DD og SMVdanmark: Dansk formandskab må gøre op med benspænd for et frit marked i Europa

Kristoffer Hjort Storm
MEP (DD), fhv. rådmand (DD), Aalborg Kommune, fhv. regionsrådsmedlem (DD), Region Nordjylland
Alexander Søndergaard
Underdirektør for politik og analyse, SMVdanmark
Da EU skabte det indre marked, var ambitionen krystalklar: Én fælles økonomi med fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og personer. En smuk tanke – eller som man kunne kalde det: One Market to Rule Them All.
Men set fra en SMV's virkelighed virker det indre marked langt fra så helstøbt. I stedet møder virksomhederne et kludetæppe af regler, undtagelser og nationale særhensyn.
Det, der skulle være én stærk europæisk motor, føles mere som 27 individuelle maskinrum.
Opgiver, fordi det er for bøvlet
For SMV'erne er det ikke bare frustrerende – det er hæmmende. De bruger tid, penge og kræfter på at forstå og efterleve regler, der burde være ens, men i praksis findes i 27 versioner.
Mange opgiver helt at handle på tværs af grænser, og ikke på grund af manglende vilje, men fordi det er for bøvlet.
Og det er ikke kun et internt EU-problem. Hvis det indre marked fungerede i praksis, ville EU stå markant stærkere i den globale konkurrence.
I Danmark bruger SMV'erne årligt 49 millioner arbejdstimer og 14 milliarder kroner på bureaukrati.
Kristoffer Storm (DD) og Alexander Søndergaard
Hhv. medlem af Europa-Parlamentet og underdirektør for politik & analyse i SMVdanmark
Et fælles marked med over 400 millioner borgere burde være en økonomisk supermagt på linje med USA og Kina.
Men det kræver, at vi også agerer som én samlet aktør – og ikke som 27 stykker Europa. Det handler ikke kun om Europa i Europa, men også om Europa i verden.
EU-Kommissionen har selv anerkendt problemet og udpeget "The Terrible Ten" – ti konkrete barrierer, der spænder ben for de fire friheder: fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital, som burde være rygraden i det europæiske projekt.
Det handler blandt andet om forskellige mærkningskrav, ukoordineret digital lovgivning, overimplementering og fraværet af gensidig anerkendelse.
Danmarks mulighed for bedre EU-regulering
I Danmark bruger SMV'erne årligt 49 millioner arbejdstimer og 14 milliarder kroner på bureaukrati. En betragtelig del skyldes EU-regulering, som egentlig burde lette adgangen til markedet, men som ofte gør det modsatte.
Det danske EU-formandskab giver en historisk mulighed for at ændre kurs.
Regeringen har lovet at rydde op i reglerne, styrke konkurrenceevnen og forbedre rammerne for virksomhederne. Det er gode løfter – nu skal de følges op med konkret handling.
Vi opfordrer til, at Danmark går forrest og arbejder for bindende principper for bedre regulering i EU: færre byrder, konsekvensvurderinger med SMV-fokus, ensartet implementering og stop for overimplementering.
Det handler grundlæggende om balanceret og bedre regulering.
Bruxelles taler om vækst og innovation, men i virkeligheden sidder Europas små virksomheder fast i et system, der ikke lever op til sine egne idealer. Og illusioner skaber ikke arbejdspladser eller en global styrkeposition.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer



















