Biolog: Miljøministeriet tilgodeser jægerne og skader biodiversiteten
Hvis biodiversiteten skal øges, er det af afgørende betydning, at ministeriet følger EU-Kommissionens fortolkning af fugledirektivet og ikke nogle hjemmestrikkede danske regler, der gavner jægerne og skader fuglene, skriver Søren Wium-Andersen.
Søren Wium-Andersen
BiologArbejdet med de nye jagttider, der skal træde i kraft fra 2022, er allerede i gang. Ligesom i 2020 lader Miljøministeriet diskussionerne foregå på et ufuldstændigt grundlag, der gavner jægerne og skader biodiversiteten.
Hvis nedgangen i biodiversiteten skal stoppes, så skal Miljøministeriet dele EU-Kommissionens fortolkninger af fugledirektivet med ministerens rådgivende udvalg Vildtforvaltningsrådet.
Det skete tilsyneladende ikke forud for jagttidsrevisionen i 2020, og det må ikke gentage sig i 2022, hvor der igen skal tages stilling til jagttiderne for de pattedyr og fugle, der må jages i Danmark.
Rådgivningen af ministeren sker på baggrund af en rapport, som ministeriet har fået udarbejdet af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet. Rapporten lever heller ikke denne gang op til EU-Kommissionens fortolkning af EU's fugledirektiv.
Manglende kendskab til gældende EU-regler
I et indlæg her på Altinget har jeg tidligere skrevet, at der er problemer med det 'bæredygtighedskompas', som DCE anvender, når de skal rådgive miljøministeren om jagten her i landet. Karakteren af dette problem bliver ganske klart efter en gennemlæsning af DCE rapporten ”Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen i 2022”.
Der er et påtrængende behov for, at Miljøministeriet snarest ændrer sin holdning til EU's fugledirektiv og implementerer det i Danmark på en sådan måde, at det er naturens interesser, der tilgodeses, og ikke jægernes.
Søren Wium-Andersen
Biolog
Miljøministeriet har anmodet DCE om i rapporten at fremlægge en klar definition af begrebet 'bæredygtighed', hvilket DCE gør med en henvisning til fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.
Tilsyneladende er DCE ikke klar over, at EU-direktivet, der er definerende for den gældende lov for fuglebeskyttelsen i Danmark, er blevet afløst af et opdateret direktiv fra 2009. DCE oplyser, at vurderingen af jagttiderne sker på basis af den økologiske bæredygtighed, hvilket for DCE betyder ”jagtens indflydelse på de danske vildtbestande”.
Denne formulering afslører, at DCE åbenbart ikke har kendskab til, at EU-Kommissionen allerede i 2019 meddelte Miljøministeriet, at jagt ifølge fugledirektivet ikke kan være bæredygtig på arter, der er i tilbagegang.
Det er EU's opfattelse, at jagt på fuglearter, der er i tilbagegang, kun kan gennemføres, dersom der foreligger en internationalt accepteret plan, der viser, at jagten ikke forhindrer, at arten opnår en bestandsfremgang.
Selvom Miljøministeriet ikke tidligere har oplyst ministerens rådgivende udvalg, Vildtforvaltningsrådet, om skrivelsens eksistens, så kan EU's formulering ikke være ukendt for DCE, der bør have kendskab til møder i NADEG (EU-udvalg for habitat- og fugledirektiverne), hvor EU-Kommissionens definition af bæredygtighed har været diskuteret. Vildtforvaltningsrådets medlemmer burde også være bekendte hermed, dersom de havde fulgt med i EU's position på NADEG-møderne.
Miljøministeriet skal ændre holdning til EU's fugledirektiv
DCE fremsendte på vegne af Miljøministeriet i 2019 en såkaldte ”Artikel 12” indberetning til EU om de danske fuglebestandes tilstand. EU har efter en behandling af indberetningerne fra Danmark og de øvrige 26 EU-lande vist, at ikke mindre end 12 arter af jagtbare danske fugle har bestande, der er i tilbagegang på EU niveau på såvel kort som lang sigt. Konsekvensen heraf må således være, at de 12 arter skal fredes mod jagt her i landet.
Men i stedet for at leve op til disse krav fra EU, fortsætter DCE med at anvende sin egen og ufuldstændige definition for bæredygtighed for de danske jagtbare arter af fugle. DCE's definition af bæredygtighed er relevant for de danske bestande af for eksempel rå- og krondyr, men den er tydeligvis ikke dækkende for de jagtbare fugle, hvoraf mange er trækfugle.
EU's regler skal indgå i drøftelserne, når der fastlægges regler for jagt på trækfuglene her i landet.
Søren Wium-Andersen
Biolog
Der er et påtrængende behov for, at Miljøministeriet snarest ændrer sin holdning til EU's fugledirektiv og implementerer det i Danmark på en sådan måde, at det er naturens interesser, der tilgodeses, og ikke jægernes.
Miljøministeren har, på trods af EU's henvendelse til regeringen om et stop for jagt på edderfugle, bevaret denne jagt, selvom der ikke er indgået en international aftale, der sikrer, at jagten kan foregå på en sådan måde, at den samlede bestand af edderfugle går frem.
Ministeren skal følge fugledirektiv
Hvis biodiversiteten skal øges, er det af afgørende betydning, at ministeriet følger EU-Kommissionens fortolkning af fugledirektivet og ikke nogle hjemmestrikkede danske regler, der gavner jægerne og skader fuglene.
Derfor skal EU's regler indgå i drøftelserne, når der fastlægges regler for jagt på trækfuglene her i landet. Det gælder naturligvis også for alle de 15 - nu fredede arter - som jægerne også ønsker jagt på.
Ministeren skal følge EU's fugledirektiv. Derfor forventer jeg en revision af de af DCE udarbejdede rapporter til Vildtforvaltningsrådet til den forestående jagttidsrevision, således at rådet kan rådgive ministeren på et retvisende grundlag.