Kommentar af 
David Trads

David Trads: Stop diskrimination mod russerne lige nu

Det er bekymrende at se, hvordan der i Danmark i disse uger er ved at etablere sig en generel russofobi, hvor helt almindelige russere gøres medansvarlige for Putins uhyrligheder.

Præcist lige som vi naturligvis ikke kunne anklage alle tyskere for at være ansvarlig for Hitler, alle kinesere for at understøtte Mao Zedong eller alle sovjetborgere for at vælge Stalin, kan vi selvfølgelig ikke anklage russerne for Putins ugerninger, skriver David Trads.
Præcist lige som vi naturligvis ikke kunne anklage alle tyskere for at være ansvarlig for Hitler, alle kinesere for at understøtte Mao Zedong eller alle sovjetborgere for at vælge Stalin, kan vi selvfølgelig ikke anklage russerne for Putins ugerninger, skriver David Trads.Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ja, jeg har boet i tre år i Rusland: ja, jeg har rejst det enorme land tyndt; og, ja, jeg har siddet i køkkener hos endeløse mængder af almindelige russere – og derfor ved jeg, at langt, langt de fleste russere holder akkurat lige så meget af fred og samvær som du og jeg.

Russerne er måske Europas mest uheldige og mest undertrykte folk. En endeløs række af herskere – Ivan den Grusomme, Josef Stalin, Vladimir Putin og mange, mange flere – har pint og plaget deres eget folk.

Russerne er et folk, som er vant til ydmygelser, og et folk, der er vænnet til, at i morgen bliver værre end i dag. Men…som Sting berømt sang, så elsker russerne deres børn præcist som alle os andre. Putin er en diktator. Hans folk er undertrykt. Russerne er ikke ham!

Derfor skal vi lige nu være forbandet sikre på, at vi ikke gentager fortidens forfærdelige fejl:

Præcist lige som vi naturligvis ikke kunne anklage alle tyskere for at være ansvarlig for Hitler, alle kinesere for at understøtte Mao Zedong eller alle sovjetborgere for at vælge Stalin, kan vi selvfølgelig ikke anklage russerne for Putins ugerninger!

Pointen er bare, at der er en svag side hos mange mennesker, hvor man sætter lighedstegn mellem en diktator og så den befolkning, han undertrykker. Den slags diskrimination er livsfarlig for fremtiden. Derfor bør vi altid bekæmpe den.

Alle burde forstå, at folk, der bor i diktaturer, ikke kan ytre sig frit. I nogle lande fører det til øjeblikkelige nakkeskud – Iran, Saudi-Arabien, Nordkorea. I andre er det mere avanceret - som i Rusland, hvor dissidenter ‘uheldigvis’ dør i drukneulykker, falder ud af et vindue, den slags. Pointen er, at opposition i et autoritært regime er et livsfarligt valg. 

Dem, vi skal gå efter, er magtfulde mænd og kvinder, som bakker op om Kreml, og som i reglen også er blevet rige på det

David Trads

Derfor er det bekymrende at se, hvordan der også i Danmark i disse uger er ved at etablere sig en generel russofobi, hvor helt almindelige russere gøres medansvarlige for Putins uhyrligheder. Dem, vi skal gå efter, er magtfulde mænd og kvinder, som bakker op om Kreml, og som i reglen også er blevet rige på det.

Men…når forældre til ukrainske flygtningebørn i Helsingør klager over, at deres børn skal undervises af en herboende russer, som har boet her i årtier, så skal vi sige stop! Pågældende musiklærer skal selvsagt ikke udskammes, men have lov til at passe sit arbejde.

Og…så bør statsminister Mette Frederiksen selvsagt være særligt omhyggelig med sit ordvalg, så hun ikke kommer til at appellere til det laveste i mennesket. I et opsigtsvækkende interview med Jyllands-Posten for nyligt gik hun - efter min mening - for langt i at kæde Putin og russerne sammen:

“Jeg vil advare mod at tro, at det her er et anliggende kun for Putin. Det var meget italesættelsen i starten, at det er én mands værk. Men det har den farlighed i sig, at vi undervurderer, at det er en bredere tænkning i Rusland,” indledte hun. 

Så langt så godt - for ja, der er desværre en bred opbakning til Putin i visse dele af det russiske samfund. En uhellig alliance af ortodokse religiøse ledere, ultranationalister, militære fantaster og politiske gangstere har en erobret en magt, som de maser ned over alle . Men…så fortsatte statsministeren:

“Intet indikerer, at opbakningen ikke er der til Putin fortsat. Og dermed er det et kollektivt ansvar for Rusland nu.”

Hvad betyder det egentligt? "Et kollektivt ansvar for Rusland nu"? Jeg læser det, som om statsministeren giver det russiske folk et kollektivt ansvar for Putins brutalitet. Det er - i givet fald - fuldkomment urimeligt. Lad mig bare pege på tre eksempler:

For det første - ingen frie medier. Langt de fleste russere får udelukkende nyheder fra statslig propaganda. De er ikke i en position, hvor det er nemt at opsøge kritik af regimet. Tværtimod. Derfor er de tilbøjelige til at tro på Putin, og, hvis de bliver spurgt i en meningsmåling til at bakke op. 

De mange russere, som ikke tør sige fra, bør vi lide med. Ikke udskamme.

David Trads

For det andet - russerne er rædselsslagne. I et autoritært regime som det russiske er selv meget små ytringer af kritik farlige. Almindelige russere mister ‘pludseligt’ deres arbejde; deres barns kollegieværelse er ‘desværre’ opsagt: en fætter bliver indespærret for ‘at forstyrre den offentlige orden’. Der er ingen reelle forklaringer. Alle ved instinktivt hvad der sker: Hold din kæft!

For der tredje - oppositionspolitikere er i livsfare: Antallet af Putin-kritikere, som er blevet myrdet eller spærret inde på fupanklager, er endeløs. Tænk på Boris Nemtsov, den liberale leder, som blev likvideret på åben gade. Tænk på Aleksej Navalnyj, oppositionslederen, der først blev udsat for mordforsøg af styret, og som i dag er indespærret under kummerlige forhold og på måske evig tid. Det er simpelthen forbundet med enorm fare at stå i spidsen for kritik af Putin.

Kombinationen af de tre pointer oven for betyder selvfølgelig, at vi må tage det for givet, at enhver meningsmåling, som påstår, at russerne bakker op om Putin, er dybt utroværdig. Vi skal være knivskarpe her:

Det er ikke russerne, som bærer et kollektivt ansvar for Putin. Slet ikke.

Det er Putin, som bærer ansvaret fuldkommen alene. Han er ligeglad med sit folk.

De russere, som gør oprør mod Putin, er frihedshelte. De mange russere, som ikke tør sige fra, bør vi lide med. Ikke udskamme.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00