Studerende: Debatten om formueskat viser, at samfundskontrakten er brudt sammen

Indeni boblen ser alt fint ud

Næsten hvert femte barn går i dag i privatskole. Over tre millioner danskere har en sundhedsforsikring, der springer den offentlige kø over. En ejerlejlighed i København koster næsten 70.000 kroner per kvadratmeter, og sygeplejersken kan ikke bo i den by, hvor hendes arbejde er mest nødvendigt.

Som barn drømte jeg som mange andre om at flytte ind til byen. Det vindue lukker sig stille og uden dramatik for hver generation, der kommer efter. Forskellen i forventet levetid mellem Gentofte og Lolland er over fem år. Samme land, samme grundlov, samme løfte.

Kontrakten byggede på fælles institutioner: Folkeskolen, hvor direktørens barn gik i klasse med slagteriarbejderens. Sygehuset, hvor alle ventede i samme kø. Den almene boligsektor, hvor blandede indkomstgrupper boede dør om dør.

Et rigt land, der ikke kan beskatte rigdom, har ikke et teknisk problem, det har et politisk problem.

Aksel Zekeriya Bulut
Kandidatstuderende i Political Science and Political Economy på London School of Economics (LSE)

Men hvis man ikke selv bruger folkeskolen, opdager man det så, når den forringes? Forsvarer man det, man ikke selv har brug for? Tre millioner danskere med privat sundhedsforsikring har ingen personlig interesse i de offentlige ventelister.

Det er ikke ondskab, det er fornuft. Støtten falder, ikke af ond vilje, men fordi behovet er forsvundet for dem, der bestemmer. Det bliver en boble, og indeni boblen ser alt fint ud.

Et samfund, der ikke engang kan kræve en halv procent af 60.000 mennesker, har mistet noget værre end skatteindkomst. Det har mistet evnen til at håndhæve sin egen kontrakt. Kontrakten er ikke bare eroderet nedefra, den er opgivet oppefra.

Et politisk problem

I 1997 var argumentet, at formuer er svære at vurdere.

Det var gyldigt dengang. Men Danmark har i dag fuld digital indberetning, internationale informationsudvekslingsaftaler og en af verdens mest sofistikerede skatteadministrationer. Omfordeling kræver administration, og administrationen er der. Det, der mangler, er viljen.

Et rigt land, der ikke kan beskatte rigdom, har ikke et teknisk problem, det har et politisk problem.

Norge viser, at viljen kan findes. Over 670.000 nordmænd betalte formueskat i 2023. Under 100 forlod landet. Tretten tusindedele af én procent.

Norges finansminister, Jens Stoltenberg, har i Politiken og på TV 2 afvist kritikken som en "myte". Norske økonomer er interviewet i Information, hvor de udtrykker uforståenhed over de rige danskeres modstand. De påpeger, at der mangler belæg for, at skatten fører til investeringskollaps, og nogle har rost den danske models højere bundgrænse.

Alligevel er det de omkring 100, der fyldte i den danske debat. De over 670.000, der betaler, nævnes ikke. Sådan er det med den slags fortællinger: Mindretallet, der nægter, taler højest, mens flertallet, der bidrager, er tavst.

En nødvendighed

Formueskatten er nødvendig. Ikke for provenuet, som ville indbringe omkring seks-syv milliarder kroner om året, hvilket svarer til under én procent af det offentlige budget.

Den vil ikke ændre boligmarkedet. Den vil ikke genåbne skoler. Den vil ikke bringe talent hjem. Men den er nødvendig som et signal om, at kontrakten stadig gælder. At staten stadig kan opkræve skatter. Uden det signal, hvad holder så resten sammen?

Men signalet alene reparerer ingenting.

Formueskatten er nødvendig. Men den er ikke tilstrækkelig.

Aksel Zekeriya Bulut
Kandidatstuderende i Political Science and Political Economy på London School of Economics (LSE)

Philippe Aghion, nobelprismodtager i økonomi 2025, kalder dem "Lost Einsteins": Hvis børn fra lavindkomstfamilier fik samme adgang til innovation som børn fra rige familier, ville vækstraten i BNP stige med over halvdelen. Børnene mangler ikke evnerne, de udsættes bare aldrig for innovation i deres opvækst.

Hvert barn fra Lolland, der aldrig får chancen, er en tabt Einstein. Ikke bare for det enkelte barn. Men for alle os, der aldrig får glæde af det, som barnet kunne have skabt.

Danmark var engang det mest mobile land i verden. Det er det stadig ifølge de brede mål. Men i bunden ser det anderledes ud: Børn fra de fattigste 20 procent har faldende sandsynlighed for at nå de øverste 20. Folkeskolen, motoren for den mobilitet, mister elever. Boligmarkedet, der tillod unge familier at bo i byerne, er lukket.

Det, der genopbygger kontrakten, er ikke en sats. Det er geninvestering i det, der gav kontrakten mening: folkeskoler så gode, at privatskoler bliver overflødige, et sundhedsvæsen, der gør forsikringer overflødige, boliger, en sygeplejerske har råd til, læger i Lolland og klassestørrelser, hvor lærerne har tid til hvert barn.

Formueskatten er nødvendig. Men den er ikke tilstrækkelig.

At forveksle de to er den egentlige fejl.