiske grundlag. Og mens det skete, forvandlede Esbjerg sig fra at være landets fiskerihovedstad til at være dets oliemetropol.

Forudsætning for den grønne omstilling
Ifølge historiker Morten Hahn-Pedersen, der beskæftiger sig med oliens danske historie, kunne de fire borebisse-veteraner meget vel aldrig have mødt hinanden.

”Historien om olien er historien om en industri, der blev skabt ved en række tilfældigheder,” forklarer han, da Altinget møder på ham Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor han i sin tid som museumsdirektør oprettede en selvstændig offshore-udstilling.

Da vi kommer op i kantinen, fortæller han, at den første eneretsbevilling til den danske undergrund faktisk allerede blev givet til den amerikanske ingeniør Frederick F. Ravlin i 1935 af statsminister Thorvald Stauning (S). Men det var først et kvart århundrede efter, at der for alvor begyndte at ske noget. Det var her tilfældighederne begyndte at opstå.

Et tysk selskab havde søgt om retten til at bore efter olie i Sønderjylland. Men det var ikke noget, der huede skibsrederen A.P. Møller, der allerede dengang var godt i gang med at overlevere livsværket til sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller.

I 1960 skrev A.P. Møller et brev til statsminister Viggo Kampmann (S).

”Jeg ser på denne tanke med betænkelighed, fordi der ved, hvad man kalder peaceful penetration, allerede foregår en vis gradvis tysk opslugning af Danmark, og tysk olieboring i Sønderjylland vil utvivlsomt fremme dette”, skrev A.P. Møller. Det endte med, at skibsrederen fik en eneretsbevilling til hele den danske undergrund mod et gebyr på blot 40 kroner.

”Hvis A.P. Møller ikke havde haft det nationale sindelag, så er det ikke sikkert, at vi havde fået den erhvervsudvikling, vi fik,” siger Morten Hahn-Pedersen.

 
Olieindustriens nedgang ses tydeligt på havnen i Esbjerg, hvor store borerigge ligger og venter ved kajen. 

Det er en pointe, der berører et andet aspekt af oliens historie. For indtil man fandt olie i den danske undergrund, kom den fra Mellemøsten – og den har haft en samfundsmæssig og individuel betydning, der ikke kan overvurderes. Det fortæller Mogens Rüdiger, der forsker i oliens kulturhistoriske betydning på Aalborg Universitet. Den danske velfærdsstat blev født
med olie som fostervand.

”Uden adgangen til den billige olie, så tvivler jeg simpelthen på, at den voldsomme og meget hurtige moderniseringsproces, der skete i Danmark, men også i andre lande, fra 1945 til 1973, havde været mulig.”

Og med moderniseringen følger frisættelsen af individet, der giver os endnu større muligheder for at leve gode liv, lyder Rüdigers rationale.

Han fortæller, at energi er defineret ved at udføre et stykke arbejde. Med olien blev vi fritaget fra nogle elementer, som tidligere har fyldt meget i hverdagen.

”Der blev tid til tage på ferie. Benzintanken blev en afgørende del af vores infrastruktur. Man fik mulighed for at bosætte sig i forstæderne, hvor det ikke gjorde noget, hvis man skulle bevæge sig 15, 20 eller 30 kilometer på arbejde. Med centralvarmen og fjernvarmen blev det muligt at gå rundt i polo t-shirts og lette jeans indenfor i stedet for kradsende uldtrøjer, som da jeg var barn i 1950’erne.” 

I dag fylder olien cirka 40 procent af det danske energiforbrug, hvoraf langt størstedelen går til transport. I 1972 fyldte olien mere end 90 procent af energiforbruget.

Derfor fik regeringen også et chok, da den første oliekrise brød ud i 1973 i forbindelse med Yom Kippur-krigen mellem Egypten og Syrien på den ene side og Israel på den anden. 1960’ernes gyldne vækstkurver og demokratiseringen af villaen og volvoen blev til bilfri søndage, krav om energieffektiviseringer og alskens påbud om forskellige maks. temperaturer i hjemmets rum.

Ifølge Mogens Rüdiger kan man derfor også tegne en direkte linje mellem Energiplanen fra 1976 frem til i dag, hvor vi med den grønne omstilling står midt i en om muligt endnu større politikdreven transition.

”Vi fik slet og ret en national energipolitik, der havde til formål at gøre os mindre afhængige af de arabiske oliemagter.”

