Debat

Dansk Fjernvarme før EU-afstemning: Politikere kan slå Danmarks klimamål tilbage

Europa-Parlamentet stemmer onsdag om VE-direktivet, der i værste fald kan begrænse afbrænding af biomasse i energisektoren og dermed gøre det tvivlsomt, om Danmark kan nå det ambitiøse klimamål i 2030, skriver Maria Dahl Hedegaard.

Lad os sikre os, at den biomasse, der benyttes, er bæredygtig og kommer fra bæredygtigt drevet skove, skriver Maria Dahl Hedegaard.
Lad os sikre os, at den biomasse, der benyttes, er bæredygtig og kommer fra bæredygtigt drevet skove, skriver Maria Dahl Hedegaard.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Maria Dahl Hedegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Energikrisen har for alvor ramt Danmark og resten af Europa med alle energiformer påvirket.

Derfor kan det også virke ude af trit med virkeligheden, at Europa-Parlamentet 14. september stemmer om et direktiv, der lægger op til en eskalering af energikrisen.

I forbindelse med behandlingen af den store Fit-for-55-pakke, som skal sikre, at EU når sine klimamål i 2030, stemmer Europa-Parlamentet om et forslag til ændring af direktivet om vedvarende energi (VE-direktivet).

Parlamentet skal blandt andet stemme om vilkårene for bæredygtig biomasse, og om der skal skelnes mellem primær og sekundær biomasse. Primær biomasse bliver forstået som det resttræ, der kommer direkte fra skoven, og sekundær biomasse vil være resttræ fra træindustrien.

Energisektoren vil blive slået tilbage i den grønne omstilling

Maria Dahl Hedegaard
Fagkonsulent, Dansk Fjernvarme

Parlamentet skal ligeledes stemme om, hvorvidt den primære biomasse kan kategoriseres som vedvarende energi og tælle med i forhold til medlemslandenes mål for anvendelse af vedvarende energi, og om den kan være støtteberettiget.

Kan øge priserne på el og varme

En vedtagelse vil medføre en direkte risiko for tidlig reduktion af biomasse og dermed for forsyningssikkerheden, tilsidesætte de stramme og ambitiøse danske bæredygtighedskrav for bæredygtig biomasse, medføre endnu højere el- og varmepriser for forbrugerne og i sidste ende risikere, at landene begynder at fyre med kul igen.

Energisektoren vil blive slået tilbage i den grønne omstilling, og det vil være tvivlsomt, om Danmark kan komme i mål med vores ambitiøse klimamål i 2030.

Læs også

Det var, og er, et politisk ønske at få udfaset den fossile energi. Her har bæredygtig biomasse en afgørende og bærende rolle i at fortrænge kul, olie og gas i forsyningen af varme og el.

Bæredygtig biomasse er det brændsel, der kan indgå i vores energisektor og sikre forsyningssikkerheden. Det er et nødvendigt alternativ, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

Bæredygtig biomasse bidrager til at skabe en fleksibel og innovativ forsyningssektor, hvor vedvarende energikilder supplerer hinanden og sammen sikrer, at de fossile brændsler bliver fortrængt uden at kompromittere forsyningssikkerheden. Det gælder både i Danmark og i det øvrige EU.

Historisk høje energipriser

På sigt vil bæredygtig biomasse fylde mindre og mindre. Det sker helt naturligt, i takt med at nye teknologier indfases og udvikles. Men de nye teknologier er ikke klar endnu og er stadig for dyre til at sikre samfundet energi til overkommelige priser.

Lad os først og fremmest fokusere på at udfase ét brændsel, nemlig gas

Maria Dahl Hedegaard
Fagkonsulent, Dansk Fjernvarme

I stedet for at stemme en stabil og energieffektiv energikilde ude midt i en energikrise bør vi tale om indfasningen af andre teknologier og kigge på rammevilkårene for disse. 

Et eksempel kan være at sikre, at PTX-anlæg lokaliseres, så overskudsvarmen kan udnyttes i fjernvarmeforsyningen, geotermi skal udvikles, hvor det er muligt, så den bliver et reelt konkurrencedygtigt alternativ, og CO2-fangst skal sænke CO2-udledningen.

Vi er i en krise med historisk høje energipriser. En krise, der også viser risikoen ved ensidigt at satse på én energikilde. Vi kan ikke endnu løfte et varme- og elforbrug baseret på elektrificering. Vi har behov for flere energikilder for at sikre forsyningssikkerheden.

Lad os først og fremmest fokusere på at udfase ét brændsel, nemlig gas, fra vores energiforsyning og så i øvrigt diversificere og øge vores muligheder. Alle kræfter og midler burde fokuseres herpå.

Og lad os sikre os, at den biomasse, der benyttes, er bæredygtig og kommer fra bæredygtigt drevet skove. Det sikrer vi gennem den nuværende eksisterende certificering og lovgivning. Det tjener Danmark og EU bedst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024