Debat

EL: Naivt at tro, at mere grænsehegn løser noget

Mennesker, der er på flugt, flygter ikke til noget. De flygter fra noget. Øget støtte til Frontex og fysiske grænsehegn har kun betydet, at flere er blevet slået ihjel. Det er en smule naivt at tro, at mere grænsehegn kan løse noget, for det har ikke løst noget før, skriver Rosa Lund (EL).

Det eneste øget støtte til Frontex og fysiske grænsehegn har betydet er, at flere er blevet slået ihjel, skriver Rosa Lund.
Det eneste øget støtte til Frontex og fysiske grænsehegn har betydet er, at flere er blevet slået ihjel, skriver Rosa Lund.Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sidste gang Danmark så store flygtningestrømme i 2015, var svaret fra den nyvalgte højrefløjsregering, at Danmark skulle lukke sig om sig selv. Det skete ved, at der blev givet mange midlertidige opholdstilladelser, et forslag om en smykkelov og et stop for, at Danmark tog imod kvoteflygtninge.

Temadebat

Er grænsemure og pigtråd svaret på ny migrantkrise?

Efter Kabuls fald, Talibans magtovertagelse og Vestens kaotiske exit i Afghanistan frygter mange en gentagelse af flygtninge- og migrantkrisen i 2015.

Samtidig advarer eksperter om, at vi inden for de nærmeste år kan forvente både klimaforandringer, konflikter og krige i vores naboregioner og en massiv befolkningstilvækst i Afrika, som vil øge antallet af mennesker, der vil forsøge at komme til Europa. 

Altinget benytter anledningen og spørger:

Er grænsemure og pigtråd det rigtige svar på øget migration til Europa? Og hvis ikke, hvad er så alternativet?

Mød panelet her:

  • Mattias Tesfaye (S), integrations- og udlændingeminister
  • Pia Kjærsgaard (DF), udlændingeordfører, tidligere formand
  • Mads Fuglede (V), udlændinge- og integrationsordfører
  • Pernille Vermund (NB), formand og udlændingeordfører
  • Rosa Lund (EL), integrations- og udlændingeordfører
  • Morten Kjærum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet, fhv. direktør, EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og fhv. direktør, Det Danske Institut for Menneskerettigheder
  • Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
  • Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
  • Sine Plambech, senior forsker i migration, DIIS
  • Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Faktisk tog man alle midler i brug for at vise, hvor lidt man ville have flygtninge til Danmark. Det eneste, det gav os, var dårlige forudsætninger for integration. Det løste i hvert fald ikke, at der også dengang var mange mennesker på flugt.

Allerede dengang talte Viktor Orbán i Ungarn om grænsehegn, men heller ikke det stoppede mennesker i at være på flugt. På EU-niveau har man øget støtten til Frontex, som er er EU's grænsevagter. Heller ikke det har stoppet den flygtningekrise, verden står i og har stået i længe.

Det eneste øget støtte til Frontex og fysiske grænsehegn har betydet er, at flere er blevet slået ihjel. Lige nu ser vi den tragiske situation, hvor der sker pushbacks ved grænsen til Grækenland, hvor flygtninge skubbes tilbage ud i Middelhavet, og det betyder, at der er mennesker der drukner. Ved grænsen til Polen bliver mennesker, der er på flugt fra Taliban, tæsket ved grænsen.

Så jeg kan ikke se, hvad grænsemure og pigtråd skal løse. Det er et udtryk for en fuldstændig misforstået måde at se mennesker, der flygter, på.

Vi har plads til flere flygtninge

Mennesker der er på flugt flygter ikke, fordi de flygter til noget. De flygter, fordi de flygter fra noget. Så længe Assads regime hersker i Syrien, så længe Taliban bliver ved med at slå ned på journalister, og så længe præstestyret i Iran driver alle ud af landet, som er uenige med dem, lige så længe vil der være mennesker på flugt. Og det er blot nogle få konflikter, der findes på verdensplan. Der er også alle de mennesker, som flygter på grund af klimaforandringer.

Jeg synes faktisk, det er en lille smule naivt at tro, at mere grænsehegn kan løse noget, for det har jo ikke løst noget før. Jeg er klar over, at naivitet ofte er et stempel, der har været på Enhedslistens udlændingepolitik, men det, synes jeg, ikke er berettiget.

Det der for alvor ville hjælpe i nærområderne, er at give flere mennesker asyl i Nordeuropa, så det ikke er Grækenland og Italien, der skal stå med hele ansvaret.

Rosa Lund (EL)
Udlændingeordfører

Det er jo netop os, der foreslår at gøre tingene på en anden måde, i stedet for at gentage fortidens fejl, som ikke løser noget.

Danmark kan, som det lille land vi er, selvfølgelig ikke huse alle de mere end 80 millioner mennesker, der er på flugt på verdensplan. Men vi har plads til flere, end vi tager i dag. Faktisk tager Danmark så få flygtninge, at Mattias Tesfaye (S) har lukket asylcentre, fordi der ikke var kunder nok i butikken.

Samtidig ser vi, at landene i Sydeuropa, som har EU's ydre grænser, huser langt flere flygtninge. Bare kig på den græske ø Lesbos, hvor der er så mange flygtninge, at der ikke er plads i flygtningelejrene. Det vidner om, at der er nødt til at være en mere fair fordeling af flygtningene i EU.

Kig derhen, hvor mennesker flygter fra

Som jeg ser det, er løsningen lige nu todelt. Den ene del handler om, at vi skal hjælpe i nærområderne, både med penge og materiel. Det ser ud til, at alle er enige om det, men det skal ikke bare være i tale. Det skal også være i handling. Derfor er det bedre at sende penge til nødhjælp end til et hegn med barberblade i, som uden tvivl vil koste menneskeliv.

Den anden del af løsningen, og det der for alvor ville hjælpe i nærområderne, er at give flere mennesker asyl i Nordeuropa, så det ikke er Grækenland og Italien, der skal stå med hele ansvaret. Derfor skal der laves en fordelingsnøgle, som ikke er FN's kvoteflygtningesystem, mellem landene i EU, så flygtninge bliver mere fair fordelt.

En tredje ting, som jeg tror vil gøre en stor forskel, er netop også at benytte FN's kvoteflygtningesystem. Det er et system, som i forvejen fungerer, og som sikrer de allersvageste flygtninge beskyttelse. Danmark tager alt for få. Engang tog vi 500. I Enhedslisten mener vi godt, at kvoten kan komme op på 2000.

Jeg sidder ikke med alle løsningerne, langt fra, men jeg tror, vi kommer tættere på en løsning, hvis vi kigger derhen, hvor mennesker flygter fra og ikke til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Rosa Lund

MF (EL)
cand.soc. i jura (Københavns Uni.)

0:000:00