Han forklarer, at oliekrisen var en afgørende katalysator for opbygningen af en samlet dansk energipolitik, der både tog hensyn til forsyningssikkerhed, energibesparelser, energiproduktion og en generel omstilling til fjernvarme.

”Fra at være fuldstændig overladt til det frie marked blev energi pludselig noget, der blev diskuteret og planlagt på nationalt plan. Og det er reguleringssystemet, der er etableret efter oliekrisen, som man kan overføre på den grønne omstilling i dag.” 

Men længe før det skete, blev energipolitik en hjørnesten i kampen for at hive den danske velfærdsstat fri af hængedyndet fra den økonomiske krise, der definerede 1970’erne og 1980’erne. Olien skulle med andre ord beskattes.

Esplanaden så det som tyveri
Ansigt til ansigt med den berømte økonomiske afgrund, landet var på vej ud over i 1970erne, følte Anker Jørgensen (S) og Danmarks første energiminister Poul Nielson (S) sig nødsaget til at genforhandle 40-kroners aftalen med Mærsk-koncernen, der i mellemtiden var i gang med at udvikle sig til et internationalt oliekonglomerat. Forhandlingerne kulminerede i 1981, hvor kulbrinteskatten blev indført, samtidig med at andre selskaber fik mulighed for at lede og bore efter olie i Nordsøen.

”Den måde, vi gav koncessionen til Mærsk på i 60’erne, var den samme måde, som araberne uddelte koncessioner på i 30’erne,” siger Morten Hahn Pedersen.

Vi er tilbage på Fiskerimuseet i Esbjerg. Ud af panoramavinduerne kan man se de enorme borerigge, der går i et med vestenvinden og slagregnen.

”Men da regeringen så finder ud af, at der er noget i posen, men at man har givet det hele væk, samtidig med at Danmark står i en buldrende økonomisk krise, forsøger regeringen at redde noget af det tabte ind igen. At man så oplever det anderledes inde på Esplanaden, det er en anden sag. De så det som tyveri.”

Aftalen fra 1981 betød, at staten begyndte at tjene penge på olie. Dog ikke lige så meget som i nabolandet Norge, hvor man fra starten sørgede for at holde langt størstedelen af indtægterne på statslige hænder. Samtidig fik Norge i 1966 sikret sig retten til det lukrative Ekofisk-felt, der blev grundlaget for den norske oliefond, der i 2017 rundede en værdi på astronomiske tusind milliarder dollars.  

Ifølge Mogens Rüdiger er der ingen tvivl om, at det danske olieventyr langtfra var lige så hæsblæsende som det norske.

”Men vi må alligevel ikke undervurdere dets betydning,” siger han.

Han henviser til, at den danske stat i 2019 havde tjent cirka 541 milliarder kroner på skatteindtægter fra Nordsøen. Det svarer til cirka 14 Storebæltsbroer eller 155 nye supersygehuse. I topåret 2008 udgjorde olieindtægterne 4,5 procent af statens samlede indtægter.

I 1991 blev vi selvforsynende, og i 1997 producerede vi mere olie, end vi selv skulle bruge. I 2004 og 2005 var der op mod 30.000 arbejdspladser i olieindustrien alene i Danmark.

”De tjente milliarder er kun indtægter, der er kommet direkte fra produktionen i Nordsøen. Derudover kommer de afledte effekter. Pengene har i meget høj grad bidraget til det økonomiske råderum, bedre velfærd og skattelettelser. Samtidig har vi opbygget en forsyningssikkerhed, der er meget, meget høj.”

Også økonomisk overvismand og økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard vurderer, at nordsøolien har spillet en væsentlig rolle for den danske økonomi og den finanspolitiske holdbarhed.

”Det skal ses i lyset af, at vi tilbage i 80’erne opererede med store underskud på betalingsbalancen. Og derfor var olieindtægterne en væsentlig bidragsyder til at afhjælpe betalingsbalanceproblemet,” siger han.

Den danske olie var med andre ord en gave fra undergrunden. Og som Dan Jørgensen bemærkede ved pressemødet, blev Danmark med tiden EU’s største olieproducent. Men sort guld bliver et problem i en grøn tid. Og det får efterspørgslen på olie til at falde verden over.

Oliens højdepunkt
Anders Eldrup, tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør i DONG, er en af dem, der tror på, at den globale olieindustri er på vej ind i sin midnatstime. I sin tid som direktør i DONG var han selv med til at starte virksomhedens vindforretning med særligt fokus på offshore vind. Han sætter pris på, at regeringen er i gang med at afvikle olien.

