Brexit og Nordirland: På grænsen til det umulige

DERRY-LONDONDERRY: Jeanette Warke tror ikke på, at briternes exit fra EU næste år kommer til at give de store problemer på den irske ø.

”Hvordan kunne det det? Jeg kan helt ærligt ikke se det.”

”Jeg er jo selv vokset op med en grænse. Jeg husker meget klart, hvordan det var at gå tur med min mor og far over grænsen. Min mor smuglede smør ind under en falsk bund i barnevognen, og min far købte cigaretter, og vi fik Oatfield Sweets. Helt ærligt, så gav det noget ekstra spænding til vores liv,” siger lederen af Cathedral Youth Club i The Fountain i Derry – eller Londonderry, som hun selv ville sige.

Hun ved godt, at hun er i mindretal i den nordirske by, der på tre sider er omringet af Donegal i det nordvestlige hjørne af republikken Irland, og hvor 78,2 procent af befolkningen stemte imod Brexit. Her er panikken så småt ved at sætte ind, i takt med at Brexit-datoen nærmer sig, og der stadig ingen løsning er i sigte på, hvordan man bevarer grænsen åben mellem Nordirland og Irland, sådan som politikere fra alle sider har lovet.

Jeg er 29. Jeg har venner, der prøver på at skabe et hjem og en familie. Og de ved ikke engang, om de tør købe hus.

Tanya McCamphill

Der er en ægte frygt for, at Nordirlands stilling i Storbritannien bliver undermineret. Og den bekymring er kun steget på grund af den voksende snak om en afstemning om et forenet Irland. Før Brexit-afstemningen var det slet ikke på dagsordenen.

David Phinnemore
Professor i europæisk politik

Men Jeanette Warke er vant til at være i mindretal. The Fountain er en lille, benhård unionistisk enklave midt i en by, som historisk har haft en skarp opdeling mellem primært katolske irsk-sindede nationalister på denne side af Foyle-floden og primært protestantiske britisk-sindede unionister på den anden. 

På den lille gade lige uden for de gamle bymure blafrer Union Jack fra lygtepælene. Kantstene er malet røde, hvide og blå. Et gavlmaleri gør klart, at der her er tale om loyalister under besættelse. ”No Surrender”, lyder beskeden.

I 46 år har Jeanette Warke hjulpet kvarterets unge. Først sammen med sin mand, og efter hans død i 2003 sammen med sit hold af frivillige. Klubben blev grundlagt i 1972 i kølvandet på Bloody Sunday, en af de mest blodige og berygtede hændelser i den 30 år lange nordirske konflikt, der bare går under navnet ‘the Troubles’. Her et stenkast fra The Fountain dræbte britisk politi 14 ubevæbnede demonstranter og sårede mange flere under en protestmarch blandt de irsk-sindede.

Det var hvervetid for både IRA på den ene side og britisk-sindede militante organisationer som Ulster Defence Association og Ulster Volunteer Force på den anden.

”Der var en fare for, at de unge mennesker ville blive involveret i terroraktiviteter,” siger Jeanette Warke. 

”Hvis du taler med børnene fra dengang, så vil de sige, at hvis ikke Cathedral Youth Club havde været der for dem, så var de alle sammen endt i fængsel.”

I dag sidder hendes egen søn i byrådet for Democratic Unionist Party, det eneste parti i Nordirland, der talte for en exit fra Unionen, og hvis 10 mandater holder premierminister Theresa Mays konservative regering oppe.

Folk forstod ikke
Jeanette Warke ved godt, at usikkerheden omkring EU’s nye ydre grænse lige i Derrys baghave tynger mange i byen.

”Jeg føler særligt for dem, der bor lige ved grænsen, som får problemer, for eksempel landmændene, der skal eksportere og importere. Og fiskerne – de taler om at dele floden op på midten – for goodness’ sake – det er bare skørt,” siger hun om Foyle-floden, der ved sin udmunding udgør en naturlig deling mellem nord og syd. 

”Men efter alt hvad jeg ved, så interesserer det ikke folk her.”

”Folk forstod alligevel ikke, hvad de stemte om. De besluttede bare, at de gerne ville ud. Og for at være helt ærlig, så taler de ikke om det. For lige meget hvad der bliver sagt nu, så føler de, at de har stemt – af gode eller dårlige grunde. Og når der har været en demokratisk afstemning, så må man holde sig til den.”

