Forsker: Ny handlingsplan viser, at politikerne selektivt prioritere i viden om racisme

En antividenskabelig handlingsplan

Den værste forfladigelse handler om definitioner. Her synes udgangspunktet i planen at være, at der skal være plads til fri debat om, hvordan racisme skal forstås.

Altså et antividenskabeligt og hyper-populistisk standpunkt ud fra logikken "racisme skal bekæmpes, men vi vil ikke præcisere, hvad racisme er."

Spørger man derimod internationale racisme-forskere, er der bred enighed om, at tre elementer går igen i eksistensen af racisme:

En "os-dem"-opdeling på nationalt niveau, en hierarkisering af "os-dem," samt magten til at anvende de to første elementer til at udelukke bestemte borgere fra arbejdsmarkedet, offentlig debat, uddannelse og ophold i landet.

De fleste af planens tiltag retter sig mod ofrene for racistisk diskrimination. Selvfølgelig skal ofrene hjælpes, men hjælp til ofre alene bekæmper ikke racisme.

Peter Hervik
Antropolog

Uden denne forskningsbaserede analyse af racisme ender forfatterne til handlingsplanen med ukritisk at fortsætte den samme svaghed, som ligger i den juridiske definition fra 1939, som også racismeparagraffen 266b bygger på.

Denne definition indeholder en falsk kausalitet, som går på, at racismen udøves "på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuelle orientering."

Hjælp til ofre bekæmper ikke racisme alene

Men en brun person eller en kvinde med tørklæde bliver jo ikke udsat for racisme på grund af sin hudfarve og sit tørklæde, men fordi de bliver ramt af verserende forestillinger i samfundet om, hvad en brun hudfarve og et tørklæde betyder.

Sagt på en anden måde, så er årsagen til mæslinger jo ikke de røde pletter på barnets krop.

For at forstå og bekæmpe racisme må vi derfor se på cirkulerende forestillinger i samfundet om "de andre."

De fleste af planens tiltag retter sig mod ofrene for racistisk diskrimination. Selvfølgelig skal ofrene hjælpes, men hjælp til ofre alene bekæmper ikke racisme.

For eksempel er der afsat 35 millioner kroner til aktiviteter for herboende grønlændere, fordi de, som integrationsminister Kaare Dybvad (S) forklarer, bliver mødt med fordomme. Men det er jo ikke grønlænderne selv, der udøver racistisk diskrimination, så hvori består tiltaget til bekæmpelse af racisme mod grønlændere?

En hovedsten i planen er et barometer, som skal overvåge udviklingen af racisme. Det skal være muligt at afgøre, om den stiger eller falder et par procent. Barometertanken blev anvendt i EU-sammenhæng tilbage i 1997 og viste sig allerede dengang at være ubrugelig.

Den viste for eksempel, at Danmark både var blandt de mest racistiske og de mest tolerante lande i EU.

Der er to iøjnefaldende problemer med dette statistiske barometer. For det første yder det ikke retfærdighed over for ofre for racisme at reducere deres oplevelser gennem flere år til simple afkrydsninger i et skema.

De ramte personer og grupper har et berettiget ønske og krav om systematiske og grundige erfaringsopsamlinger.

Handlingsplanen udstiller tydeligt, hvordan politikerne gør brug af  strategisk uvidenhed og ignorerer faglig viden om racisme, som måtte afvige fra deres ideologiske, politiske strategi.

Peter Hervik
Antropolog

De samme tiltag gentaget siden 1995

For det andet er barometeret baseret på kun at tælle ofrenes oplevelser, selv om det åbenlyse jo ville være at rette fokus på de personer, der udøver racistisk diskrimination.

Hvis idéen om et barometer overhovedet skal sættes i værk, kunne man blandt andet stille følgende spørgsmål for at forstå udbredelsen af racistisk tænkning i Danmark:

Bør muslimer udvises af Danmark? Bør jøder? Bør romaer? Bør muslimer i Danmark have samme rettigheder som jøder? Skal muslimer have stemmeret ved folketingsvalg? Halter grønlændernes udvikling bagud i forhold til danskerne? Skal udlændingelovgivningen strammes yderligere? Skal den omfatte jøder og grønlændere og romaer? 

Og så er der de konkrete tiltag i handlingsplanen. Som racismeforsker stødte jeg første gang på tiltag mod både racistisk diskrimination i nattelivet og ved jobsøgning i 1995.

Siden har tiltagene været gentaget flere gange uden effekt.

Alligevel bliver samme tiltag nu endnu en gang hevet op af hatten som en løsning på racistisk diskrimination i Danmark. Men det vil også i dag være uden afgørende effekt at sende dørmænd på kursus.

Lige så håbløse er tiltagene på skoleområdet. Besøg i koncentrationslejre og møder med virtuelle holocaust-overlevere skal vise skolebørn, hvad antisemitisme kan føre til af lidelser.

Men det forklarer ikke i hvilket politisk klima, at beslutningen om at udrydde politiske fanger, kommunister, jøder, serbere, romaer, og homoseksuelle opstod.

Ifølge handlingsplanen skal eleverne gennem venskabsklasser i andre landsdele lære tolerance, gensidig respekt og åbenhed over for forskellighed, og de skal undervises i Rigsfællesskabet og i folkeskolens historiekanon.

Politikernes holdning til viden er problemet

Det foruroligende er, at viden om fænomenet racisme i en verdenshistorisk og dansk sammenhæng ikke indgår i undervisningsplanerne.

Så hvordan skal børn og unge lære tolerance, når politikere, meningsdannere og andre voksne ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet er de største udøvere af intolerance og ekstrem tale? 

Det foruroligende er, at viden om fænomenet racisme i en verdenshistorisk og dansk sammenhæng ikke indgår i undervisningsplanerne.  

Peter Hervik
Antropolog

Og når 28 procent af de voksne danskere i en undersøgelse lavet af ugebrevet Mandag Morgen for eksempel ønsker alle muslimer ud af Danmark?

En seriøs tilgang til fænomenet racisme må derfor starte med at spørge:

Hvem er kilderne til racistisk tænkning? Hvad er racistisk tænkning? Hvem racialiserer hvem? Hvem er mest racistiske og overfor hvem? Hvordan hænger nationalisme og racisme sammen? Hvordan dæmper vi hadtale og ekstrem tale om indvandrere, flygtninge, etnicitet, migration og integration?

Manglende viden er ifølge handlingsplanen en af de største barrierer for større tolerance og mindre diskrimination.

Man kan aldrig få for meget viden, men i forholdet til racisme er det snarere politikernes holdning til viden, og hvilken viden, de vil - og ikke vil - tage ind, der er problemet.

For politikerne handler det nemlig ikke om at bruge faktuel forskningsbaseret viden om fænomenet racisme.

Tværtimod udstiller denne handlingsplan tydeligt, hvordan de gør brug af begrebet strategisk uvidenhed og ignorerer faglig viden om racisme, som måtte afvige fra deres ideologiske, politiske strategi.

Og taberne i denne strategi er de mennesker, der udsættes for racistisk diskrimination.