”Alle er enige om, at olien snart når et peak point, og så begynder efterspørgslen at falde. Og så vil rentabiliteten i den slags forretninger blive presset,” siger Anders Eldrup.

Han påpeger, at en række mindre olielande allerede har indført forbud mod at lede efter mere olie og gas.

Samtidig har den kinesiske regering meldt ud, at landet skal være CO2-neutralt i 2060, mens Japan og Sydkorea vil være det i 2050 – ligesom Danmark og resten af EU. I USA forventer iagttagere, at den nye amerikanske præsident Joe Biden vil satse mere på vedvarende energi og mindre på fossile brændsler.  

Oliemastodonter som Total, Shell og BP er desuden for længst gået i gang med at planlægge en fremtid uden olie. Fossile brændsler udgør stadig 79 procent af klodens energiproduktion. Men i dag er vedvarende energi generelt blevet billigere end de fossile brændsler.

”De store økonomier har givet en klar tilkendegivelse om et retningsskifte. Det kan godt være, at man i realiteten ikke når målene til punkt og prikke, men der sættes kraftige bevægelser i gang for at ændre økonomien,” siger den tidligere Dong-direktør. Samme analyse kommer fra Olaf Corry, der forsker i international klimapolitik ved Københavns Universitet.

”Risikofaktorerne ved olie hober sig op. Halvdelen af verdens BNP er i gang med at blive underlagt nulemissionsmål i 2050 eller 2060. Det er blandt andet derfor, at den finansielle risiko ved investering i nye oliefelter er kraftigt stigende,” siger han.

Oliens globale nedtur er derfor blevet læst ind i spørgsmålet om aflysningen af den ottende udbudsrunde.  

”Hvis de virkelig mente det og virkelig ville gå forrest, så skulle de jo købe selskaberne ud af Nordsøen. Aftalen handler trods alt også om at fortsætte produktionen i 30 år. Oliemarkedet har gjort den her beslutning meget nem og billig,” lyder det for eksempel fra analysechef i den borgerlige tænketank Cepos, Otto Brøns-Pedersen.

Helene Hagel, klimapolitisk leder i Greenpeace, ser det samme mønster. ”Det er virkelig kritisabelt, at man først har gjort det nu. Men nu har man gjort det, og det kan man bruge positivt i hele verden, og det skal vi udnytte,” forklarede hun i DR2’s Deadline.

Dan Jørgensen vil ikke forholde sig til, om den danske beslutning er en logisk konsekvens af oliens nedtur, der manifesterede sig, da Total i starten af oktober 2020 trak sig fra den ottende udbudsrunde og dermed reelt satte en stopper for processen.

”Jeg begiver mig ikke ud i kontrafaktisk historieskrivning om, hvad der var sket, hvis det ene og andet var faldet anderledes ud. Vi har truffet en beslutning på baggrund af en lang og grundig analyse af situationen,” siger han.

Det er dog ikke alle, der er klar til at lægge olien i graven lige med det første. For selvom olieefterspørgslen er på retur i Europa, står det helt anderledes til i andre dele af verden.

”Højvækstøkonomierne i Asien, Sydamerika og Afrika vil overtage efterspørgslen i de kommende år,” siger olieanalytiker for Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Uanset hvordan det internationale oliemarked udvikler sig i de kommende år, er der dog ingen tvivl om, at det danske samfund kan klare sig uden en olieindustri. Det fortæller økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard.

”Olieindtægternes betydning for statsfinanserne er ikke nævneværdige fremadrettet,” siger han.

Alle kender nogen, der arbejder med olie
I det officielle Esbjerg har man også set skriften på væggen, da Altinget møder borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) på hans kontor på Rådhuset. Bygningen har en slående lighed med Mærsk-hovedkvarteret på Esplanaden i København, der også er en stor grå klods med uendeligt mange firkantede vinduer. Ligesom med borelampen hos de gamle borebisser, har en souvenir fra Nordsøen også fundet vej til borgmesterens kontor. En øloplukker lavet af massivt jern fra den gamle Thyra-platform ligger på hans reol ved siden af tre miniature-havvindmøller.

