Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Rolf Kjærgaard

Trump sidder på det hele – på nær magten til at stoppe den grønne udvikling

Uforudsigelighed ser derfor ud til, ligesom i første Trump-periode, at blive et gennemgående træk. For danske virksomheder som for virksomheder verden over, lægger det nye dimensioner oveni et efterhånden stort og komplekst univers af risikofaktorer, skriver Rolf Kjærgaard.
Uforudsigelighed ser derfor ud til, ligesom i første Trump-periode, at blive et gennemgående træk. For danske virksomheder som for virksomheder verden over, lægger det nye dimensioner oveni et efterhånden stort og komplekst univers af risikofaktorer, skriver Rolf Kjærgaard.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
27. november 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med det intensivt fulgte, og i meningsmålingerne tætte, amerikanske valg overstået, står vi nu med afklaring om USA's umiddelbare politiske fremtid, som efterhånden er kendt og erkendt af alle:

Trump rykker ind i det Hvide Hus igen, republikanerne sætter sig på flertallet i Senatet og får endda fuld plade ved også at sikre sig majoriteten i Repræsentanternes Hus.

På papiret ligner det en situation, hvor den deling af magten, som nationens stiftere byggede ind i den lovgivende magt, synes at være vendt.

Republikanerne sidder på det hele. Højesteretten i USA er allerede tippet til den konservative side, og med de kadrer af Trump-loyalister, som efter planen rykker ind i de amerikanske ministerier og styrelser, er der udsigt til, at også den udøvende del af magten rykker samme vej.

Imidlertid er det ikke så ligetil at forudsige, hvad en sådan nærmest total republikansk overtagelse af statsapparatet vil betyde. For, som mange ynder at fremhæve om Trump: Ét er hvad manden siger, noget andet hvad han ender med at gøre.

Uforudsigelighed ser derfor ud til, ligesom i første Trump-periode, at blive et gennemgående træk.

Læs også

For danske virksomheder som for virksomheder verden over, lægger det nye dimensioner oveni et efterhånden stort og komplekst univers af risikofaktorer. Global opvarmning. Geopolitiske spændinger. Forsyningssikkerhed. Pandemier. Cybercrime. Listen er i forvejen lang.

Sat over for usikkerhed, er det ofte tilrådeligt at gribe ud efter nogle faste holdepunkter, hvis de findes. Og med Trumps genkomst bør der være i hvert fald to holdepunkter, som endda kan vise sig at blive endnu stærkere, og faktisk også fortjener det.

Det første holdepunkt er klimaet og investeringer i den grønne omstilling. Det andet holdepunkt gælder Europa og de europæiske befolkningers fælles fremtid.

Lad os starte med klimaet. Efterhånden er det svært at være i tvivl om, at klimaet lider og er på vej et sted hen, som vil kræve store tilpasninger for menneskeheden, hvis ikke udviklingen bliver vendt.

Behovet for grøn omstilling er derfor uomgængeligt og ikke noget, som Trump kan ændre, selvom han måtte sætte sig for at ville forhale den.

Behovet for grøn omstilling er uomgængeligt, selvom Trump måtte sætte sig for at ville forhale den.

Rolf Kjærgaard
Bestyrelsesleder, Invest for Impact Denmmark

Grøn omstilling handler om udbygning af ikke-fossil, vedvarende energi. Der bliver brug for at bygge rigtig mange anlæg til også at lagre energien, så den faktisk er tilgængelig, når vi skal bruge den, og ikke kun når solen skinner og vinden blæser.

Der skal endnu mere fart på elektrificering. Vi skal have bygget bioreaktorer til at lave nye biobaserede materialer, ingredienser og fødevarer. Og en hel masse mere.

Alt dette kræver investeringer i løsninger, som enten er udviklet og skal op i skala, eller løsninger der stadig er i laboratoriet og skal modnes.

Eksempelvis anslår det internationale konsulenthus EY, at op mod halvdelen af de teknologier, der er nødvendige for at reducere nettoudledningerne til nul i 2050, endnu er i prototype- og demonstrationsfasen.

Så uanset hvor på skalaen fra forskning til skalering danske virksomheder og investorer ligger, er der altså rigeligt at tage fat i for at investere ind i fremtiden og gøre sig klar til den dag, hvor fossilfri teknologier og bæredygtige løsninger er alt andet overlegne. Og dermed være på den vindende side.

Det andet holdepunkt, om at satse mere på Europa, er forankret i, at vi må forvente øget protektionisme og beskyttelse af amerikanske interesser under Trump, selvom "Make America Great Again" ikke nødvendigvis er sat op som et globalt nulpunktssum.

For Trump eller ej, så har senest Draghi-rapporten rammet ind, at Europa har et gevaldigt efterslæb, når det gælder teknologi og skabelse af nye, store virksomheder.

Rapporten fremhæver, hvordan Europa ikke har en eneste virksomhed, der både er startet inden for de seneste 50 år og har nået en værdiansættelse på over 100 milliarder euro. I USA er alle seks selskaber med en værdi på mere end tusind milliarder dollar vokset frem i samme periode.

Læs også

Sådan kan vi trække mange statistikker og data frem, som bekræfter Europas efterslæb. Men det er alt sammen på trods af stærk forskning og meget høj innovation i Europa.

På listen over patenter per million indbyggere er der ni europæiske lande på top ti i verden, hvoraf otte er EU-lande. Til sammenligning ligger USA på en 15. plads. Banebrydende viden og indsigt er derfor rigeligt til stede i Europa.

Det handler derfor om at investere endnu mere i at nyttiggøre al den viden, kommercialisere forskning gennem nye virksomheder og industrialisere via Europas mange store virksomheder. Det er det, som skaber fremtidens arbejdspladser, løfter væksten og styrker købekraften.

Geopolitisk vil det samtidig styrke forsyningssikkerheden og reducere afhængigheden af import af kritiske materialer og teknologier fra resten af verden.

Med EU's indre marked, forskningsprogrammer og voksende bevidsthed om fællesskabet, er der al mulig grund til at investere i Europa.

Rolf Kjærgaard
Bestyrelsesleder, Invest for Impact Denmmark

Med EU's indre marked, massive forskningsprogrammer og voksende bevidsthed om skæbnefællesskabet i at stå over for et USA, der vil vende sig mere indad, og et Kina, der investerer og subsidierer massivt i nye teknologier, er der derfor al mulig grund til at investere mere i Europa og arbejde for tættere samarbejde og bedre regulering til at understøtte omstillingen.

Virksomheder, investorer og de mange brancheorganisationer har altså rigtig gode muligheder for, sammen med politikere og embedsfolk, at gribe det nuværende momentum og bidrage til at bygge et stærkt fremtidens Europa.

Gennem øgede investeringer og fælles satsninger på grønne teknologier, skal der nok vokse flere, nye virksomheder med milliardværdi frem, i Danmark og over resten af Europa.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026