Danmark opruster massivt. Men ikke til den krig, Rusland fører mod os nu

Den primære trussel er ikke militær

Den mest sandsynlige trussel mod Danmark og Europa er ikke en konventionel invasion, men hybride angreb: sabotage mod kritisk infrastruktur, cyberangreb, misinformation og skjult påvirkning. Angreb, der netop er designet til at ligge under tærsklen for militær respons – og som derfor ikke kan afskrækkes med kampfly og artilleri.

Det så vi i Rumænien, hvor første runde af præsidentvalget i december 2024 blev annulleret, efter det blev afsløret, at Rusland via tilsyneladende kommercielle bureauer havde betalt op mod 100 influencere – ofte uden deres viden – for at sprede politisk indhold på TikTok, der skulle fremme en prorussisk kandidat blandt unge vælgere.

Hybride angreb kræver noget andet – og mere – end militære investeringer.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

Senest er det blevet afdækket af Washington Post, at Rusland ikke kun opererer med digitale påvirkningskampagner, men også har overvejet langt mere drastiske tiltag – herunder planer om at iscenesætte et attentatforsøg mod Ungarns premierminister Viktor Orbán for at styrke opbakningen til ham forud for det ungarske valg 12. april 2026.

Hvis det er her, i det civile område, truslen primært ligger, rejser det et mere grundlæggende spørgsmål om balancen i dansk oprustning. For hybride angreb kræver noget andet – og mere – end militære investeringer. De kræver en velbemandet efterretningstjeneste, et årvågent civilsamfund, et stærkt politi og et robust beredskab.

Men de kræver også noget, der politisk er langt mere ubehageligt: en vilje til at udfordre de rammer, vi normalt opererer indenfor. Når demokratiske retsstater skal beskytte sig mod en modstander, der bevidst udnytter vores åbenhed og retlige begrænsninger, opstår der et spændingsfelt mellem sikkerhed og retsprincipper.

Det ser vi i håndteringen af den russiske skyggeflåde. Her opererer olietankere i grænselandet mellem civil og militær aktivitet – ofte formelt inden for lovens rammer, men reelt som en del af en bredere strategi.

Det efterlader myndighederne i et dilemma: Hvornår er mistanken stærk nok – ikke blot til at gribe ind, men også til offentligt at tilskrive ansvar? Og hvor langt kan man gå uden at undergrave de principper, man forsøger at beskytte?

Pointen er enkel: Hybride trusler udfordrer ikke kun vores kapaciteter – de udfordrer vores system. Hvis vi ikke tilpasser lovgivning, beføjelser og institutioner, risikerer vi at opruste massivt militært – og samtidig forblive sårbare dér, hvor vi med al sandsynlighed vil opleve flest angreb.

Det afgørende er derfor ikke kun, at vi opruster – men hvordan.

Finnmarksbrigaden

En af de mest interessante kilder til inspiration finder vi i Norge. Her har man besluttet at etablere en ny brigade i Finnmark – den såkaldte Finnmarksbrigade – som skal nå op på omkring 5.000 soldater frem mod 2032.

Finnmark er et enormt og tyndtbefolket område – på størrelse med Danmark – der grænser direkte op til Rusland i den nordligste del ved byen Kirkenes. Det er også her, Norge forbereder sig på et muligt russisk landmilitært fremstød. Ikke fordi Rusland nødvendigvis ønsker at erobre dele af Norge, men fordi kontrol over netop dette område i en krigssituation vil være afgørende for at sikre russisk passage fra Kolahalvøen – hvor store dele af Ruslands strategiske atomstyrker er placeret – til Atlanterhavet.

Men Finnmarksbrigaden er ikke kun et militært projekt. Den er tænkt som en del af et bredere totalforsvar, hvor militær afskrækkelse kobles tæt sammen med civil modstandskraft.

Det afgørende er ikke kun, at vi opruster – men hvordan.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

Her støder Norge på en særlig udfordring. I Finnmark har der i årtier været tætte sociale og økonomiske bånd mellem nordmænd og russere. Russere bosat i regionen har derfor længe været en integreret del af lokalsamfundet – og ikke mødt med den varsomhed, som norske myndigheder i dag anser for nødvendig.

