Lektor: Ny aftale blev solgt som brud på dansk atomvåbenpolitik. Det skyldes to myter, der stadig hersker

For det første er annonceringen en logisk følge af det franske tilbud sidste år om at udvide dets nukleare afskrækkelse til resten af Europa. Da udtalte Mette Frederiksen (S), at hun ikke ville afvise det.

For det andet hersker der et par myter om dansk atomvåbenpolitik under den kolde krig, som trænger til at blive aflivet. En (ellers udmærket) explainer fra P3 rammesætter historien med henvisning til 1980’ernes fredsdemonstrationer og en overskrift om “atomvåbenfri zone.”

Den er et perfekt afsæt for de myter, jeg godt kunne tænke mig at få aflivet.

Myte nummer 1: Danmark tillader ikke atomvåben på dansk jord (i fredstid)

Dette er en tolkning af en formentlig bevidst vag formulering fra regeringen H.C. Hansen (S), der første gang tog stilling til spørgsmålet i 1956-57.

Den lød, at Danmark ikke ville modtage atomvåben “under de nuværende omstændigheder,” alternativt “under de foreliggende forudsætninger” (dette gjaldt ikke Grønland, men det er en anden historie). 

Dette blev ikke uddybet og blev efterfølgende bredt tolket som “i fredstid.” Det var formentlig en tolkning, der passede skiftende efterfølgende regeringer fint, da spørgsmålet var følsomt og mødte modstand i befolkningen. 

Danmark kan stadig ikke trykke på knappen. Det kan kun Frankrig. 

Iben Bjørnsson
Lektor, Försvarshögskolan

I hvert fald var der ikke noget forsøg fra politisk side på at rette misforståelsen. Ikke desto mindre er det en misforståelse: “omstændigheder” og “forudsætninger” kan ændres, uden at der er tale om krig. 

I 1970’erne gik man for eksempel meget op i at kunne få allierede forstærkninger til Danmark før et egentligt krigsudbrud, altså under en periode med krise eller mobilisering. Der er intet i den danske atomvåbenpolitik, som forhindrer, at dette kunne indebære kernevåben. 

Dansk atomvåbenpolitik var således at have en bagdør på klem for både atombevæbning og -stationering – noget, som for længst er påvist af historikere.  

Myte 2: Danmark (og Norden) er/var atomvåbenfri zone

I 1980’erne fik en bred europæisk fredsbevægelse vind i sejlene, som først og fremmest arbejdede for helt at afskaffe atomvåben. Så er vi tilbage ved 1980’ernes fredsdemonstrationer, som altså var demonstrationer, det vil sige protester mod gældende politik. 

Også tanken om atomvåbenfri zoner – altså områder hvor der hverken måtte placeres eller prøvesprænges atomvåben – fik fornyet vind i sejlene. Den første zone var oprettet i Latinamerika i 1967, og i 1985 tilkom en i det sydlige Stillehav inklusive Australien og New Zealand. 

I den forbindelse blev ideen om Norden som atomvåbenfri zone bredt debatteret. Det blev bare aldrig til officiel politik. 

Danmark gik sågar til valg på spørgsmålet i 1988. Baggrunden var, at Danmark regelmæssigt fik besøg af amerikanske krigsskibe i forbindelse med øvelser, besøg med videre. I overensstemmelse med amerikansk “neither confirm nor deny”-politik oplyste amerikanerne aldrig om, hvorvidt disse skibe bar atomvåben. 

Et sikkerhedspolitisk flertal i Folketinget ønskede, at Danmark skulle informere amerikanske skibe om dansk atomvåbenpolitik, før de fik tilladelse til at anløbe danske havne, men dette blev altså for meget for regeringen, som udskrev valg på spørgsmålet – og vandt.

Regeringen gik således til valg på, at de ikke ønskede at forsikre om, at der ikke fandtes atomvåben i danske farvande. Så meget for atomvåbenfri zoner.

Satsningen på Frankrig er et brud

Men alt er ikke ved det gamle. Først og fremmest har Danmarks sikkerhedspolitiske forudsætninger ændret sig mange gange siden den kolde krig.

I den forbindelse er det ikke så mærkeligt, at også atomvåbenpolitikken bliver taget op til vurdering i dag.

I årene siden Rusland invaderede Ukraine, er mange af Danmarks traditionelle sikkerhedspolitiske dispositioner blevet taget op til fornyelse.

Underskrivelsen af en aftale, der tillader amerikanske baser på dansk jord, er et stort brud med politikken under den kolde krig.

Danmarks deltagelse i en fransk atomvåbenstrategi er bestemt også et brud. Ikke så meget fordi man åbner døren for en indlemmelse i en atomstrategi – den stod allerede på klem.

Ville Frankrig bytte Paris for København? 

Iben Bjørnsson
Lektor, Försvarshögskolan

Det nye er naturligvis, at det er franske og ikke amerikanske våben, vi åbner døren for.

Det er også nyt, at det foregår uden om Nato. Dette er naturligvis en konsekvens af USA’s sikkerhedspolitik (eller hvad man nu skal kalde det) under Donald Trump. 

Noget andet nyt er, at man taler lidt højere om det denne gang. Det var i og for sig ikke en hemmelighed under den kolde krig, at Danmarks forsvar hvilede på atomar afskrækkelse – det blev understreget i hver eneste forsvarslov. 

Men måske netop på grund af den folkelige uvilje mod atomvåben talte man ikke så højt om, hvad det betød i praksis. Det gør vi så nu, og det er måske derfor, det føles, som om det er noget, vi hører for første gang.

Ingen fransk atomgaranti

Mit umiddelbare bud på, hvad det kommer til at betyde i praksis, er: meget lidt. 

Det nye samarbejde er først og fremmest signalgivning over for Rusland, men også USA.

Danmark kan stadig ikke trykke på knappen. Det kan kun Frankrig. Ligesom kun USA kan trykke på knappen, når det gælder amerikanske kernevåben.

Den danske regering har afvist af stationere franske atomvåben i Danmark – og det ville heller ikke give ret meget mening. Til gengæld ved vi ikke, om franske skibe eller ubåde, som besøger os, har dem med i lasten. Præcis som vi ikke vidste – og stadig ikke ved – det med amerikanske fartøjer.

Samarbejdet vil først og fremmest indebære facilitering, det vil sige øvelser og rutiner, som muliggør, at Frankrig får lettere ved at bruge sine våben i en krigssituation. Regeringen har også peget på luftrumsovervågning.

På den måde kan Danmark potentielt blive et mere oplagt mål for kernevåben. Det hjælper, at vi ikke har noget stående på dansk jord, men hvis fransk atomafskrækkelse er afhængig af eksempelvis danske havne eller luftrumsovervågning, så ville det være interessante mål for modstandere, ikke kun af Danmark, men også af Frankrig.

En sidste ting er værd at hæfte sig ved: Macron gjorde klart, at der ikke er tale om en garanti.

Det vil sige, at hvis Danmark blev angrebet, er der ingen sikkerhed for, at Frankrig ville forsvare Danmark med atomvåben.

Og så er vi tilbage til et af den atomare afskrækkelses dilemmaer: Hvilke byttehandler er man villig til at lave? Ville Frankrig bytte Paris for København?