Biskop: Det er farligt, når regeringen stopper med at lytte til befolkningens argumenter

Allerede Demokratikommissionen pegede på den alt for hastige lovgivning som et problem for den saglige behandling i Folketinget for et par år siden.

Dels kan man frygte, at man også ved denne bemærkning bliver mindet om, at den høringsberettigede kun i begrænset omfang behøver at gøre sig umage, for lovgivningen må antages at blive vedtaget uanset.

Dette er meget beklageligt, især når man i løbet af høringsprocessen bliver klar over, at væsentligt berørte parter, nemlig hele den kunstneriske scene, end ikke er involverede i høringen.

Vi prøvede det i forbindelse med Bededagens afskaffelse. Vi vidste, at intet argument ville blive hørt, men en dag skal historien skrives, og så er det godt at parternes argumenter fremgår.

På samme måde har jeg det med den nye blasfemiparagraf – og desværre også med universitetsreformen.

Det er farligt, hvis man taber tilliden til, at myndighederne lytter til én. Det skaber den magtesløshed, der slår ud i vrede, og i værste fald polariserer befolkningen og kalder ekstremistiske synspunkter frem.

Jeg har i mange år øvet mig i at være et mindretal, og derfor ved jeg, at følelsen af magtesløshed og mindretalsfølelsen kan sætte sig både som vrede, ekstremisme og opgivelse.

Ikke noget af det må ske i et sundt demokrati.

Når det slet ikke er så tosset at være et mindretal, er det fordi jeg tror på, at mindretal har noget at bidrage med i samtalen i vores fælles hjem, samfundet.

Det er gået op for mig, at blot det at være præst ofte foranlediger, at modstanderen ser på en som om, man altid kommer med bål og brand; med fordømmelser og forbandelser.

Man kommer med sin indskrænkede religiøse forestillingsverden, og man antages at være aldeles formørket. Man kommer med dogmer og er ikke til at rokke ud af stedet.

Der er meget i kirkehistorien, der må betegnes som en skamplet.

Jeg bliver selvfølgelig nødt til at finde mig i, at nogle mener, at Gud har vigepligt. Jeg tror nu alligevel, at mennesker, der ikke overholder denne vigepligt, kan berige et samfund

Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop

Der er mange fordomme, der har fået lov til at overleve iklædt en religiøs eller teologisk forklædning; men ærligt talt, er der ikke også mange smukke tanker, mange skønne værker, hvad enten de er arkitektoniske, litterære eller musikalske, der har beriget samfundet med indsigt?

På hver sin måde har de besunget den centrale trosindsigt, nemlig om tro, håb og kærlighed, men størst er kærligheden.

Disse tekster, malerier, huse, al den musik bevidner et dogme om, at i centrum er kærligheden, tilgivelsen og barmhjertigheden og selvfølgelig må retfærdigheden ikke glemmes, selv om den kommer efter alt det førnævnte.

Jeg bliver selvfølgelig nødt til at finde mig i, at nogle mener, at Gud har vigepligt. Jeg tror nu alligevel, at mennesker, der ikke overholder denne vigepligt, kan berige et samfund og være med til at skabe et menneskeligt samfund.

Heldigvis lod min forgænger i embedet, biskop Hans Fuglsang-Damgaard, sig ikke gøre tavs, da han allerede i 1930’erne begyndte sin kamp mod antisemitismen.

Selvfølgelig vidste han godt, at kirken i århundreder havde været med til at lægge jøder for had, og derfor følte han formentlig også et særligt kald til, at modstanden mod antisemitismen skulle komme fra teologisk og kirkelig side.

Ved indvielsen af Lundehus Kirke i november måned 1938 efter krystalnatten, hvor de fleste af Tysklands synagoger gik op i flammer, og tyske jøder blev fornedret på gader og stræder, tog han til genmæle mod barbariet med klare ord.

Han fik ikke ros. Der var dele af det danske politiske system, der syntes at biskoppen var til ulejlighed. Han gjorde ikke forholdet til den aggressive sydlige nabo lettere.

Selvfølgelig måtte Fuglsang-Damgaard også tåle verbale angreb af groveste karakter og trusler mod livet efter at han havde ladet fremstille det, som vi nu kender som biskoppernes hyrdebrev af oktober måned 1943.

I de fleste menigheder blev dette brev læst op på den første søndag, efter at værnemagten var begyndt at internere de danske jøder.

Mange steder rejste menigheden sig. En enkel måde at tilkendegive sin solidaritet med et forfulgt mindretal og en enkel måde at tilkendegive, at selvfølgelig rejser man sig, når sandheden udtales.

Den troende hører Guds og sandhedens stemme, når samvittigheden melder sig.

Selvom jeg mærker, at jeg ikke er for fin til at bære nag, håber jeg alligevel, at den følelse fortager sig den dag, jeg tager ophold i et flertal og husker på, at jeg ikke glemmer følelsen af at blive overhørt

Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop

Denne samvittighed gør til tider et sådant indtryk, at man ved, at nu må man handle og tilkendegive sin mening, og jeg beder om ikke at blive misforstået.

Jeg skriver ikke at det kun er religiøse, der hører samvittigheden. Det gør den ikke-troende også. Den troende tror blot, at det er kærligheden og sandheden, der sætter sig igennem i denne tilkendegivelse af samvittighed.

Det er denne samvittighedsforståelse, der gør, at udsagnet, om at Gud har vigepligt, nærmer sig det absurde for den troende.

Mon ikke det giver mening, lige meget om man er troende eller ateist at standse op og lytte til samvittigheden, og se om man kan undgå fristelsen til blot at tale højere, når man møder argumenter mod ens antagelser?

Egentlig vil jeg hellere øve mig i at være mindretal og lægge argumenter på bordet, og se om de overhovedet vil blive hørt – endsige omtalt.

Skulle de bare blive tilbagevist med vigepligtsargumentet eller ignorance, vil jeg øve mig i at have tillid til at selvfølgelig, bliver man ved med at hævde sin ret.

Man læner sig ind i traditionen for det samtalende demokrati, øver sig i at have ret uden at få det og bliver stædigt ved i håbet om, at flertallet og mindretallet altid er omskiftelige størrelser.

Én ting til. Selvom jeg mærker, at jeg ikke er for fin til at bære nag, håber jeg alligevel, at den følelse fortager sig den dag, jeg tager ophold i et flertal og husker på, at jeg ikke glemmer følelsen af at blive overhørt.

Demokratiet kræver striden. Den er der lagt op til. Men vi strides inden for nogle regler og med de regler, viser vi agtelsen over for hinanden.