”Olien har spillet en kæmpe rolle i Esbjerg det sidste halve århundrede. Alle kender nogen, der arbejder med olie,” siger Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:

”Engang var Esbjerg kendt som en arbejderby med et hårdt miljø. Men i takt med offshore-industriens opblomstring er byen blevet en international energimetropol, der kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft og ressourcestærke beboere. Det har også ændret kulturen og miljøet i Esbjerg.”

Vi er i slutningen af november. Et par uger inden Dan Jørgensen præsenterer den nye Nordsøaftale. Oprindeligt var Esbjergs borgmester kendt som en af de argeste modstandere af regeringens nølende håndtering i sagen om Nordsøen. Men i midten af oktober begyndte han at bløde op på sine kontante synspunkter.

I et interview med netmediet Klimamonitor i forbindelse med Totals exit fra ottende udbudsrunde sagde han sågar, at det faktisk ville være helt acceptabelt at aflyse processen. 

To uger efter Altingets besøg på borgmesterkontoret er der da også stor tilfredshed at spore.

”Det er en god aftale, hvor man både får sat en slutdato på olieeventyret og sikrer, at der kan udvindes olie og gas på fuld speed helt frem til 2050,” siger han.

Han slår dog fast, at der med aflysningen af ottende udbudsrunde nu skal fokuseres endnu mere på havvindmølleindustrien. Det gamle eventyr skal erstattes af et nyt.

 
På havnen i Esbjerg er både den nye og den gamle industri repræsenteret. Her dele af de tunge havvindmøller.

I november præsenterede EU-Kommissionen en ny europæisk strategi for havvind, hvor målet er at mangedoble havvindskapaciteten inden 2050.

Her er det vigtigt, at Esbjerg, der allerede i dag er verdens største udskibningshavn for vindmøller, får sin del af kagen, lyder det fra borgmesteren.

”Vi konkurrerer ikke med andre havne i Danmark. Vi kæmper mod Rotterdam, Kuckshagen og Hull,” siger han.

Han glæder sig derfor over, at flertallet bag aftalen har afsat 90 millioner kroner til en udbygning af Esbjerg Havn, så den i fremtiden kan blive et knudepunkt for storskala havvind. Direktøren i brancheorganisationen Olie og Gas Danmark, Martin Næsby, udtrykker også tilfredshed over aftalen.

”Det er jo ikke i morgen, vi lukker og slukker. Det er om 30 år. Desuden er det godt, at vi nu får stabile rammevilkår. Det sender et stærkt signal til industrien, og jeg har en forventning om, at aktørerne bliver i Nordsøen, og at der vil komme yderligere investeringer,” siger han og understreger, at hans medlemmer for længst er gået i gang med at forberede sig på tiden efter olie.

”Olieselskaberne er i fuld gang med transitionen. De er ved at blive til energiselskaber. Det er også der, forretningspotentialet er.”

De samme mennesker og maskiner
Det er dog ikke alle steder i Esbjerg, man jubler over Folketingets beslutning. Jesper Høj-Hansen er direktør for 260 ansatte i Norsea Groups danske afdeling, der siden 1971 har stået for at fragte alt fra værktøj og reservedele til stilladser og mad ud til boreplatformene i Nordsøen. Firmaet var oprindeligt ejet af Mærsk, dengang hed det Danbor. Men i 2014 blev firmaet købt af norske Norsea.  

Han er varm fortaler for Danmark og Esbjergs grønne omstilling. Den kører allerede på fulde drøn i hans egen og andre offshore virksomheder i Esbjerg. Men samtidig mener han, at aflysningen af ottende udbudsrunde er ”symbolpolitik”, fordi de største aktører trak sig fra udbuddet længe inden beslutningen blev taget.

”Vi har verdens reneste produktion, og der kommer stadig mange skattekroner ind, og jeg har rigtig mange arbejdspladser, der er afhængig af det. Bruger vi provenuet rigtigt, kan vi omstille hele den danske energisektor og få markante fordele på verdensmarkedet til gavn for arbejdspladser og klima.”

Det fortæller han, da Altinget møder ham i lobbyen i Norseas hovedkvarter et par kilometer vest for Rådhuset. Jesper Høj Hansen mener ikke, at ottende udbudsrunde i sig selv vil medføre fyringer og afskedigelser i Norsea, der selv er begyndt at servicere offshore vindindustrien. På fem år er de olierelaterede indtægter i hans egen virksomhed gået fra at fylde 95 til 60 procent af omsætningen med det samme antal medarbejdere.

