Wammens finanslovsaftale er efterspurgt langt ind i de borgerlige rækker

Det er en ræverød finanslovsaftale, skrev Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen i en kommentar på Facebook om den aftale, som regeringen mandag indgik med sit parlamentariske grundlag plus en række mindre partier.

Og det kan han til dels have ret i - men kun til dels. For vist er der milde skatteyderbetalte velfærdsgaver med videre til regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og de Radikale, der helt som forventet tager sig politisk betalt for at stemme for finansloven. Der bliver skruet op for flere permanente offentlige udgifter blandt andet til unges tandlægebesøg, men der er også investeringer i mere vedvarende energi samt en ekstra milliard til sundhedsvæsenets personale.

For socialistiske partier har det altid været et mål at udbygge velfærdsstaten yderligere, men det er også en udvikling, der er foregået under borgerlige regeringers finanslovsaftaler, hvor især støttepartiet Dansk Folkeparti krævede penge til ældre og diverse kulturelle monumenter.

Troels Lund hævder også, at det er blevet dyrere at blive dansker. Det kan han for så vidt have ret i, når borgerne fra 1. april 2022 ikke længere kan få fradrag for deres håndværkerregninger. Men engang for ikke så mange år siden - i 2011 - betalte de selv uden at belaste skatteborgerne. Det skal de så til igen.

Kommer der en økonomisk krise ligesom i årene efter finanskrisen, hvor der er behov for at give håndværkerne en ekstra håndsrækning ved at stimulere efterspørgslen, så er der naturligvis mulighed for at genindføre ordningen. Det giver i alle tilfælde mindre mening midt under en højkonjunktur med begyndende høj inflation og arbejdskraftsmangel at fortsætte med ordningen.

Troels Lund kommer som bekendt fra det daværende liberale regeringsparti, der i sin tid indførte bolig-job-ordningen og som siden med Liberal Alliances stemmer i 2018 gjorde den permanent. Engang var det liberale synspunkt, at man mest muligt lugede ud i støtteordninger, der forvrider markedet. Ud fra et ideologisk perspektiv er pensioneringen af bolig-job-ordningen dermed snarere borgerlig frem for såkaldt ræverød politik.

Er det så ræverødt at bruge penge på unges tandlægebesøg, sådan at den offentlige tandpleje udvides indtil, at man er fyldt 21 år? Det kan man godt argumentere for. Men man hører ikke rigtigt de borgerlige angribe forslaget. Forklaringen er vel, at de godt ved, at ordningen er populær hos vælgerne.

Hvad så med de 100 millioner kroner ekstra til handicapområdet? Det får man heller ikke nogen politiker til at angribe. Klasseløftet sænkes fra 28 til 26 elever? Er der politikere, der synes, det er en dårlig idé, eller er det et tiltag, som man for alvor vil betegne som ræverød politik? Næppe. Tandlægeordningen med videre kan man vist allerede nu godt regne med vil være velfærdsordninger, der ikke bliver rullet tilbage, når de borgerlige en dag kommer til.

Den ekstra midlertidige milliard til sundhedsvæsnet? Det er et engangsbeløb, der i princippet ikke udvider velfærdsstaten permanent i årene frem. Problemet kan mere ligge i, at man fra politisk hold kommer med ekstra midlertidige penge til lønninger kun få måneder efter en langvarig arbejdskamp mellem sygeplejerskerne og regionerne. Det er især Enhedslisten, der har krævet flere penge til sygeplejerskerne, men også fagbevægelsen er bekymret for tiltaget, som de og andre ser som politisk indblanding i den danske forhandlingsmodel.

Regeringen kan forklare det med behovet for ekstra overarbejde og fastholdelsen af medarbejdere i en svær tid med vinterens komme, hvor sundhedssystemet overbelastes med coronaindlæggelser, ophobning af udskudte operationer mv., men de borgerlige anerkender også selv, at der er et problem. Det er næppe alle de borgerlige partier, der ligesom LA for alvor tror på, at problemerne alternativt kan løses på kort sigt ved at fyre medarbejdere i de administrative lag.

Hvad så med de mange penge til klima og miljøprojekter herunder forberedelse til udbygning af havvindenergi for to gigawatt? De borgerlige går også ind for flere investeringer i grøn energi, så hvis man skal tage de borgerliges påstand seriøst, at de også går ind for grøn omstilling og udbygning af vedvarende energi, så er det næppe disse investeringer, som fortjener betegnelsen "ræverøde".

Så kan man selvfølgelig pege på, at aftaleparterne vil videreføre det midlertidige børnetilskud, som kommer overvejende fattige indvandrerfamilier til gavn, hvor forældrene som oftest ikke er i arbejde. Denne del koster 117 millioner kroner, og det kan man bestemt kalde for "ræverødt". Politisk er det dog ikke et nyt tiltag, og det er en indrømmelse, som regeringen for længst har givet venstrefløjen, indtil man har landet en ny kontanthjælpsreform.

Ud fra et ideologisk perspektiv er pensioneringen af bolig-job-ordningen snarere borgerlig frem for såkaldt ræverød politik.

Jarl Cordua

Kigger man på finansloven over ét, så er der tale om en finanslov, hvor der strammes en lille smule. Det er således lykkedes finansminister Nicolai Wammen at få handlet støttepartierne af med synlige velfærdsforbedringer inden for en økonomisk ramme, som på alle måder er finanspolitisk ansvarligt. Pengene fosser derfor ikke mere, end de plejer, ud af statskassen, så på den baggrund er det svært at se det særligt ræverøde i finanslovsaftalen, som Troels Lund hævder skulle være så tydelig.

Til trods for de aktuelle ydmygelser med oprulningen af mink-skandalen og sms-sagen viser regeringen med denne aftale, at den er i stand til at regere landet og skabe politiske resultater, som også er efterspurgte langt ind i de borgerlige vælgeres rækker.

Den anden del af finanslovsforhandlingerne er, at regeringen bevidst har udskudt en lang række uløste problemer, som, alle ved, splitter regeringens parlamentariske grundlag og derfor havde potentiale til at torpedere Wammens masterplan.

Det gælder de af de radikale så længe efterlyste reformer, der igen øger arbejdsudbuddet efter Arne-pensionens vedtagelse. I øvrigt er arbejdsudbuddet også blevet en smule mindsket med finanslovsaftalen, hvorfor reformbehovet stiger.

Dertil kommer også behovet for en ny kontanthjælpsreform, og så skylder regeringen en løsning på dansk økonomis største problem lige nu, nemlig manglen på arbejdskraft. En CO2-afgift lader også vente på sig.

Men alt dette må vente til efter nytår. Indtil videre har regeringen med aftalen sikret sig lidt julefred. Æren for det kan man tilskrive finansminister Nicolai Wammen, der endnu engang har formået at få en stor politisk aftale i hus uden det store drama og i det hele taget fremstår som regeringens problemknuser, når han altså ikke sparker dåsen med de mange uløste opgaver ned af vejen.