Forskere: Stærke organisationer baner vejen for fredeligt forhandlingsforår

Den højeste inflation siden 1980'erne og et historisk reallønstab i 2022 fik det til at se overordentlig svært ud op til starten på fornyelsen af overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Oveni kom så regeringens udspil om at fjerne store bededag.  

Herefter var vi mange, der begyndte at skæve tilbage til 1998, hvor vi sidst havde storkonflikt på det danske arbejdsmarked. Dengang var det daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der i sin nytårstale luftede tanker om yderligere fridage. Nu var det så Mette Frederiksen (S), der med sin nye flertalsregering ville tage en fridag. Det lignede opskriften på en storkonflikt, "The Perfect Storm". 

Ikke desto mindre står vi nu små tre måneder senere med forlig på alle de store forhandlingsområder. Der er lagt op til de højeste lønstigninger set længe, og Dansk Industri har meldt ud, at nye overenskomster er forhandlet på plads for mere end 92 procent af medarbejderne på DI's områder. Med disse aftaler i hus er det hele vendt rundt: Nu ligner det mere en overraskelse, hvis fagforeningsmedlemmerne stemmer nej.  

At vi er kommet hertil, har fået mange til at rose den danske model og det med rette i en tid, hvor meget ser usikkert ud. Men hvad er forklaringen på, at det kan lykkes arbejdsmarkedets parter at lande forlig?  

Et hurtigt bud er, at lønmodtagernes forhandlingsposition var så stærk denne gang på grund af mangel på arbejdskraft og reallønstab, at arbejdsgiverne skulle til lommerne. Dette bud er ikke forkert, men ufuldstændigt. Sammenligningen med 1998 vidner om, at vi i OK23 har haft anderledes stærke organisationer især på både arbejdsgiversiden – men også lønmodtagersiden – der kan tage ansvar og evner at lande aftaler trods betydelige udfordringer.  

Læren fra storkonflikten i 1998 

Storkonflikten i 1998 lærte os især to ting om, hvad der kan være udløsende for en storkonflikt: Den første lære er, at når arbejdsgiverne ikke kan enes indbyrdes, så kan fagforeningerne udnytte det – og det gjorde de.  

Hvis vi kigger tilbage på storkonflikten i 1998, så er det tydeligt, at der er sket noget på organisationssiden, og at aftalesystemet fungerer anderledes i dag. Umiddelbart var det Poul Nyrups tanker om mere frihed, der bliver fremhævet som udløsende for konflikten, men bag dette var der markant intern uro blandt arbejdsgiverorganisationerne.

DI har ved den nuværende overenskomstfornyelse cementeret, at det er centralt i organisationens DNA, at man indgår aftaler.

Søren Kaj Andersen, Christian Lyhne Ibsen, Nana Wesley Hansen

Der var kommet utakt i forhandlingerne på det private arbejdsmarked i 1995. Arbejdsgiverne i det daværende AHTS, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, var i åben magtkamp med Dansk Industri og indgik derfor et toårigt forlig med 3F, inden industrien havde afsluttet deres forhandlinger.  

DI mente, at forliget var for dyrt, så for at slippe ud af det indgik man et treårigt forlig for industrien. Hermed var utakten skabt, hvilket alle grundlæggende var enige om ikke var heldigt. For at genskabe takten blev der indgået et etårigt forlig på transportens område i 1997. Atter føg beskyldningerne på arbejdsgiversiden om, at det blev alt for dyrt – det lignede mere en to-treårig aftale. 

Den anden lære er, at når parterne ikke er enige om, hvordan forliget skal udlægges, stiger risikoen for konflikt.  

På baggrund af uroen blev det slået fast i Dansk Arbejdsgiverforening, at DI og CO-industri skulle forhandle først i 1998 – ingen andre måtte gå foran. DI skulle med andre ord her for første gang for alvor demonstrere deres magt, hvorfor det også blev magtpåliggende for DI at styre den økonomiske ramme stramt.  

Arbejdsgiverstrategien var nærmest konfrontatorisk, men efterhånden som det blev tydeligt, at det var svært for DI at nå frem til en aftale, blev strategien blødt op. Der var stor utilfredshed blandt de øvrige arbejdsgiverorganisationer i DA, og der var angiveligt store arbejdsgivere i DI, der blev stadig mere bekymrede over udsigten til konflikt.  