”Men det er vigtigt, at vi holder momentum i den grønne omstilling og ikke sender et signal om, at vi er ved at droppe industrien. Det kan få de store olieselskaber til at lukke deres aktiviteter i Danmark hurtigere, end vi kan nå at få underskoven af virksomheder og arbejdspladser omstillet til andre grene af energiindustrien.”

 
Den grønne omstilling er også en job-omstilling. Klimaminister Dan Jørgensen (S) mener, at de 30 år, der går, før den sidste dråbe olie hives op fra Nordsøen, er nok til at nye jobs, der pumper CO2 tilbage i de tomme olielommer, bliver etableret. Andre er bange for, at beslutningen om at stoppe dansk olieproduktion vil få branchen til alt for hurtigt at forlade landet. Og dermed efterlade en masse mennesker arbejdsløse.

Men selvom vindindustrien er vokset i Esbjerg, så beskæftiger den dog stadig kun lidt over 4.000 mennesker. På landsplan er tallet cirka 33.000, mod olieindustriens cirka 9.000, hvoraf langt hovedparten er placeret i Esbjerg. Den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard vurderer, at der givetvis vil komme fyringer i forbindelse med den grønne omstilling. Det er et vilkår i det, han betegner som ”den største politikledede transformation af den danske økonomi og det danske samfund i en menneskealder.”

”Der er mennesker, der vil miste deres jobs og deres livsværk,” siger han og fortsætter:

”Men hvis man via afgifter sørger for, at markedet står over for de rigtige priser, hvor grønt er billigt, og sort er dyrt, er der god grund til at tro, at der bliver skabt cirka lige så mange jobs, som man giver køb på.”

Spørgsmålet om CO2-afgifter er indtil videre blevet parkeret hos en ekspertgruppe, der skal udarbejde et forslag til en model. Klimaminister Dan Jørgensen påpeger, at spørgsmålet om arbejdspladser har været afgørende for alle partier i forhandlingerne.

”Vi har lavet en lang overgangsperiode og sat midler af til, at dem, der mister jobs, kan få arbejde i andre sektorer.”

Han påpeger desuden, at partierne med aftalen har afsat 200 millioner til udvikling af CO2-lagring i Nordsøen.

”Det er de samme mennesker, maskiner og virksomheder, der skal lave arbejdet. De skal gå fra at have taget karbon op af undergrunden til at skulle leve af at pumpe det ned i igen.”

”I den her ende af byen er det virkelig gået ned ad bakke”
Boretårnet er et klassisk brunt værtshus med jukebox, cigaretrøg og hvid dug på bordet. Vi er i et af Esbjergs gamle arbejderkvarterer tæt på havnen.

Altinget er taget i byen for at undersøge, hvordan værtshuset, hvis navn vækker minder om fortidens oliestorhed, har oplevet udviklingen og afviklingen af den selvsamme industri. Da vi forklarer vores ærinde til bartenderen, peger hun over på en lille dame med kort, rødt hår og briller, der sidder i baren med et par veninder.

Anne Marie Fedøy har selv arbejdet her på Boretårnet. Men i dag er hun stamgæst. Hun vil gerne fortælle.  

”I gamle dage kunne du ikke sparke dig ind for først fiskere og siden borebisser. Alle værtshuse og hoteller levede af det. Der var mange penge i olie dengang. Så mange penge er der ikke i dag,” siger hun.

Båretårnet er et værtshus af den klassiske brune slags, der findes masser af i Danmark. Men som navnet henviser til, er kunderne her tæt forbundet til olieindustrien. Og i takt med at den er svundet ind, er de gode aftener med fuld belægning blevet færre. Nu spørger de tilbageværende gæster sig selv om, fremtidens grønne arbejdere også vil flokkes om hinanden på Båretårnet med en hof i næven.

På væggen hænger der sort-hvide billeder af 70’ernes første boretårne.

”Nogle gange kommer der da også nogle vindmøllearbejdere og nogle oliefolk. Men det er ikke, som det var engang,” fortsætter hun.

”Du skal ikke tro på en skid af det, hun siger,” råber en af gæsterne fra bordet ved siden ad. Vi kigger forvirret over på nabobordet. Skål!

”I den her ende af byen er det virkelig gået ned ad bakke,” siger Anne Marie Fedøy.

”Der kommer selvfølgelig stadig mennesker, især når der er fodbold. Så er det som i gamle dage. Men mange af oliearbejderne i dag er udlændinge. De har en anden kultur. Jeg tror, at de kommer mere oppe i byen.”