Må råbe politikerne op
29-årige Tanya McCamphill forstår slet ikke, at man kan lade være med at være bekymret. Hun er så bekymret, at hun i starten af august holdt det stiftende møde i borgergruppen Derry Girls Against Borders, der skal samle folk på begge sider af grænsen. De vil forsøge at råbe politikerne op forud for det, der i hvert fald på papiret skal være slutspurten i forhandlingerne frem mod et EU-topmøde i oktober. 

Det synes dog mindre og mindre realistisk, at det kan nås at finde en løsning til oktober. Og det betyder et alvorligt tidspres, hvis skilsmisseaftalen mellem de to parter skal nå at være helt klappet og klar, godkendt af både EU-siden, briterne og Europa-Parlamentet samt gået efter med den juridiske tættekam før 29. marts næste år klokken 11 britisk tid, hvor de officielt forlader EU-etablissementet. 

I stedet er der stadig flere, særligt fra britisk side, der taler om risikoen for, at der slet ikke kommer en aftale. Handelsminister Liam Fox satte over sommeren oddsene til 60-40 for, at det ville mislykkes parterne at nå til enighed, hvilket med garanti ville ødelægge mulighederne for at slippe uden om at indføre en hård grænse.

Det får kun Tanya McCamphill til at ville råbe endnu højere op.

”Alt, hvad jeg har læst i medierne og hørt de fleste politikerne sige om grænsen i Irland, viser bare, at de helt tydeligt ikke forstår, hvad det faktisk betyder. Vi kan alle sammen sætte det op på et højere plan og tale om konsekvenser for samhandlen og for landmændene, og det er også vigtigt. Men hvad med forretningskvinden, der har forretninger både i Derry og Donegal? Hvad med hundelufterne, der hver dag tager derover for at gå tur på stranden? Det er deres liv …” 

Følelsen af at høre til
Den 500 kilometer lange grænse er med vilje gjort så undseelig som mulig. De fleste lægger ikke engang mærke til, at farverne på vejstriberne skifter fra hvid til gul, og skiltene pludselig viser kilometer i stedet for miles. Grænsen går gennem folks baghaver og over landmændenes marker. Den deler åer og broer på langs og snor sig ind og ud ad det grønne landskab på en måde, som gør det meget svært at forestille sig en tid, hvor mange af de omkring 200 overgange mellem nord og syd var blokerede med pigtråd eller cementblokke for at gøre det enklere at kontrollere trafikken mellem de to sider af den delte ø.

”Jeg kom til at tænke på, hvad det ville betyde for én som mig, der ser Donegal som mit hjem i lige så høj grad som Derry. Det er ikke engang det, at der kunne komme fysisk infrastruktur på grænsen, eller at man måske ville blive stoppet i to minutter – det er følelsen af, at man er anderledes.”

Folk tør ikke købe hus
Tanya McCamphill er født i 1989 og kan knap nok huske, hvordan det var, inden den såkaldte Langfredagsaftale blev indgået i 1998 og lagde en dæmper på konflikten i Nordirland, der nåede at koste over 3.600 liv. 

Et af aftalens mål var at hive identitetspolitikken ud af folks dagligdag og lade dem bekende sig til London eller Dublin eller begge eller ingen af dem, som det passede dem. Som alle andre nordirere kan hun i dag frit vælge, om hun vil have britisk eller irsk pas. Folk kan gå i skole, på arbejde eller til lægen på begge sider af grænsen.

”Vi har en friktionsløs frihed lige nu, hvor ingen stiller mig spørgsmål, når jeg tager til London, ingen stiller spørgsmål, når jeg tager til Glasgow, og ingen stiller spørgsmål, når jeg tager til Dublin. Man føler, at man hører til, og at man ikke er fremmed. Jeg tror, at det er svært at forstå for andre mennesker, som ser sig selv som del af den ene eller anden stat. Men sådan definerer mange folk sig ikke her,” siger Tanya McCamphill.

Nu er hun bange for, at alt det, der er blevet gjort for at viske grænsen ud, er ved at gå tabt i Brexit-kapløbet frem mod udgangen af 29. marts, hvor briterne officielt træder ud. Politikerne i både London, Dublin og Bruxelles har bekendt sig til at bevare grænserne åbne på øen. Men ingen har kunnet finde på en løsning, der kan opfylde briternes ønske om at føre deres egen handelspolitik og EU’s ønske om at beskytte sit indre marked, uden at det leder til en landegrænse i Irland.