Det endte med en aftale i industrien, hvor der kom lidt mere frihed; fri juleaftensdag. Mange fagforeninger mente, at det blev oversolgt ved fremlæggelsen af forliget, og bag kulisserne var de faglige forhandlere selv lunkne ved det forlig, de havde indgået.  

Skuffelsen blev ikke mindre af, at der var nogle arbejdsgivere, der nærmest skrydede over det beskedne resultat for lønmodtagerne. Så selvom der var gevinster til lønmodtagerne, var de beskedne set i lyset af den debat om mere frihed, som Nyrup havde startet, og som man altså selv havde medvirket til at puste op.  

Til sidst kom forliget til at ligne et nederlag for fagbevægelsen, og det endte som bekendt med, at et flertal af fagforeningsmedlemmerne stemte nej. 

Dansk Industris dominans 

I 2008 blev arbejdsgiverne i AHTS en del af DI, og i 2020 blev det Dansk Byggeris tur til at melde sig ind i DI-fællesskabet. DI var den dominerede arbejdsgiverorganisation i 1998, men er i dag den altdominerende arbejdsgiverorganisation.

De mange arbejdsgiverinterne diskussioner om, hvorvidt det er DI, der skal forhandle gennembrudsforlig på industriens område med modparten CO-industri, er helt væk i dag. DI styrer – med tætte bånd til DA – arbejdsgiversiden i forhandlingerne. Dette skaber også grundlaget for en klar kurs i forhandlingerne på tværs af de store forhandlingsområder.

Trods megen snak fra arbejdsgiverne op til OK23 om økonomisk usikkerhed og måske endda en nedtur i 2023, så har DI tydeligvis valgt en pragmatisk tilgang til overenskomstforhandlingerne denne gang. Det vidner de omkostningsstigninger, der er lagt op til, om.

DI har i dag styrken til at gøre det klart for medlemsvirksomhederne, at forhandlingsresultaterne måske er dyre, men samlet set er det den bedst mulige løsning for dem. 

Søren Kaj Andersen, Christian Lyhne Ibsen, Nana Wesley Hansen

Det samme gælder det særlige boligtillæg til udlændinge i byggeriets aftale. Det er første gang, DI står i spidsen på arbejdsgiversiden her, og så lykkes det faktisk at få et gennembrud på særlige penge til de lavest lønnende udlændinge i byggebranchen. Det er et ønske, som 3F's byggegruppe har haft i mere end et årti.  

På sin vis gentager historien sig fra den gang, da DI for første gang stod over for 3F's transportgruppe. Det var efter fusionen med AHTS ved overenskomstfornyelsen i 2010. Også den gang var social dumping det store emne. Efter lange forhandlinger indgik de to parter adskillige aftaler om netop dette emne.

DI har ved den nuværende overenskomstfornyelse cementeret, at det er centralt i organisationens DNA, at man indgår aftaler. Mange fagforeningsledere vil nikke til, at det er en hård omgang at forhandle med DI. Deres ressourcer er omfattende, og det mærkes. Men – vil man også ofte høre – de er til at lave aftaler med.

Udgangspunktet for DI ved denne overenskomstfornyelse har tilsyneladende været en erkendelse af, at det ville blive en dyr omgang. Denne tilgang må også ses i lyset af, at man givet gerne ville undgå en storkonflikt. En sådan strategi kræver en stærk organisation.

Det betyder blandt andet en organisation, der tillader sig selv at tænke stort – samfundsøkonomien, sociale forhold og så selvfølgelig virksomhedernes konkurrencesituation. Der er givet virksomheder i DI, der har svært ved at se sig selv i de aftaler, der netop er forhandlet på plads. Men DI har i dag styrken til at gøre det klart for medlemsvirksomhederne, at forhandlingsresultaterne måske er dyre, men samlet set er det den bedst mulige løsning for dem. 

Bededag og overenskomst adskilles 

Bølgerne gik vældigt højt op til starten på industriens forhandlinger 4. januar. Ledelsen i CO-industri med Claus Jensen i spidsen var mere end almindeligt rasende over den direkte forstyrrelse af overenskomstforhandlingerne, som regeringens bortskaffelse af store bededag medførte.