Det formindskede kundegrundlag betyder dog ikke, at hun kommer til at savne den esbjerggensiske olieindustri.

”Jeg har selv børnebørn, og jeg vil også gerne have oldebørn. Hvis vi bliver ved med at hive olie op dernede fra, så kan det være, at jeg ikke får tipoldebørn, fordi det hele bare er gået helt af h til.”

Det er en folkelig og kontant fremskrivning af et problem, samfundstænkere og økonomer verden over bryder deres hoveder med: Hvis vores samfund og økonomiske model er blevet til med olie som en helt afgørende komponent, bryder det hele så ikke sammen? Enten fordi klimagasserne gør jorden ubeboelig, eller fordi væksten forsvinder med fattigdom og social uro til følge? Kan kapitalismen og væksten blive grøn, eller skal vi væk fra væksten som altings mål, hvis vi skal redde os fra klimakatastrofen?

Et klassisk eksempel på en markedsfejl
I en dansk kontekst har sociologerne Anders Blok og Rasmus Willig i bogen Den bæredygtige stat argumenteret for, at velfærdsstaten og konkurrencestaten har spillet fallit i forhold til at finde løsninger på vor tids største udfordring, nemlig klima- og biodiversitetskrisen.

”Vi har brug for at tænke en anden statsform, som tænker nogle andre pejlemærker og værdier ind i forhold til samfundsudviklingen. Dermed vil det også være nogle andre politikker, der vil være rimelige og fornuftige,” siger Anders Blok, der til daglig er lektor i sociologi ved Københavns Universitet.

Han påpeger, at 1950’ernes velfærdsstat var et svar på den voksende sociale ulighed i forbindelse med industrialiseringen og erfaringerne med fascismen fra anden verdenskrig, mens konkurrencestaten skulle sikre den danske konkurrenceevne i en globaliseret økonomi.

Sammen med sin medforfatter kalder han nu til kamp mod ”fortidens idealer om eksponentiel vækst”.  

”Problemet er, at vi ikke engang i Danmark, hvor vi bryster os af at være blandt de grønneste, har skabt en absolut afkobling af vækst fra vores materielle ressourceforbrug. Vi har brug for en økonomi, der kan regenerere vores økologiske livsgrundlag,” siger han og fortsætter:

”Vi skal have et mindre materialeaftryk og forbruge lidt mindre. Til gengæld kan vi fint få mere velfærd i betydningen omsorg og lighed.”

Dan Jørgensen er enig i, ”at der er behov for reformer.” Men klimaministeren tror – måske ikke så overraskende – på, at problemerne kan løses inden for rammerne af de nuværende logikker og systemer. Han henviser til, at den socialdemokratiske regering har nedsat et grønt udvalg, der supplerer Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget. Det er lavet vejledninger til alle ministerier, der viser, hvordan man analyserer de grønne effekter på al lovgivning. Og endelig har Finansministeriet sat gang i et arbejde, der indtænker grønne parametre i de konventionelle regnemodeller, opremser Dan Jørgensen.

”Vi håber, at det kan sprede sig til det internationale økonomiske system, så man også her kan tænke i grønne elementer. Jeg kan godt se pointerne, men omvendt er vi godt i gang med at tage hånd om det i Danmark.”

Overvismanden Carl-Johan Dalgaard vil ikke forholde sig til, om vores nuværende politiske system kan håndtere den grønne omstilling. Men han vil gerne svare på, om fortsat økonomisk vækst og grøn omstilling kan gå hånd i hånd.

”Det er klart, at den forurening, der har været en bivirkning ved industrialiseringen og den forhøjede levestandard, som man har set på tværs af stort set alle lande på hele kloden, er et udtryk for det mest klassiske eksempel på en markedsfejl,” siger han og fortsætter:

”Men vi har også set kapitalisme samtidig med introduktionen af demokrati, kvinders rettigheder og stigende middellevetid. Som samfund er vi interesseret i at mindske vores CO2-aftryk. Men vi har også interesse i at gøre det, uden at vi går ned i levestandard. Hvis vi kan forene hensynet mellem at frigøre os fra fossile brændstoffer og samtidig bevare arbejdspladser og vores høje levestandard, så er det vel at foretrække frem for alternativet.”

