Det borgerlige dilemma: Det går ikke uden udlændingepolitik – men heller ikke med

Forestillingen om Pape Poulsen som borgerlig statsministerkandidat er åbenlyst urealistisk De Konservatives størrelse taget i betragtning. Men det understreger den borgerlige bloks krise, at det største partis formand ikke en vælgernes selvfølgelig statsministerkandidat.

Mens de borgerlige politikere samles ved frontlinjen til en ny politisk sæson, kan de skue over et politisk landskab, der udgør en blanding af tabt territorium og udpint mark. FV19 resulterede i et folketing, hvor centrum-venstre ikke har stået stærkere i 50 år, og meningsmålingerne er ikke blevet bedre for den borgerlig blok siden. Tværtimod – seneste vægtede gennemsnit i Altinget giver rød blok en fremgang på tre mandater til 99.

Og dykker man længere ned i vælgerhavet, finder man ud af, hvor dyb den borgerlige krise egentlig er. Epinion har for Altinget og DR analyseret de danske vælgeres holdninger til partilederne og ministre – og ikke mindst til de politiske spørgsmål, de mener, er vigtigst. Og er man borgerlig politiker eller partistrateg, er især det sidste grim læsning; her er man langt bagud, og udlændingepolitikken, som indtil for få år siden udgjorde en borgerlig valgkampsmaskine, der producerede borgerlige valgsejre på stribe, er gået helt i stå.

For blå bloks partier er problemet ikke kun, at man er bagud på point på de enkelte emner. En nøgleindsigt i politisk kampagne er, at man vinder valg, hvis det emne, man i vælgernes øjne står stærkest på, også er øverst på deres dagsorden. Det er et strategisk mål, der fortoner sig i horisonten for de borgerlige, og det viser, hvor stor opgaven ved at gentænke det borgerlige projekt egentlig er, hvis man igen med troværdighed vil række ud efter regeringsmagten i landet.