Antropologer: Brexit har tændt ilden under splittelsen i Nordirland

Efter fire års forhandlinger ser Brexit-løsningen med en grænse i det Irske Hav allerede efter to måneder ud til at smuldre i Nordirland.

I et brev til Boris Johnson har de paramilitære grupperinger på den protestantiske side midlertidigt trukket støtten til den nordirske fredsaftale fra 1998. De vil ikke støtte freden, hvis ikke de får, hvad de vil have; at grænsen bliver fjernet. Problemet er, at det ikke er nogen anden løsning.

Unionisterne er glemt
Vreden og frustrationen har støt ophobet sig fra de protestantiske Unionister over den nyetablerede toldgrænse igennem det Irske Hav. I februar blev grænsepersonel på grænsen mellem Nordirland og Storbritannien hjemsendt på grund af trusler.

Nu er Langfredagsaftalen, selve grundstenen i den nordirske fredsproces de sidste 23 år, bragt til debat­ af de selv samme paramilitære grupperinger, der underskrev den i 1998.

Brexit-implementeringen ser, efter de første måneder, derved ud til at have forværret situationen i Nordirland betydeligt, hvilket netop var det modsatte af hensigten med de fire års intense forhandlinger.

Ved at trække støtten til fredsaftalen, mærkes konsekvenserne af den ophobede politiske frustration i sin værste form.

Julie Solvang og Adrian Stallknecht
Specialestuderende, Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Brexit er endelig faldet på plads, hvilket har resulteret i udtrædelsesaftalen og implementering af en permanent toldgrænse igennem det Irske Hav mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Ved tre forskellige havnebyer i Nordirland; Larne, Warrenpoint og Belfast, er der derved fra 1. januar i år opsat toldgrænsefaciliteter med lokalt personale og EU-embedsmænd, der skal sikre og tjekke varer, der krydser grænsen. Alt sammen for at sikre det indre markeds integritet og for at undgå en hård landegrænse på den irske ø.

At undgå en landegrænse på øen har for EU og Storbritannien været ekstremt vigtigt af frygt for, at Nordirland skulle vende tilbage til den 30 år lange borgerkrig mellem protestanter og katolikker, der netop sluttede med Langfredagsaftalen i 1998.

Nordirland er i dag stadig delt ideologisk op imellem Unionister, som overvejende er protestanter og vil forblive en del af Storbritannien, og Nationalister, som overvejende er katolikker og modsat vil genforenes med Irland.

Men fordi der ved Brexit-forhandlingerne primært har været fokuseret på Nationalisterne, føler Unionisterne, at de er blevet glemt. Ved at trække støtten til fredsaftalen, mærkes konsekvenserne af den ophobede politiske frustration i sin værste form.

Splittelse forhindrer freden
Vreden og frustrationerne over Brexit-aftalen oplevede vi selv i månederne op til aftalens indgåelse i slutningen af sidste år, da vi tilbragte sammenlagt otte måneder med at lave etnografisk feltarbejde blandt Unionistiske protestanter i Nordirlands hovedstad Belfast. Her oplevede vi på nært hold, hvordan de bag fredsmurene i de protestantiske områder af Belfast forstår Nordirlands nye situation efter Brexit.

Protestanterne her ser den nyetablerede toldgrænse som et overgreb på Nordirlands nationale suverænitet som en forenet del af Storbritannien, fordi toldgrænsen afskærer protestanterne fra resten af det forenede kongerige.

Konsekvenser af grænsen har i årets første måneder været forsinkelser på supermarkedsvarer fra Storbritannien til Nordirland, som i nogle tilfælde har betydet flere ugers ventetid, mens papirarbejde færdiggøres. Dette gælder vel og mærke eksport indenfor Storbritanniens eget nationale territorie, hvilket især for Unionistiske protestanter er helt uforståeligt, da de ser det som et udefrakommende indgreb på nationale anliggender.

Brexit-løsningen, som primært skulle tage hensyn til fortsat at sikre fred i Nordirland, har nu resulteret i, at den ene sides paramilitære fløj har trukket støtten til fred.

Julie Solvang og Adrian Stallknecht
Specialestuderende, Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Paramilitære grupperinger på den protestantiske side, som indædt kæmper for at forblive en del af Storbritannien, begynder samtidig at røre på sig. Nu har de protestantiske paramilitære grupperinger så trukket støtten til Langfredagsaftalen; hvis ikke de får aftalen om grænsen radikalt ændret, vil de ikke støtte freden. Men der er ikke nogen anden løsning. 

EU og Storbritannien kan ikke fjerne grænsen i det Irske Hav, da det så åbner et gabende hul i det indre marked. De kan ikke lægge en toldgrænsen mellem Nordirland og Irland, da det vil betyde ekstrem fordømmelse fra Nationalisterne i Nordirland. Og de kan ikke lade den være som den er, da de Protestantiske paramilitære grupperinger så fortsat vil trække støtten til fred og ultimativt gøre alvor af truslerne.

Brexit-løsningen, som primært skulle tage hensyn til fortsat at sikre fred i Nordirland, har nu resulteret i, at den ene sides paramilitære fløj har trukket støtten til fred. Løsningen, der tog fire år og utallige forhandlinger at komme frem til, har vi de sidste to måneder langsomt set smuldre. Nu er det så op til Boris Johnson og EU at finde en løsning, som også Unionisterne i Nordirland kan stå bag.