Olieindustrien er døende
Tilbage i Alslev er de gråhårede borebisser med minderne om den storslåede oliefortid nostalgiske uden at være reaktionære. De ved, at den sort-gyldne epoke er slut. Den erkendelse stiller de mange anekdoter om oliecheferne fra de amerikanske sydstater sig ikke i vejen for.

De var moderne guldgravere dengang. Men i dag skal man kigge langt efter amerikanere i Nordsøen, hvor felterne er halvtomme, og oliens ry er ændret. Engang var den lig med velstand, frihed og velfærd. I dag er olien et symbol på de menneskeskabte klimaforandringer, der på den lange bane risikerer at stå i vejen for civilisationens overlevelse.

Oliens nekrolog skrives med grønt blæk.

”Min ældste søn søgte ind i olie, men kom ikke ind, og det er jeg sgu glad for. I stedet arbejder han med vedvarende energi. Det er der mere perspektiv i,” siger Jesper Pedersen og holder en lille kunstpause.

”For olieindustrien, den er døende.”

 

Dokumentation

HER ER HØJDEPUNKTERNE FRA DET DANSKE OLIEEVENTYR

1935: Amerikaneren Frederick F. Ravlin begynder de første olieboringer på dansk jord.

1950: Regeringen giver nye bevillinger til de amerikanske selskaber Gulf og Esso, der ikke finder olie i den danske undergrund.

1962: A.P. Møller får eneret på at bore efter olie i den danske undergrund, herunder Nordsøen, mod et engangsbeløb på 40 kroner. Han danner Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med deltagelse af internationale olieselskaber.

1966: DUC rykker ud i Nordsøen, hvor de finder den første olie i Kraka-feltet, der forbliver på danske – og ikke tyske – hænder efter en international afgørelse. Til gengæld får Danmark
ikke fingrene i Ekofisk-feltet, der bliver norsk ejendom.

1972: Prins Henrik og A.P. Møller åbner for hanerne til den første danske olie i Dan-feltet.

1973: Den første oliekrise rammer Danmark.

1978: DR bringer dokumentaren ‘Det sidste stik’, der er med til at skabe en stigende fornemmelse af, at A.P. Møller-koncernen har fået olien for billigt. Den anden oliekrise i 1979 puster til ilden.

1981: Staten og Mærsk-koncernen bliver enige om en ny aftale, der giver andre selskaber
mulighed for at lede og bore efter olie i Nordsøen. Mærsk beholder de dele, hvor man allerede
har fundet olie. Kulbrinteskatten indføres året efter.

1984: Den første udbudsrunde, hvor olieselskaber kan byde på at lede efter og siden udvinde olie, afholdes.

1997: Danmark bliver selvforsynende med olie og gas.

2003: Mærsks bevillinger bliver forlænget frem til 2042. Til gengæld stiger beskatningen på de voksende olieindtægter. Staten får gennem Nordsøfonden en ejerandel på 20 procent i DUC.

2008: Statens årlige olieindtægter topper med 36 milliarder kroner.

2013: En reform af skatteforholdene i Nordsøen giver staten 28 milliarder, der bruges til investeringer i kollektiv trafik i form af den nyoprettede Togfond.

2017: Et bredt flertal i Folketinget sænker kulbrinteskatterne og investerer 21 milliarder i dansk olie- og gasudvinding, herunder genopbygningen af Thyra-feltet. Få måneder efter sælger Mærsk sin olie- og gasafdeling til den franske energigigant Total for 47 milliarder kroner.

2018: Regeringen lukker for efterforskning og boring efter olie og gas på land i Danmark,
hvor der aldrig er gjort et kommercielt fund.

2020: Total trækker sig fra den ottende udbudsrunde, der bliver aflyst endegyldigt 3. december. Samtidig beslutter et bredt flertal i Folketinget sig for at stoppe al dansk olieproduktion i 2050. Beslutningen koster statskassen 13 milliarder frem mod 2050. I 2019 havde den danske stat tjent 541 milliarder på olien i Nordsøen. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Eldrup

Formand, Innovationsfonden, bestyrelsesmedlem, CIP Fonden, bestyrelsesmedlem, Innargi, bestyrelsesmedlem, Norlys Energi
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1972)

Anker Jørgensen

Fhv. statsminister (S), fhv. partiformand, fhv. MF, fhv. forbundsformand
lagerarbejder

Carl-Johan Dalgaard

Overvismand, De Økonomiske Råd, professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
cand.polit. (Københavns Uni. 1997), ph.d. (Københavns Uni. 2002)

0:000:00