Og det gør sig til dels stadig gældende, selv efter at grænsen er blevet lukket, og norske myndigheder gentagne gange har påvist, at russiske myndigheder aktivt og vedholdende forsøger at rekruttere russere bosiddende i Norge til spionage.

Netop i dette spændingsfelt – mellem sociale relationer og sikkerhedspolitisk sårbarhed – bliver opgaven ikke kun militær, men samfundsmæssig.

Som led i denne indsats har Finnmarksbrigaden påtaget sig en aktiv rolle i opbygningen af lokal modstandskraft. Et centralt element er et beredskabsforløb for unge, som nu er indført og udbredes i hele regionen.

Over en uge undervises alle 16-19-årige på skoler og ungdomsuddannelser i trusselsbilledet og i konkret krisehåndtering – fra førstehjælp og prepping til håndtering af forsyningssvigt.

Men de lærer også at genkende propaganda, misinformation og påvirkningsforsøg. Formålet er ikke at skabe frygt, men at opbygge handlekraft – og gøre dem i stand til at fungere som en ressource for deres lokalsamfund, hvis det kommer under pres.

Totalforsvar som samfundsmodel

Sværvægterne i den brede oprustning og afskrækkelse er selvfølgelig Finland. Hvor Norge i stigende grad arbejder på at opbygge civil modstandskraft, har Finland i årtier indrettet hele sit samfund med netop dette formål.

På det militære område har Finland gennem de seneste år truffet en række vidtgående beslutninger for at styrke sin afskrækkelse. Udover at indgå i Nato-samarbejdet, har landet – i et markant brud med de seneste årtiers internationale normer – også trukket sig fra Ottawa-konventionen, hvilket gør det muligt at placere landminer langs grænsen til Rusland. Desuden har den finske regering fremsat et lovforslag, der skal gøre det muligt at transportere og placere atomvåben på finsk territorium.

Men det, der for alvor gør Finland til et foregangsland, er den civile dimension.

Hvis ikke vi snart udvider forståelsen af, hvad oprustning indebærer, risikerer vi at opruste massivt – og alligevel stå sårbare tilbage.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

Her er beredskab en del af hverdagen. Et konkret eksempel er National Emergency Supply Agency (NESA), en uafhængig institution med egen bestyrelse og omkring 200 tilknyttede eksperter, som administrerer en fond, der er oprettet til at styrke forsyningssikkerheden. Fonden finansieres gennem små afgifter – der eksempelvis pålægges, når finnerne tanker benzin – og midlerne anvendes på konkrete beredskabstiltag, baseret på faglige vurderinger frem for politiske prioriteringer.

Det betyder, at kritiske funktioner er designet til at kunne opretholdes – selv under alvorlige kriser og forstyrrelser.

Supermarkeder kan søge om økonomisk støtte til at etablere nødgeneratorer, så fødevareforsyningen kan opretholdes under strømafbrydelser. Tankstationer er tænkt ind som en del af et landsdækkende beredskabsnetværk, hvor de i en krisesituation kan omdannes til feltkøkkener og sikre basal forsyning til befolkningen – selv i yderområderne.

Også i medicinalsektoren gælder denne tilgang: Frem for at staten opbygger egne nødlagre, understøtter NESA apoteker og producenter økonomisk i altid at have ekstra lagerbeholdninger.

Pointen er ikke de enkelte tiltag, men logikken bag: et samfund, hvor robusthed er organiseret, finansieret og forankret bredt – ikke kun i staten, men i hele samfundet.

Hvad betyder det for Danmark?

Danmark står ikke uden for denne udvikling. Men vi er heller ikke blandt de lande, der er længst fremme.

I den politiske debat op til folketingsvalget har fokus i høj grad været på værnepligt og militære investeringer. Det er forståeligt – men også utilstrækkeligt.

Hvis ikke vi snart udvider forståelsen af, hvad oprustning indebærer, risikerer vi at opruste massivt – og alligevel stå sårbare tilbage.