SMVdanmark: Emballageforordningen fra helvede skal tilbage til tegnebrættet

I disse måneder er der fuldt tryk på regelforenklingsmaskinen i EU. Det forlyder det i hvert fald.
Danmark har lige nu EU-formandskabet, og vores regering har lige såvel som Ursula von Der Leyens kommission heldigvis taget teten på at sætte en på papiret ambitiøs erhvervspolitisk linje for EU. Der kan efterhånden ikke være to meninger om, at den største udfordring for EU's erhvervsliv er bureaukratiet.
Vores egne tal i SMVdanmark viste i 2024, at SMV'erne bruger hele 49 millioner timer om året på bureaukrati til en pris af svimlende 14 milliarder kroner. Det tal er bestemt ikke blevet lavere siden da – eftersom en ny opgørelse fra Erhvervsministeriet viser, at de administrative byrder på erhvervslivet steg med næsten ti milliarder kroner sidste år.
Den store bureaukratiske byrde har betydet, at man i EU har taget hele lovkomplekset omkring bæredygtighedsrapportering op til revision og forenkling. Dernæst er også GDPR kommet på tegnebrættet. Det er positivt og helt afgørende.
Nu står vi så med en ny elefant i rummet.
Doktorgrad i Excel
For bedst som regelforenkling er blevet en topprioritet, og der arbejdes hårdt på at lempe byrderne på erhvervslivet, så er den nye emballageforordning blevet implementeret og står snart til at træde i kraft for virksomhederne.
Den handler kort sagt om noget ganske positivt; at man som producent skal tage ansvar for den emballage, man anvender – blandt andet så det ikke ender i naturen.
Regningen vil ende hos forbrugeren, der risikerer at stå med en indkøbskurv, der er mange procent dyrere.
Alexander Søndergaard
Underdirektør for politik & analyse, SMVdanmark
Men desværre står vi endnu en gang med ny lovgivning, der er lavet med rette intentioner, men den helt forkerte udførelse. Hvor gode miljøintentioner og erhvervslivets konkurrencekraft ofres på bureaukratiets alter.
Som et vores medlemmer, Tobias Silverstein Hinchely, der ejer vinhandlen Den Sidste Flaske, meget præcist siger om reglerne, så kræver det "en doktorgrad i embedsmænds Excel-ark for at finde ud af, hvordan du overhovedet skal registrere dine produkter".
En sådan doktorgrad besidder de færreste af vores medlemmer.
Regningen vil ende hos forbrugeren, der risikerer at stå med en indkøbskurv, der er mange procent dyrere, når de handler i supermarkedet eller i en webshop. En anden konsekvens vil være, at virksomheder simpelthen knækker nakken og går konkurs.
Det er derfor særdeles positivt, at miljøminister Magnus Heunicke i Børsen meldte ud, at man vil arbejde for at udskyde ikrafttrædelsen af reglerne. Det bakker vi kraftigt op om.
98 eller én løsning
Men denne udskydelse skal bruges klogt på at gentænke reglerne. Både her i Danmark, men også i hele EU.
Særligt vigtigt er det, at vi i Danmark i første omgang kigger på, hvordan vi selv har valgt at implementere reglerne. Vi har herhjemme valgt en løsning med potentielt 98 forskellige kommunale løsninger frem for én national løsning, ligesom de gør i andre EU-lande.
Vi beder simpelthen alt fra små til store virksomheder om at navigere i et hav af forskellige regelsæt, når vi blot kunne have bedt dem om at navigere i ét. Det skal vi gøre bedre, klogere og enklere.
Derudover opfordrer vi den danske regering til at udnytte momentum for regelforenkling i EU lige nu, og bruge EU-formandskabet aktivt til også at få emballageforordningen på tegnebrættet – ligesom man har gjort det med bæredygtighedsreglerne og GDPR.
Det vil indebære, at man i EU tager hele regelværket op til revision igen. Det vil faktisk være helt på sin plads. For der er en række ting, der bør gentænkes og i bedste fald skrottes.
Forskellige virksomheder, forskellige krav
Blandt andet mener vi, at man bør indføre SMV-undtagelser i lovgivningen, så de små virksomheder med færrest ressourcer, ikke skal bruge uforholdsmæssigt store mængder tid og ressourcer på det bureaukrati, der følger med.
Med de nuværende regler bliver mere end 10.000 SMV’er ramt af de nye regler.
Alexander Søndergaard
Underdirektør for politik & analyse, SMVdanmark
Kravene er simpelthen ikke tilpasset virksomhedernes størrelse – og derfor er det endnu en gang de små, der betaler den relativt set største pris.
En SMV-undtagelse vil være helt på linje med, hvad man arbejder med i hele bæredygtighedsregelværket – og det bør man lade sig inspirere af her.
Med de nuværende regler bliver mere end 10.000 SMV'er ramt af de nye regler – mange af dem så hårdt, at de får svært ved at drive deres forretning, fordi deres ressourcer i forvejen er knappe. Derfor skal vi have emballageforordningen fra helvede tilbage til tegnebrættet og i mellemtiden give erhvervslivet pusterum ved at udskyde ikrafttrædelsen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
Indsigt

Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
Udvalget spørger Jacob JensenHvem vil blive ramt på beskæftigelsen ved en halvering af dansk svineproduktion?Besvaret
Udvalget spørger Kaare Dybvad BekHvorfor beskæftiger arbejdsløshedskassen sig med udlejning af erhvervsejendomme som bibeskæftigelse?Besvaret
- B 4 At sænke afgifterne på benzin og diesel til vejtransport til EU’s minimumsniveau (Skatteministeriet)Fremsat
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 78 At fratage KVINFO deres bevillinger på finansloven fra 2027 (Kulturministeriet)1. behandling
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Bankfusion giver fagbevægelsen trecifret millionudbytte og polstrer formuerne: "En gylden mulighed"
- Grønnegård: Er tiden inde til at bryde landbrugets forbløffende magtposition?
- Sådan støttede fagbevægelsen de røde partier økonomisk i 2024




















