Skattestoppet kommer ikke til at redde Venstre

Samlet set står Venstre altså ikke med de strategiske muligheder, som skattestoppet åbnede for i 1999. Tværtimod har man malet sig op i et hjørne, hvor man ikke kan arbejde med sit emneejerskab på helt afgørende områder for vælgerne.

Håb, siger man, er ikke en strategi. I disse dage afprøver Venstre, om nostalgi muligvis kan være det. I hvert fald har partiets top sluttet året af med at markere ret tydeligt, at det skattestop, Anders Fogh Rasmussen præsenterede for mere end 20 år siden, igen er et nagelfast princip. Først med aftalen om elbiler og siden med den nye politiaftale er Venstre sprunget fra i sidste øjeblik, fordi finansieringen indeholdt afgiftsstigninger.
 
Angiveligt har det vakt en del furore og forundring på Christiansborg, hvor man spørger sig selv, om Venstre er en pålidelig partner i forhandlinger fremover. Og det er svært at se det anderledes, end at Venstre har lagt sig selv i benlås frem mod næste valg – nu kan den socialdemokratiske regering blot indføre små afgiftsstigninger på ellers vigtige aftaler for at sende Venstre ud på sidelinjen eller påføre Ellemann og co. et stort forklaringsproblem.
 
I et dybere perspektiv kan man se det, at Venstre søger tilbage til fortidens gamle successer, som en nøgle til at forstå, hvorfor partiet er i vælgerkrise, og hvorfor en borgerlig regering har lange udsigter.
 
Venstres forvandling
Man kan skelne mellem to typer af nostalgi. Der er den refleksive nostalgi, hvor man sætter en plade på fra ens ungdom og bittersødt genbesøger glemte følelser, men godt ved, at de tider aldrig kommer igen.
 
Så er der den restorative nostalgi, hvor man rent faktisk prøver at spole tiden tilbage til ’dengang’ og gentage en succesfuld fortid. Eller mere præcist gentage forestillingen om den succesfulde fortid. For problemet med det sidste er, at fortiden og forestillingen om den ikke altid – måske endda ret ofte – ikke stemmer overens.
 
Og det er jo rigtigt nok, at da Anders Fogh Rasmussen indledte folketingsåret 1999/2000 med at introducere skattestoppet, var det samtidig indgangsporten til den absolut mest succesfulde periode i partiet Venstres 150 år gamle historie.
 
Men hverken den nuværende politiske kontekst eller den strategiske situation minder om dengang. Skattestoppet var et svar på et andre spørgsmål end dem, Venstre er konfronteret med i dag, og fremfor alt var skattestoppet aldrig et angrebsvåben.
 
Dengang i 1999 havde de borgerlige med Venstre i front året forinden tabt et meget, meget knebent folketingsvalg til Socialdemokratiet og de Radikale. Ikke som i dag, hvor de borgerlige ikke har stået svagere i 50 år.
 
På valgnatten dengang i marts 1998 besluttede venstreformand Uffe Ellemann-Jensen at opgive sin politiske karriere og overlade posten til Anders Fogh Rasmussen, der indtil da havde stået som sin generations stærkest tænkende politiker og ideologiske indpisker.
 
Med ham som absolut bagmand og frontkæmper havde Venstre ført an i et fuldtonet borgerligt-liberalt angreb på Socialdemokratiet og den velfærdsstat, de havde opbygget. Op gennem slut-80’erne og særligt fra begyndelsen af 1990’erne og frem ville de borgerlige i almindelighed og Venstre i særdeleshed sænke skattetrykket markant og påbegynde tilbagerulningen af velfærdsydelserne og statsbureaukratiets indgriben i danskernes liv.

Fogh Rasmussen fremførte argumenterne i et brandstiftende sprog med den revolutionæres hårde bevidsthed om, at frihed først føles som fortabelse.
 
Det var det politiske program, der led nederlag i 1998, og i timerne efter det stod klart, at Nyrup havde vundet four more years, besluttede Fogh Rasmussen sammen med Venstres daværende partisekretær, den dengang ukendte Claus Hjort Frederiksen, at skrinlægge det ideologiske projekt.
 
