Adam Holm: Hvad gør vi denne gang, hvis diktatoren falder?

Læg øret til jorden, og hør hvordan det rumler. Knap to timers flyvning fra København ligger Minsk, som i disse uger lægger scene til et intenst politisk drama, der truer med at gøre en ende på ’Europas sidste diktatur’.

Kliché eller ej, Hviderusland styres efter autoritære principper. Ingen frie valg, ingen fri presse, ingen reel personlig frihed.

Når man besøger den hviderussiske hovedstad, er førstehåndsindtrykket, at byen, som for størstedelens vedkommende er opbygget i ruinerne af Anden Verdenskrig, fremstår uhyre velholdt, nærmest pertentlig ren, og synlige symboler fra Sovjettiden, mest oplagt en imposant Leninstatue, blander sig med fastfood-kæder og popkultur.

Regimet under præsident Aleksandr Lukasjenko har skævet til Kinas blanding af økonomisk liberalisme og politisk ensretning. Hviderusland lever i en paradoksal kombination af reaktionær modernitet; på én og samme tid tilbageskuende og fremsynet.

Dog er præsidenten – eller diktatoren – ikke så fremsynet at han kunne se, at en valgsejr med over 80 procent af stemmerne ved det nylige præsidentvalg ville blive den ene dråbe for meget.

Bægeret var fuldt, og nu flyder det over med protester og krav om eneherskerens afgang, efter at han har siddet på magten i 26 år.

På en af de statslige traktorfabrikker blev Lukasjenko sågar buhet ud på en måde, der bragte minder om december 1989, hvor den rumænske diktator Nicola Ceaucescu blev mødt af mishagsytringer fra et folk, der ellers havde været kujoneret til tavshed. Dengang gik det hurtigt; få dage efter stod Ceaucescu sammen med sin hustru foran en henrettelsespeloton.

Om det ender så brutalt for Lukasjenko må tiden vise, men hans taktik lægger ikke op til en mindelig løsning. Han afviser blankt at træde tilbage. I stedet tilsviner han demonstranterne og kræver dem fjernet fra gaderne af hensyn til den nationale sikkerhed. Det er opskriften på en blodig tid.

Vi har set det før. For tredive år siden i Berlin, Budapest og Bukarest. For ti år siden i Kairo, Benghazi og Damaskus. Stemningen er både nervøs og forventningsfuld. Forandringerne venter rundt om hjørnet, men let bliver det ikke og måske viser forandringerne sig at være kosmetiske.

Én ting er sikkert; folkelige protester i autokratiske regimer er et sikkert hit i Vesten. Ledende politikere flokkes om at tilkendegive deres støtte i kampen mod undertrykkerne. 

Tysklands kansler Angela Merkl siger at det hviderussiske folk ved hvad de vil have og at det er vigtigt at de får mulighed for at præge deres egen fremtid. Charles Michel, den belgiske formand for Det Europæiske Råd, siger at EU ikke anerkender resultatet fra valget den 9. august. Og herhjemme lyder der påfaldende skarpe toner fra udenrigsminister Jeppe Kofoed: ”Hviderusland er en skamplet på Europa”.

Ingen af dem kræver dog et nyvalg, men de er enige om, at udvise solidaritet med den undertrykte hviderussiske befolkning og samtidig iværksætte sanktioner imod Lukasjenko og regimets topfolk.

Er det nu galt? Nej, det er svært at klandre EU for at bakke op om de hviderussiske demonstranter. Hellere det end total forglemmelse i realpolitikkens triste navn, men man kan godt indvende at støtten kommer en postgang for sent.

Lukasjenko er ikke opstået ud af ingenting. Han sad på sin trone i går og i forgårs, men minsandten også for ti og tyve år siden. Vi har kunnet læse om hans regimes krænkelser af elementære frihedsrettigheder i årevis. I midten af det europæiske kontinent er det statssanktioneret politik at udøve tortur, indespærre politiske modstandere og sågar henrette fanger.

Hvorfor har vi – Vesten - ikke for længst iværksat skrappe, vedvarende sanktioner over for Hviderusland? Det er jo ikke fordi undertrykkelsesapparatet først blev aktiveret i samme øjeblik hviderusserne gik på gaderne i protest. Hvorfor skal de lokale lide og bløde for de principper, vi hylder i skåltaler, men synes at glemme, når krudtrøgen lægger sig?

Lukasjenko er ikke længere den rette mand for Hviderusland, siger vi, men antyder dermed at havde han blot vundet valget på en lidt mindre klodset facon, så havde sagen været en anden. Vi vil gerne være med til at iværksætte demokratiske forandringer, men hvilken pris er vi villig til at betale?

Måske får vi svaret ved at kigge på forsøgene på at skabe demokrati i Irak og Ægypten, lande, der i lighed med Hviderusland var underlagt autoritær kontrol.

I Irak væltede en vestlig militærkoalition Saddam Hussein i foråret 2003, men den politiske proces i kølvandet på diktaturets fald viste sig langt mere kompleks end forudset. Vi endte med at luske bort.

I Ægypten jublede vi over demonstrationerne på Tahrirpladsen i begyndelsen af 2011 og bidrog med moralske kampsange og sanktionstrusler. Mubarak, livstidspræsidenten, måtte træde tilbage og der var ingen ende på applausen i de selvsamme regeringskontorer i Washington og London, hvor han kort forinden var blevet modtaget med åbne arme.

Når folket åbenlyst kræver forandring, så vågner vi til dåd og støtter den nye kurs, men snart efter falmer interessen. I juni 2014 udsendte EU et kommuniké, der i overstadige vendinger lykønskede ægypterne med deres veloverståede valg af en ny præsident. Lad demokratiets 1000 blomster blomstre.

Præsidentens navn? Abdel Fatah al-Sisi, general i hæren og nøjagtigt lige så udemokratisk anlagt som forgængeren Mubarak, general i flyvevåbnet. Same-same, only different, som man siger. Torturkældrene er fortsat stuvende fulde, militæret styrer som altid økonomien og den frie tænkning har om muligt endnu mere trange kår.

Hvis vi kun ønsker et nyt ansigt på præsidentposten, fordi vi tror at det gør hele forskellen, overser vi at en demokratisk proces er en dødsensalvorlig og langstrakt affære, der kræver meget mere gødning end nogle halvkvædede viser.

Vi siger at Hviderusland er bedre tjent uden Lukasjenko. Klar tale, men hvad gør vi når han er væk? Hvor dybt stikker ordene?

Som et kendt citat lyder: De, som ikke husker historien, er dømt til at gentage den.

---

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.