”Alle ledere har sagt, at de ikke vil have en hård grænse, og at de støtter Langfredagsaftalen. Men det har de sagt i to år nu. Og for os er truslen og risikoen der stadig,” siger hun.

”Jeg er 29. Jeg har venner, der prøver på at skabe et hjem og en familie. Og de ved ikke engang, om de tør købe hus.”

Prøver ikke at være alarmistiske
På borgmesterkontoret i Derry er borgmester John Boyle fra det socialdemokratiske SDLP kun alt for klar over, at folk omkring ham er bekymrede.

40 procent af arbejdsstyrken kommer hver dag ind over grænsen. En lige så stor andel bevæger sig den anden vej, og han har ingen svar at give dem, når de spørger, hvordan deres liv kommer til at se ud om seks måneder.

”Vi prøver på ikke at være alt for alarmistiske. Men samtidig bliver vi nødt til at gøre dem opmærksomme på, at der nok kommer visse udfordringer i de kommende år. Alt andet ville være uærligt.” 

Han indrømmer dog blankt, at det er ”meget svært at være proaktiv”, når ingen kender udfaldet af forhandlingerne mellem de 27 EU-lande og den britiske regering. 

Til gengæld har han allerede mærket de første konsekvenser af Brexit. En stor udenlandsk investor, der var på vej til at lægge 300 arbejdspladser i Derry, blev skræmt bort efter afstemningen. Andre virksomheder foretrækker at vente og se, før de investerer yderligere i regionen. Det er ikke særligt velkomment for en by som Derry, der i årevis har kæmpet med Nordirlands højeste arbejdsløshed.

Samtidig er økonomien i de to dele af øen uløseligt flettet sammen. Handelstal for 2016 viser, at 34 procent af den nordirske eksport gik til Irland, og at hver femte virksomhed i Nordirland enten eksporterede til eller importerede fra Irland. 33 procent af eksporten fra nord til syd var fødevarer og levende dyr, hvilket er de sektorer, der er mest følsomme over for mere grænsekontrol på grund af øget transporttid. Handlen går også den anden vej. Nordirerne importerer 28 procent af deres varer fra Irland, hvoraf 41 procent var fødevarer.

Nordirland bliver glemt
Frustrationen er til at tage at føle på hos den socialdemokratiske politiker, som mener, at nordirerne blev fuldstændig glemt, både dengang daværende premierminister David Cameron udskrev folkeafstemningen, og da folk gik i stemmeboksen i 2016. 

”Konsekvenserne for Irland og Nordirland blev totalt ignoreret i valgkampagnen,” siger John Boyle, der dog ikke er særlig overrasket over det. 

”Folk i Storbritannien tænker som regel ikke på Nordirland et eneste sekund, så det er ikke så mærkeligt, at det ikke spillede nogen rolle for dem, der stemte i England, Skotland og Wales.”

Det gør det stadig ikke, tyder det på. En ny YouGov-måling udført over sommeren viste, at undvigelsen af en hård grænse i Irland endte som nummer chok, når briterne skulle rangordne, hvad de vigtigste prioriteter i Brexit-forhandlingerne var for dem.

Frygter for freden
Som borgmester bør John Boyle egentlig tale for begge sider i Brexit-debatten. Men da 75 procent af hans byrødder er imod Brexit, og han selv kommer fra det erklærede pro-europæiske SDLP, har han ingen problemer med at lufte sin frustration over situationen.

Dertil kommer, at det lokale selvstyre i Stormont i Belfast lige har slået Belgiens verdensrekord i længst tid uden en regering efter over halvandet års dødvande i forsøget på at få en regeringsaftale på plads mellem irsk-sindede Sinn Fein, der har et forenet Irland som ultimativt mål, og Theresa Mays støtteparti, unionistiske DUP, der vil holde Nordirland så tæt på resten af kongeriget som muligt.

”Fra en remainers synspunkt er det ikke noget særligt positivt perspektiv,” siger John Boyle, der ikke lægger skjul på, at han frygter, hvad en dårlig aftale kan gøre ved hele fredsprocessen i Nordirland.

