Forskere: Europas digitale afhængighed truer vores sikkerhed. Men vi kan stadig genvinde suveræniteten

Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Marco Peressotti, Vincent Keating og Jan Stentoft
Hhv. lektor, Institut for Matematik og Datalogi, lektor, Center for War Studies og professor, Institut for Erhverv og Bæredygtighed, Syddansk Universitet.
Med den hastigt voksende konflikt mellem EU-medlemsstaterne og USA bliver det tydeligt, at Europas afhængighed af ikke-europæiske digitale teknologier udgør betydelige risici for vores autonomi, sikkerhed og sociale og økonomiske modstandsdygtighed.
I dag importeres over 80 procent af Europas digitale infrastruktur og teknologier, og mere end 70 procent af cloudtjenesterne og AI-modellerne stammer fra USA.
Denne afhængighed, som indtil for nylig blev betragtet som et spørgsmål om international konkurrence, udsætter os nu for potentiel tvang i kap med stigende geopolitiske spændinger. Trump-administrationen antyder, at det ikke er usandsynligt, at Europa udelukkes fra adgang til digitale tjenester eller hardwareforsyninger.
I januar begrænsede USA adgangen til chips, der er kritiske for AI-applikationer, for 17 EU-medlemsstater, hvoraf flere er medlem af Nato. Denne adfærd er en skarp påmindelse om, hvor hurtigt EU's digitale infrastruktur kan blive en brik i større konflikter.
Nye initiativer beskytter europæisk suverænitet
For at imødegå udfordringerne fremmer nogle politikere og fortalere for digital suverænitet en vision om et europæisk digitalt økosystem.
Initiativer som EuroStack skaber opmærksomhed og udvikler politikker, der skal hjælpe med at opbygge en omfattende pakke af digital infrastruktur, herunder netværk, cloud computing, AI og digitale platforme – designet, bygget og vedligeholdt i Europa.
Projekter som The Sovereign Cloud Stack tager konkrete skridt til at integrere lokale cloududbydere og gøre dem mere konkurrencedygtige mod ikke-europæiske aktører.
Ved at udvikle åbne standarder og softwarekomponenter muliggør Sovereign Cloud Stack, at forskellige europæiske cloududbydere kan interagere, hvilket fremmer samarbejde og styrker sikkerhed og skalerbarhed samt mindsker risikoen for leverandørafhængighed.
EU's digitale infrastruktur kan hurtigt blive en brik i større konflikter.
Marco Peressotti, Vincent Keating og Jan Stentoft
Hhv. lektorer og professor, Syddansk Universitet
Sådanne initiativer er centrale for at fremme europæisk iværksætteri, øge konkurrenceevnen og beskytte suveræniteten, samtidig med at europæiske værdier som privatliv, sikkerhed og gennemsigtighed opretholdes.
Den offentlige sektor skal spille en afgørende rolle
At opnå fuldstændig uafhængighed ved at duplikere eller erstatte eksisterende teknologier er en stor opgave, der vil kræve års ihærdig indsats i samfundet.
Kritiske områder som AI-modeller, cloud-infrastruktur og avanceret halvlederproduktion udgør særlige udfordringer på grund af deres kompleksitet, høje udviklingsomkostninger og etablerede aktørers dominans på markedet.
Europa står kun for syv procent af de globale forskningsudgifter til software og internettet, hvilket understreger blot én del af de udfordringer, vi står over for.
I tråd med rapporten om europæisk konkurrenceevne fra den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi mener vi, at den offentlige sektor skal spille en afgørende rolle i en transformation ved at støtte forskning og innovation og dermed tilskynde udviklingen af europæiske løsninger.
Politikker bør foreskrive indkøb af lokale hardwareløsninger og tjenester samt ibrugtagning af open-source-software i den offentlige administration.
Gennem europæiske cloududbydere som Nextcloud, OVHcloud og Hetzner kan den offentlige sektor garantere en stabil brugerbase og samtidig sikre GDPR-kompatible tjenester, der stemmer overens med europæiske værdier om databeskyttelse.
Open-source løsninger er levedygtige i store organisationer
Danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner har allerede taget Nextcloud i brug til at levere sikre cloudlagringstjenester til studerende og forskere, hvilket demonstrerer muligheden for at overgå til europæiske alternativer uden at gå på kompromis med funktionalitet eller sikkerhed.
