Der gik ikke en måned, før den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi blev overhalet af virkeligheden

Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar 2022, hvor regeringen "som modsvar til en historisk uforudsigelig verden, præsenterer (...) et nyt værdikompas", må med Ruslands angrebskrig mod Ukraine nødvendigvis omskrives eller gennemskrives.

Bemærk formuleringen "en historisk uforudsigelig verden". Giver den mening? Ikke umiddelbart.

Historisk rækker tilbage, vedrører det allerede indtrufne, vedrører fortiden. Uforudsigelig vedrører fremtiden, det der ikke er sket og forudsætter noget uberegneligt.

Er sætningen så noget vrøvl? Strengt taget ja. Men den er snarere ubehjælpsom, for det giver jo mening, hvis man skriver den om til, at verden har i et historisk perspektiv aldrig været mere uforudsigelig. Nu kan den forstås, men sætningen er en påstand, der kun kan søges verificeret ved komparativ metode.

Den russiske føderations angrebskrig på Ukraine og den dermed åbenbare krænkelse af den internationale retsorden har langt om længe fremkaldt en aktiv og konkret forståelse for, at værneministerierne Udenrigsmisteriet (udenrigstjenesten) og Forsvarsministeriet er og har været underprioriterede jævnfør "Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik". 

Udenrigstjenesten værner om Danmarks bilaterale og internationale politiske interesser, således som de formelt set til enhver tid aktuelt fremstår på baggrund af Folketingets flertal, og på samme baggrund leverer Forsvarsministeriet i sit internationale projektsamarbejde med andre enten en lille stålhandske, når der kræves krudt og kugler eller uddannelse og logistik, når det efterspørges.

Danmarks territorialforsvar blev jo afskaffet for små tyve år siden, men vækkes nu til live. I en vis forstand står ministerierne ryg mod ryg. Arbejdet trækker også på Justitsministeriet.

Medier, kommentatorer og forskere har siden Ruslands overfald på Ukraine tænkt over, hvorfor man/vi ikke så overfaldet komme? Efter dets iværksættelse ses det som uundgåeligt. Dette emne er en selvstændig kommentar værd; der er fortilfælde, hvor det store hvorfor forbliver ubesvaret.

Verden ville utvivlsomt være et bedre sted at leve i, hvis staterne opførte sig sådan som verdenshavet anskues fra Frederiksholms kanal, men det er en utopi, og de tårnhøje ambitioner ledsages ikke af ressourcer.

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør, Europarådet

Lad os som et eksempel trække en parallel fra anhængerstaten (til USA) Danmark til det primære magtsystems ledende styrestat USA.

For 73 år siden, i 1949 genbekræftede USA's nationale sikkerhedsråd (NSC) sin konklusion på en analyse vedrørende Korea. Den var, at Koreas strategiske værdi for USA var beskeden. Omstændigheder, der kunne føre til en miliær indsats i Korea, var således ikke tilstede.  

Den 24. juni 1950 var USA's præsident Trumann på et weekendophold, da han om aftenen blev ringet op af sin udenrigsminister med den besked, at Nordkorea netop havde invaderet Sydkorea. Da præsidenten indfandt sig i Washington dagen efter, havde han besluttet, at USA skulle intervenere med styrke. I løbet af den næste uge blev der truffet de nødvendige beslutninger til at intervenere på Sydkoreas side.

Meldingerne med 73 års mellemrum var som sagt, at der var ingen grund til at involvere sig i Sydkorea militært, og ingen grund til at afskaffe forsvarsforbeholdet, men pludselige ændringer i det internationale system - i begge tilfælde folkeretsstridige angrebskrige - skaber ny operationel erkendelse.

Den indtræffer uanset om ændringerne ses at have været varslet, om deres komme var utilstrækkeligt erkendt eller tog en på sengen.  En igangværende eller hurtigt opstået dynamisk udvikling ændrer på forudsætninger for mulige handlinger, og så må det nationalt vurderes, hvilken reaktion udviklingen kræver.

Den ledende styrestat og atommagt USA gik derfor i krig og krigens internationalisering - mellem øst og vest - var en realitet. Et politisk flertal i anhængerstaten Danmark  - der overordnet tilhører det internationale  magtsystems tertiere niveau - beslutter sig ligeledes for, at EU forsvarsforbeholdet skal søges ophævet. Et afgørende normbrud i det internationale politiske system er indtruffet med Ruslands folkeretsstridige adfærd og brud på krigens love.

Man bliver stakåndet over den fremlagte "strategi", som vist ikke var meget modsvar til Ruslands (måske) uforudsigelige krig mod Ukraine.

Teksten virker som et erstatningsprodukt for den kendsgerning, at udenrigstjenesten ikke er et lovministerium. Teksten er en programerklæring, et politisk manifest, ikke en strategi. Teksten viser en retorisk handlekraft, som var Danmark en større magt, "vi vil" henved 130 gange, men meget lidt om hvordan. Dertil kommer "vi skal," "arbejde for", "vi skal kæmpe", "gå forrest og "tage lederskab" op mod 140 gange; "vi skal" udgør halvdelen heraf.  

Teksten er ordmageri. Hvem er målgrupper? Har Socialdemokratiets politik- og udviklingsafdeling med bistand fra et konsulentbureau trykket på tasterne? I et energisk, nærmest foruroligende og foreskrivende konsulentsprog vurderer regeringen de bølgeskvulp, den kuling og de stormvejr, som allerede truer eller kan true det danske statsskibs rolige sejlands i smult farvand.

Og herefter anprises de fortræffeligheder regeringen vil iværksætte til en imødegåelse af en usikker og truende fremtid. Har ingen tidligere regering gjort sig lignende overvejelser? Hvad er kontinuitet, og hvad er nyt i den nye strategi?

Den såkaldte Taksø-rapport fra 2016 var indsigtsfuld, holdt i et nøgternt embedsmandssprog og med stor forståelse for sammenhængen mellem på den ene side økonomisk/politisk tyngde, geografi og ressourcer og på den anden side disse forholds betydning for at kunne varetage Danmarks interesser bedst muligt, idet rapporten nedtonede værdipolitiske perspektiver til fordel for interesser; en i øvrigt falsk modsætning fordi værdier kan defineres som en interesse.