LA Ungdom: Aktiv dødshjælp er en personlig beslutning, som ingen andre skal være herre over

Det var derfor befriende, da vi i sidste uge bemærkede Liberal Alliances sundhedsordfører, Louise Brown, tage bladet fra munden og agitere for, at ingen mennesker skal være begrænset af statens moraliserende hånd.

Aktiv dødshjælp skal altid være en personlig beslutning, som ingen andre skal være herre over. Det skal ikke være et krav, at du er uhelbredeligt syg af kræft eller har fået amputeret dine ben, før du kan få lov til at lave den overvejelse.

Danske borgere har ret til at vælge

Selvom det kan virke kontroversielt at give tilladelse til, at sunde og raske borgere potentielt kan sige farvel til livet, skal vi huske på, at det allerede er muligt i dag.

I dag begår cirka 600 mennesker hvert år selvmord i Danmark og forlader det jordiske liv tidligere, end deres pårørende nok havde foretrukket.

Det skal ikke være et krav, at du er uhelbredeligt syg af kræft eller har fået amputeret dine ben, før du kan få lov til at overveje aktiv dødshjælp.

Tobias Pagh m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen nederst i indlægget.

Men for os handler det ikke kun om at undgå selvmord – det handler om at forlade jorden på en ordentlig måde frem for i nattens mulm og mørke.

Med aktiv dødshjælp kan det være muligt at finde disse mennesker, før et reb, piller eller pistol bliver deres sidste udvej, og give dem den rette hjælp og vejledning.

Når vi som liberale udtaler os om et så sårbart emne, skyldes det, at vi anser livet for altid at være ens eget. Med det udgangspunkt anerkender vi også, at man som individ selv skal have retten til sin død inden for naturens rammer.

Men når debatten om aktiv dødshjælp ruller, ser vi ofte, at kollektivets moral om livet ender med at stå over individets egen, selvom beslutningen ene og alene bør tilhøre individet. Uafhængigt af, om man er helt modstander af aktiv dødshjælp eller blot mener, at nogle ganske få udvalgte mennesker skal tilbydes muligheden, skal fællesskabet ikke være den dømmende magt.

Aktiv dødshjælp bunder i et personligt ønske

Debatten om aktiv dødshjælp er svær, og den gøres ofte til et langt dilemmaspil. Det kan fra et personligt perspektiv være ufatteligt svært at overskue alle konsekvenserne ved en beslutning af den kaliber.

Derfor tyer vi som mennesker hurtigt til frygten om, hvad en mulighed for aktiv dødshjælp kan medbringe.

Et af de typiske argumenter, som vi ser i debatten, handler om, at aktiv dødshjælp bliver en glidebane, og det bliver den naturlige vej at ende sine dage. Holland fremhæves ofte som et skræmmebillede, hvor fem procent af deres dødsfald i dag sker gennem aktiv dødshjælp.

Alligevel er det for os ikke en kamp om at holde sig under et måltal, men et udtryk for at hjælpe mennesker bedst muligt i deres sidste tid.

For os er det ikke afgørende, om det bliver 100 eller 500 mennesker, der vil benytte sig af aktiv dødshjælp, men at det hver gang bunder i et dybt personligt ønske om at ende en ulykkelig tilværelse.

For modstandere hævder ofte, at politikerne ikke skal afgøre hvilke liv, der er værdige at leve, og derfor er vi enige med Louise Brown, når hun vil gøre det til en rettighed for alle uagtet ens livssituation.

Politikerne skal ikke være etiske overdommere i forhold til, om det enkelte liv har en værdighed eller ej.

Tobias Pagh m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen nederst i indlægget.

Døden er en del af livet

Dertil anerkender vi også, at det er en stor beslutning, man skal træffe. Men i dag oplever vi, at der er et stort tabu omkring det at tale om døden, hvorfor det kan være svært at italesætte over for pårørende, hvis ens livslyst er opbrugt.

Døden, som er en naturlig del af tilværelsen, skal vi også gøre til en naturlig del af samtalen i befolkningen for på den måde at gøre det lettere at forstå, hvorfor nogle mennesker ønsker at være herre over deres sidste tid på jorden.

For selvom der kan opstå faldgruber, vil vi frem for at forbyde aktiv dødshjælp være med til at have en oplysende samtale, så man træffer et rationelt valg, inden man potentielt køber den sidste togbillet.

Med alt det i baghovedet ønsker vi, at der kommer en fuld legalisering af aktiv dødshjælp, så beslutningen altid vil hvile på personlige vurderinger i samråd med ens nærmeste.

Vi vil også opfordre til, at man forud vil tale med psykologer og læger om, hvorvidt det er den meningsfulde at gå. Men i sidste ende er livet ens eget, og politikerne skal ikke være etiske overdommere i forhold til, om det enkelte liv har en værdighed eller ej.