Mange offentlige administrationer og institutioner er også overgået, eller er ved at overgå, til LibreOffice for at styrke administrativ produktivitet, herunder Frankrigs landbrugs-, forsvars- og energiministerier samt Italiens forsvarsministerium.
Den offentlige sektor skal spille en afgørende rolle i en transformation ved at støtte forskning og innovation og dermed tilskynde udviklingen af europæiske løsninger.
Marco Peressotti, Vincent Keating og Jan Stentoft
Hhv. lektorer og professor, Syddansk Universitet
Det viser, at open-source-kontorløsninger er levedygtige selv i store institutioner med følsomme arbejdsgange. Derfor bør den offentlige sektor også prioritere europæiske AI-løsninger ved at investere i forskning, fremme samarbejde mellem universiteter og industri samt implementere lokalt udviklede AI-applikationer i offentlige tjenester.
Overgangen til ny software og tjenester er ikke gnidningsfri. Etablerede digitale økosystemer er designet til at modvirke åbenhed og diversificering, hvilket skaber afhængighed og gør forandring vanskelig.
Ny software og tjenester kræver tilpasning af arbejdsgange og processer, og omkostningerne ved at skifte kan være betydelige både økonomisk og menneskeligt.
Open-source-software kræver et økosystem af organisationer og virksomheder for at tilpasse og understøtte det, mens brugerne vil have brug for træning for at bryde vante arbejdsmønstre. Universiteter, skoler og undervisere kan hjælpe med integrationen.
Europa kan opbygge robust digitalt økosystem
Selv små skridt som konsekvent at vælge frie open-source-produktivitetsværktøjer som LibreOffice, OnlyOffice og CryptPad kan have stor effekt.
Værktøjerne tilbyder funktionalitet på niveau med udbredte alternativer som Microsoft Office og Google Workspace, men med større transparens, flere tilpasningsmuligheder og bedre overensstemmelse med europæiske databeskyttelsesstandarder.
Den offentlige sektor kan også medvirke til at fremme egenudviklede open-source- eller decentraliserede sociale netværk og kommunikationsværktøjer.
Med en strategisk og realistisk tilgang kan Europa opbygge et robust digitalt økosystem, som er mere modstandsdygtigt over for geopolitiske pres.
Marco Peressotti, Vincent Keating og Jan Stentoft
Hhv. lektorer og professor, Syddansk Universitet
Decentraliserede platforme som Mastodon og Synapse – og underliggende åbne protokoller som ActivityPub og Matrix – reducerer afhængigheden af centraliserede, ikke-europæiske tjenester, men tilbyder også større modstandsdygtighed mod censur og virksomhedsovervågning. At fremme sådanne platforme kan medvirke til, at den digitale suverænitet styrkes.
Med en strategisk og realistisk tilgang kan Europa opbygge et robust digitalt økosystem, der stemmer overens med vores værdier og interesser, og som er mere modstandsdygtigt over for geopolitiske pres.
Denne bestræbelse vil kræve samarbejde på tværs af regeringer, industrier og civilsamfund for at sikre, at vores digitale fremtid er sikker, autonom og afspejler europæiske idealer.
Derfor skal politikere prioritere finansiering, regulatorisk støtte og offentlige sektorers adoption af europæiske teknologier, mens borgere og virksomheder skal bidrage ved bevidst at vælge europæiske digitale tjenester.
Sammen kan vi skabe et digitalt landskab, der styrker samfundet, beskytter suveræniteten og fremmer innovation.
Artiklen var skrevet af
Marco Peressotti, Vincent Keating og Jan Stentoft
Hhv. lektor, Institut for Matematik og Datalogi, lektor, Center for War Studies og professor, Institut for Erhverv og Bæredygtighed, Syddansk Universitet.
Omtalte personer
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Forsker: Jeg har mødt de mænd, der flygter fra frontlinjen i Ukraine. Her er, hvad de fortæller mig
- Viktor Orbáns historiske nederlag i Ungarn vil udløse lettelse blandt Europas regeringer
- Tænketank: EU glæder sig for tidligt over Ungarns nye leder
- Forfatter advarer: Selv hvis Orbán taber valget, slipper Ungarn ikke ud af hans klør
Nyhedsoverblik

Viktor Orbáns historiske nederlag i Ungarn vil udløse lettelse blandt Europas regeringer

Tænketank: EU glæder sig for tidligt over Ungarns nye leder

I Budapest vokser troen på Orbáns nederlag: "Jeg har aldrig kendt andet end ham. Det er jeg virkelig træt af"

Vance tog til Ungarn for at hjælpe Orbán. I stedet skabte han problemer for Trump

Rapport fra Budapest: For Viktor Orbán er Zelenskyj samfundsfjende nummer et
