I deres analyse tabte Venstre altid til Socialdemokratiet, hvis den afgørende politiske konfrontation stod mellem skattelettelser og velfærd. Uanset hvor stærkt Venstre var, og uanset hvor svagt Socialdemokratiet var.
 
Nederlaget i 1998 – som af flere i Venstre, der var med dengang, er beskrevet som et decideret traume – blev et klarsyn: man havde ikke mindst ved Fogh Rasmussens egen mellemkomst bragt sig selv i en strategisk fordømt situation.

Ja, man kunne slå hårdt i den offentlige debat, og ja, man kunne få ungdommen på sin side og være de flabede og frække. Men nej, man kunne ikke det, politik handler om, nemlig at vinde nøglerne til kontorerne på Slotsholmen.
 
Skulle Fogh Rasmussen få succes som formand og blive statsminister, skulle han med andre ord flytte sig selv og sit parti ud af dilemmaet mellem skattelettelser og velfærd. Det var med det strategiske mål for øje, at skattestoppet blev formuleret.
 
Skattelettelser eller velfærd
Hvad der fulgte efter, at Fogh Rasmussen blev formand for Venstre i 1998, må være en af de vildeste rebranding-øvelser i dansk politik. På rekordtid gik Fogh fra at være borgerlig minimalstatsideolog, der i bedste Egon Olsen-stil kaldte danskerne for logrende hunde, statslaver og velfærdsnarkomaner, til at præsentere sig som forsvarer for den velfærd, de satte så højt.
 
Vejen gik ikke alene via konstant aflagte troskabseder til den universelle danske velfærdsstat, hyldest af Socialdemokratiets rolle i efterkrigstiden og et forlig om finansloven for 1999, der sikrede alle offentlige ydelser og services, selv (med små forandringer) efterlønnen, i mere end ti år.
 
Vejen gik via skattestoppet.
 
Udarbejdet sammen med chefen for Venstres politisk-økonomiske sekretariat, Charlotte Jepsen, havde skattestoppet et tredobbelt formål.
 
Det forende for det første den klassisk borgerlige modstand mod skattetrykket med løftet om ikke at skære i velfærden.
 
Dermed viklede Venstre sig for det andet ud af Socialdemokratiets anklager, hvor man konstant skulle forklare, hvem der skulle have mindre velfærd for at finansiere skattelettelserne – og dermed viklede man sig også ud af dilemmaet mellem velfærd og skattelettelser.
 
Og for det tredje tillod det Venstre at flytte den politiske diskussion væk fra fordelingspolitikken og over i en ny arena, hvor man vidste, at man ikke bare havde uhørt godt tag i borgerlige vælgere, men kunne gå på landnam langt inde i socialdemokraternes vælgerbase: værdipolitikken.
 
Hvis en Venstreledet regering blev anset for at være lige så troværdig på velfærdspolitikken som en socialdemokratisk, kunne den politiske debat og dermed vælgernes kryds afhænge af noget helt andet end velfærd, nemlig retspolitik, uddannelsespolitik, kulturpolitik – og, helt afgørende, udlændingepolitik.
 
Skattestoppet var defensivt
Skattestoppet tjente med andre ord ikke, som det ellers har lydt i forskellige politiske analyser den forgange uge, til at Venstre kunne gå ind i den fordelingspolitiske diskussion. Skattestoppet tjente til at afpolitisere fordelingspolitikken ved gøre den til tværpolitisk konsensus.
 
Det frigjorde Venstre til derefter genpolitisere værdipolitikken og særligt bryde med den udlændingepolitiske konsensus, der havde hersket op gennem 1980’erne og 1990’erne.
 
At den nuværende ledelse i Venstre med længsel tænker på den succes, skattestoppet gav, er for så vidt forståeligt. Det var en strategisk succes af historiske dimensioner. Fogh Rasmussen er den venstrestatsminister, der har siddet længst tid. I mere end 100 år var det ikke lykkedes en statsminister fra Venstre at genvinde et valg, men Fogh vandt tre i træk, detroniserede Nyrup og Lykketoft og efterlod Socialdemokratiet i en afgrundsdyb krise.
 
