Debattør: Frankrig og Tyskland sætter retningen for Europa med Danmark på sidelinjen

Hvor Frankrig ved årsskiftet overtog formandskabet for EU, lod den franske præsident Emmanuel Macron allerede 9. december sidste år sine europæiske kollegaer og omverdenen i øvrigt vide, hvilken dagsorden det franske formandskab med ham selv i spidsen vil sætte og stå for.

Valget af dato for afsløringen af den franske dagsorden var næppe nogen tilfældighed, men tværtimod og helt sikkert valgt med omhyggelighed. Det var nemlig dagen før, at den nytiltrådte tyske forbundskansler Olaf Scholz var på sit første officielle besøg i Paris, hvor netop Europas fremtid og rolle på verdensscenen var det fremtrædende diskussionstema.

Sammenligner man den tyske koalitionsaftale mellem regeringspartierne SPD, FDP og De Grønne og den franske dagsorden for sit formandskab, er der et ganske stort og i øjenfaldende sammenfald, når det handler om såvel visionen som ambitionen for Europa.

Hvad især har bidraget til tyskernes forståelse for nødvendigheden af et suverænt optrædende EU, er de seneste års begivenheder med et mere aggressivt optrædende Rusland, et anerkendelseshungrende Kina og ikke mindst amerikanernes faldende interesse for Europa

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Europa skal tage ansvar for sit forsvar

Længe har Frankrig stået lidt alene med sit ønske om en videre og længere vidtgående udvikling af EU end blot den nuværende handels- og valutaunion, herunder og især udviklingen af også en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvad især har bidraget til tyskernes forståelse for nødvendigheden af et suverænt optrædende EU, er de seneste års begivenheder med et mere aggressivt optrædende Rusland, et anerkendelseshungrende Kina og ikke mindst amerikanernes faldende interesse for Europa. Det har også den tidligere forbundskansler Angela Merkel flere gange ladet komme til udtryk.

Flere gange understregede og påpegede Angela Merkel under hendes seneste legislativperiode, at tiden, hvor vi kan foranledige vores sikkerhed og forsvar på andre (læs: USA), hører fortiden til. Tiden er moden til, at Europa træder i karakter og påtager sig ansvar for eget forsvar og varetagelse af egne fælles europæiske interesser, som hun udtrykte det.

På vej mod et nyt EU

Hvis nogle var i tvivl, om den nye tyske koalitionsregering ville følge op og gøre mere fælles sag med Frankrig, skal man blot granske koalitionsaftalen mellem SPD, FDP og De Grønne, hvori det hedder, at forbundsregeringen vil arbejde henimod en udvikling af EU som en europæisk føderation efter tysk forbillede.

Opretholdelse af status quo med de nuværende og mange komplicerede beslutningsorganer og krav om enstemmighed blandt medlemslandene vil gøre det vanskeligt for EU at optræde hurtigt og effektivt samt ikke mindst som geostrategisk aktør.

Som det lader sig forstå, er den tyske selvbevidsthed og udtræden af fortidens skygge fra Anden Verdenskrig en realitet, og i fællesskab med Frankrig under Emmanuel Macrons fortsatte ledelse synes retningen og kursen sat. Skulle Emmanuel Macron derimod tabe præsidentvalget i april, vil vejen være om end ikke blokeret, så brolagt med forhindringer.

Danmark har brug for EU

Indtil videre lyder vurderingen at Emmanuel Macron vil genvinde præsidentembedet, selvom intet selvsagt på forhånd er givet eller kan tages for givet.

Dertil er ikke herrens, men vælgerbefolkningens veje uransagelige. At meningsmålinger og valgforskere rent faktisk kan fejle, er set indtil flere gange, og at noget lignende vil kunne eller vil gentage sig, er ikke på forhånd at udelukke.

Logisk set ville det være indlysende at søge indflydelse og indgå i et konstruktivt arbejde og samarbejde med franskmændene og tyskerne i stedet for at søge små, uheldige og svage alliancer med lande som Østrig, Holland og Sverige

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Men lad os antage, at Emmanuel Macron bliver siddende i Élyséepalæet, så vil Danmark og statsminister Mette Frederiksen (S) ingenlunde få det lettere med sin nuværende forslæbende og negative europapolitik og dermed vinde gehør og opbakning til egne politiske mærkesager, hvilket unægtelig vil tilsidesætte og marginalisere Danmark yderligere. Spørgsmålet, som derfor trænger sig på, er, om Mette Frederiksen vil tage imod det tysk/franske balkort, når de byder op til dans.

Logisk set ville det være indlysende at søge indflydelse og indgå i et konstruktivt arbejde og samarbejde med franskmændene og tyskerne i stedet for at søge små, uheldige og svage alliancer med lande som Østrig, Holland og Sverige.

Indtil videre tyder dog intet på en dansk kursændring, når det handler EU, og det er selvom østrigerne, hollænderne og svenskerne er godt på vej til at lade Danmark stå alene tilbage på den europæiske togperron. Mette Frederiksen vil stædigt blive siddende på sin stol i et isoleret hjørne for sig selv og – vanen tro – sige nej tak.

Det er, selvom det er Danmark, som mere har brug for EU end omvendt.