Arkitekten bag forsvarsforbeholdet: Derfor skal vi stemme ja til at afskaffe det

Da jeg i april 1992 satte mig ned og skrev de første udkast til det papir, som senere dannede grundlag for de danske EU-undtagelser, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi her 30 år senere er på vej ind i en heftig diskussion om, hvorvidt forsvarsundtagelsen skal ophæves eller ej. Men nu står vi midt i den.

Jeg fik på et tidspunkt prædikat af at være fundamentalist omkring de danske undtagelser. "Skal de bestå i al evighed", blev jeg jævnligt spurgt. Mit svar var altid cirka følgende: "Evigheden er et anliggende for teologerne, ikke for politikerne". Selvfølgelig skal al politik kunne ændres, hvis forudsætningerne ændres.

I de første år efter folkeafstemningen i 1993 blev jeg en smule forarget, når politikere krævede en ophævelse af undtagelserne. Der var lavet en kontrakt med vælgerne ved folkeafstemningen, og den måtte man respektere i stedet for straks at forsøge at ændre resultatet. Men med nye forudsætninger var det en anden historie.

To begivenheder fik mig til at se anderledes på en europæiske forsvarsdimension.

Den første var borgerkrigen i Jugoslavien. Da Muren faldt i 1989, troede vi, at vi var på vej ind i en fredelig periode. Få år senere eksploderede nationalismen i Jugoslavien med en gruopvækkende borgerkrig til følge.

Vi så passivt til, da flere tusinde bosniske muslimer mistede livet under massakren i Srebrenica i 1995 og måtte konstatere, at USA måtte indover, da Dayton-aftalen blev underskrevet samme år. EU blev angiveligt skabt som et "fredens projekt", og det var ikke holdbart, at man stod handlingslammet under en blodig borgerkrig midt på vores kontinent.

USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage. Vi skal i Europa kunne agere mere selvstændigt.

Holger K. Nielsen
Tidligere MF for SF og udenrigsminister

Den anden begivenhed var Irak-krigen, hvor der blev skabt en splittelse mellem USA og det, den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte "det gamle Europa". Det vil sige de EU-lande omkring Tyskland og Frankrig, som var imod krigen.

Anders Fogh og Tony Blair var på linje med George W. Bush, men for mig var det et vildspor, at vi fra dansk side uden forbehold støttede George W. Bush. Det var nødvendigt med et modspil til et neo-konservativt USA, der så sig selv som Verdens politimand. Kun EU kunne danne en sådan modvægt, hvilket igen forudsatte en stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En sådan måtte også inkludere en forsvarsdimension, hvis den skulle have vægt.

USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage. Vi skal i Europa kunne agere mere selvstændigt.

Allerede i 2003 tog jeg spørgsmålet op i SF, og det blev en del af partiets politik, at forsvarsundtagelsen skulle afskaffes. Men vi lagde vægt på, at det skulle ske i ramme af en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som respekterer folkeretten, og som ser militære interventioner som den absolut sidste mulighed. Dette modsat den amerikanske politik under George W Bush.

Nu står vi efter Putins overfald på Ukraine i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på.

Men vi skal også gøre det klogt, og jeg er enig med dem, der advarer imod, at vi forhaster os. Der er enighed om et historisk løft i forsvarsudgifterne, men hvis de penge skal bruges fornuftigt, er det afgørende, at det sker på baggrund af et grundigt analysearbejde af trusselsbilledet og de behov, der skal dækkes i forsvaret. Herunder hvor bredt "forsvarsudgifter" skal defineres.

Putins mål er at splitte de vestlige demokratier. Det er indtil videre ikke lykkedes. Også derfor skal der stemmes ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen 1. juni.

Holger K. Nielsen
Tidligere MF for SF og udenrigsminister

Allerede nu er det interne hundeslagsmål i forsvaret begyndt – og det vil næppe blive mindre hedt, når de politiske forhandlinger om implementeringen af aftalen begynder.

Jeg sad selv i Forsvarskommissionen i 2008, hvor vi grundigt gennemgik hele området på de forudsætninger, forsvaret arbejdede under på det tidspunkt. Det handlede dengang primært om deltagelse i internationale missioner – hvor det i dag handler om europæisk sikkerhed. Men det var ekstremt nyttigt, og jeg mener, at der med den nye situation bør nedsættes en ny forsvarskommission, som kan sikre, at de mange penge bruges på en måde, som er sammenhængende og i overensstemmelse med den overordnede udenrigspolitiske strategi.

Nogle hævder, at forsvarsundtagelsen intet har at gøre med krigen i Ukraine. Det er en lille smule rigtigt, men endnu mere forkert. Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk.

Putins mål er at splitte de vestlige demokratier. Det er indtil videre ikke lykkedes. Også derfor skal der stemmes ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen 1. juni.