Men i stedet for at nøjes med bittersøde minder om en svunden og gylden fortid, lader det til, at Venstres top nu rent faktisk forsøger at skrue tiden tilbage – uden at se, at erindringen om skattestoppet ikke svarer overens med fortiden, som den var.
 
Først og fremmest var pointen for tyve år siden ikke, at skattestoppet var et offensivt våben. Det var ikke skattestoppet i sig selv, der var så strategisk godt, men hvad det førte med sig.
 
Skattestoppet var et defensivt træk, der åbnede for en værdipolitisk offensiv, og det var på den værdipolitiske slagmark, man nedkæmpede SR-regeringen og i de følgende ti år satte Socialdemokratiet politisk skakmat. Især fordi man udnyttede, at socialdemokraterne overhovedet ikke var i samklang med sine traditionelle arbejdervælgere.
 
Og om noget er det en politisk kontekst, der ikke længere gælder.
 
Lang vej til Slotsholmen
I dag må man konstatere, at Mette Frederiksens socialdemokrati med enorm succes har gjort stram udlændingepolitik til en del af partiets generelle forsvar for velfærden.
 
Siden 2016 er udlændinge som politisk emne raslet ned ad vælgernes dagsorden. Seneste opinionsmåling, som Epinion har lavet for Altinget og DR, viser, at udlændingeemnet er faldet til en fjerdeplads over de emner, vælgerne finder vigtigst.
 
For få år siden lå det nummer ét, og over 20 procent af vælgerne så det som det altafgørende emne. I dag er det kun 11 procent.
 
Og hvad værre er for de borgerlige partier, er det i dag kun borgerlige vælgere, der for alvor går op i udlændingepolitikken. Med andre ord er det ikke længere et emne, der flytter vælgere fra centrum-venstre til den borgerlige alliance.
 
Det er en strategisk gevinst for Socialdemokratiet, der minder ikke så lidt om Venstres succes for 20 år siden, da Fogh Rasmussen lancerede skattestoppet.
 
Ved at stille sig fuldt og helt over på strammersiden på udlændingepolitikken har socialdemokraterne afpolitiseret værdipolitikken, og det har åbnet for, at socialdemokraterne har kunnet genpolitisere fordelingspolitikken.
 
For når vælgerne er trygge ved, at de også får en stram udlændingepolitik med en S-ledet regering, kan andre emner på deres politiske dagsorden få førsteprioritet.
 
På Epinions liste er topper velfærdsemnet par excellence, nemlig sundhed, og det nye afgørende emne i dansk politik, nemlig klima. Begge emner, en S-ledet regering i vælgernes øjne sidder helt suverænt på (48 procent over for 32 procent på sundhed og 50 procent over for 26 procent på klima)).
 
Særligt på klimaemnet er det et problem, hvis Venstre med skattestoppet i hånden fra nu af står uden for alle centrale aftaler de kommende to år. Det vil markant forværre mulighederne for, at vælgerne vil tro på, at klima er noget, man kan overlade til en borgerlig regering. Og det vil dermed yderligere mindske chancerne for, at de vil vælge en borgerlig regering i det hele taget.
 
Samtidig har minkskandalen vist, at vælgerne bakker en S-regering op, der vil gå endog meget langt i folkesundhedens navn, og selvom der efter alt at dømme er foretaget et overgreb på grundlovssikrede rettigheder, så har de borgerlige i en rent politisk vurdering blødt vigtig troværdighed på sundhedsemnet.
 
Det er et stort problem. Hvis man ikke er konkurrencedygtigt på vælgernes vigtigste emner, er der lang vej til magt og ære på Slotsholmen.
 
Samlet set står Venstre altså ikke med de strategiske muligheder, som skattestoppet åbnede for i 1999. Snarere har man iført sig en politisk spændetrøje, der forhindrer partiet i at arbejde med sit emneejerskab på helt afgørende områder for vælgerne.
 
Eller med andre ord – nostalgi er nok ikke strategi.