“Brexit har potentialet til at smadre noget, hvor en frygtelig masse gode ting er blevet gjort. Og jeg er helt sikkert ikke en, der vil male fanden på væggen eller gøre nogen bange. Men hvis man bor i en grænseregion som denne, så har man al mulig ret til at være bekymret.”

”Som en, der er vokset op under ‘the Troubles’, kan jeg huske, hvordan en hård sikkerhedsgrænse ser ud. Jeg kan også huske den psykologiske konsekvens af at have den grænse. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det kommer til at se ud som i fortiden, selv hvis vi får en hård grænse. Men jeg er bekymret for, hvad der vil ske, hvis der kom nogen form for infrastruktur, der fysisk ville adskille folk her på øen.”

Et forenet Irland?
Professor i europæisk politik David Phinnemore fra Queen’s University i Belfast giver ham ret i, at det er en legitim frygt. For grænsen har netop altid været et symbol på de skillelinjer, der eksisterer i befolkningen. 

”Fredsprocessen tog grænsen ud af politikken eller gjorde i hvert fald dens betydning meget mindre. Brexit har sat den tilbage ind. Og det rejser spørgsmålet om, hvis vi får en mere tydelig grænse, hvordan vil nogle nationalister så reagere,” siger han.

Samtidig peger professoren på, at unionisterne til gengæld gennem længere tid har været bekymrede over, om fredsprocessens tilnærmelser mellem de to sider er gået for vidt. Ikke mindst i lyset af at flere er begyndt at tale om, hvorvidt løsningen på Brexit-problemerne på sigt er, at Nordirland lægges sammen med republikken. 

”Der er en ægte frygt for, at Nordirlands stilling i Storbritannien bliver undermineret. Og den bekymring er kun steget på grund af den voksende snak om en afstemning om et forenet Irland. Før Brexit-afstemningen var det slet ikke på dagsordenen,” siger David Phinnemore.

Nej til backstop
Det er også forklaringen på, at det er unionisterne i DUP, der stiller sig allermest kraftigt i vejen for den løsning, som EU-siden, stærkt flankeret af den irske regering i Dublin, har stillet op for at sikre en åben grænse. 

Den indfører en slags nødbremse, som betyder, at Nordirland forbliver i EU’s indre marked og toldunion, hvis ikke det lykkes at finde en anden måde at undgå grænsekontroller på. Det vil placere kontrollerne i de nordirske havne og lufthavne i stedet og sikre fuld fri bevægelighed på øen. Det er dog en rød klud for unionisterne, fordi det på samme tid fjerner Nordirland længere væk fra resten af briterne og skubber dem yderligere i armene på irerne. Det er ikke ligefrem velkomment i nogle kredse. 

”Vi har stadig de mere ekstreme loyalister, for hvem det ville være totalt uacceptabelt. Men generelt ved vi ikke, hvordan folk vil reagere på nogen af scenarierne. Brexit har skabt usikkerhed. Men vil de skabe ustabilitet? Lige nu, nej. Men vi er stadig kun i startfasen,” siger David Phinnemore.

Kom nu videre
Efter en sommer med det højeste antal uroligheder i Derry i årevis, hvor irsk-sindede nationalistiske uromagere i næsten en uge i træk var i clinch med politiet, kastede molotovcocktails og affyrede skud mod politibetjente og mod The Fountain, kan Jeanette Warke fra Cathedral Youth Club ikke se, at Brexit vil gøre den store forskel.

”Jeg tror ikke, at vi kan komme til at få mere uro, end vi har haft her på det sidste. Det kom ud af ingenting og havde i hvert fald ikke noget med Brexit at gøre,” siger Jeanette Warke.

Når man spørger hende til udsigten til en grænseafstemning, bliver hun helt opgivende.

”Al den politik irriterer mig virkelig. Folk taler om, at vi får et forenet Irland. Men hvordan skulle det ske, når folk nede sydpå i virkeligheden ikke vil have os? De vil da ikke have os og alle vores problemer på slæb,” siger hun.

Stod det til hende, så fik de Brexit overstået, så alle kunne komme videre med deres liv.

”Jeg er så træt af at høre om det. De burde koncentrere sig om at få Stormont op at køre, skaffe arbejde til de unge og højne livskvaliteten, så folk ville have lyst til at blive her. Nu flytter de bare.”