Generalkonsul: Genforeningen i 1920 blev et værn mod isolering og populisme

Af Kim Andersen
Generalkonsul i Flensborg, fhv. MF (V)

Her i 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark og fastlæggelsen af den dansk-tyske grænse står vi nu overfor to historiske afstemningsdage - i dag, 10. februar og 14. marts.

Hvad var det egentlig for dage, og hvad der skete der dengang?

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, hvor den danske konge var hertug, var efter krigen i 1864 blevet indlemmet i Prøjsen. I Sønderjylland,  et andet navn for Slesvig, følte en stor del af befolkningen sig imidlertid dansk og havde længe ønsket sig igen at komme under dansk styre. Da det tyske nederlag i 1. Verdenskrig i 1918 begyndte at aftegne sig, fremførte den amerikanske præsident Woodrow Wilson 14 punkter for en fredsordning i Europa efter krigen. 

Et nyt og kendetegnende princip i disse punkter var folkenes selvbestemmelsesret.

Det var det princip, som skulle komme til at gøre sig gældende ved fastlæggelsen af en ny og holdbar dansk-tysk grænse. Det princip havde lektor H.V. Clausen fra Frederiksborg Gymnasium muligvis set komme, for omkring 1890 havde han på egen hånd ude i marken undersøgt, hvortil dansk sprog og kultur strakte sig i Slesvig, På grundlag af sit feltarbejde havde Clausen udarbejdet et kort med en linje ned til, hvor dansk sprog og kultur dominerede. Syd for linjen dominerede tysk sprog og kultur.

Den realistiske tilgang til grænsedragningen i 1920 med dens nationalt velafbalancerede forløb skabte forudsætningerne for, at det dansk-tyske forhold kan kendetegnes ved i første omgang gensidig respekt og i dag af et dybfølt venskab.

Kim Andersen
Generalkonsul i Flensborg

Grænser efter befolkningens ønsker
Sønderjydernes danske rigsdagsmand i Rigsdagen i Berlin, H.P. Hanssen fra den Nordslesvigske Vælgerforening, anså i efteråret 1918 tiden for at være kommet til at rejse spørgsmålet om en genforening af dele af Slesvig med Danmark.

Den 23. oktober 1918 fremførte han så sit synspunkt om en dansk-tysk grænse på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret i Rigsdagen i Berlin. Den nye tyske udenrigsminister og andre tyske politikere var ikke afvisende overfor idéen, og udenrigsministeren gav sit tilsagn 14. november. 

Udviklingen overraskede den danske udenrigsminister Erik Scavenius noget, men han var snart med på idéen.

Ideen om folkenes selvbestemmelsesret var at skabe grænser, der var i overensstemmelse med de lokale befolkningers ønske. Netop det at fastlægge grænsen i henhold til befolkningens ønske skulle også skabe en grænse, som der kunne være en fælles accept af og respekt omkring. Dermed skulle sådan en grænse kunne blive langtidsholdbar.

Det giver i nogen grad en association til Hørups tænkning, hvor han i forbindelse med politiseringen af den danske befolkning sagde: Del jer efter anskuelser. Her gjaldt det så blot det nationale sindelag.

En holdbar løsning
Den Nordslesvigske Vælgerforening, der var de dansksindede sønderjyders politiske parti, vedtog på H.P. Hanssens tilskyndelse den 17. november 1918 den såkaldte Aabenraa-resolution, der talte for en samlet afstemning om grænsedragningen i hele det nordslesvigske område under ét. 

Sydgrænsen for Nordslesvig fastlagde man, efter Clausens linje, nord om Flensborg og syd om Tønder. Desuden skulle områder i Mellemslesvig, og herunder Flensborg, kunne stemme særskilt i hvert sogn og derved kunne tilslutte sig Nordslesvig. 

Den danske regering meddelte herefter de allierede magters samt Sveriges og Norges gesandter et ønske om, at nordslesvigerne skulle have lov til at bestemme over deres fremtidige tilhørsforhold i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.

Der var imidlertid også andre opfattelser. Chefredaktør Ernst Christiansen, Flensborg Avis, blev ved sin hjemkomst fra fronten oprørt over vælgerforeningens forslag til grænsedragning nord om Flensborg. Sammen med en lille stærkt national gruppe startede han Dannevirkebevægelsen, som holdt fast på Danmarks historiske ret og agiterede for en grænsedragning fra Tønning til Dannevirke og Slien – uanset befolkningens ønsker i området.

I den danske regering ønskede man en holdbar grænse, som ikke kunne give den tyske side argumenter for en senere revision. Man ønskede ikke et stort tysk mindretal indenfor Danmarks grænser. Den danske gesandt i Paris blev således instrueret om at repræsentere den danske regerings holdning i Slesvig-spørgsmålet overfor de allierede. 

Holdningen lå i store træk på linje med den, der kom til udtryk i den Nordslesvigske Vælgerforenings Aabenraa-resolution. Det vil sige en samlet afstemning i Nordslesvig ned til en linje nord om Flensborg og syd om Tønder, samt distriktsvis afstemning i et område i Mellemslesvig, hvor regeringen vurderede, at der var en væsentlig dansk befolkningsgruppe.

Den hektiske valgkamp
Som led i Versailles-freden blev der i maj 1919 så fremsat et fredsforslag, der forudså tre zoner.

Den første zone omfattede Nordslesvig som oprindeligt ønsket af Nordslesvigs Vælgerforening. Den anden zone omfattede Flensborg og en række landdistrikter i Mellemslesvig. Den tredje zone omfattede det resterende Slesvig ned til en linje fra Tønning i vest over Slesvig til Slien. Den tredje zone skabte uenighed på dansk side. 

Den radikale regering Th. Zahle ønskede at protestere, men slutteligt enedes man om en erklæring om, at en afstemning i tredje zone ikke var i Danmarks interesse.

28. juni 1919 blev Versaillestraktaten underskrevet og trådte i kraft i januar 1920. Tysk militær rømmede herefter afstemningszonerne, og et korps af franske alpejægere rykkede ind for at holde ro og orden og bevogte grænsen. Administrationen og styret i afstemningszonerne blev overtaget af en international kommission, CIS. 

Den bestod af en britisk formand, samt en fransk, en svensk og en norsk repræsentant samt en britisk sekretær. Kommissionen havde sæde på Hotel Flensburger Hof, der i dag huser politigården i Flensborg.

Fra CIS' ankomst til afstemningsområderne startede en hektisk valgkamp, som de mange valgplakater, der både kører på følelsesmæssige, historiske og økonomisk velfærdsorienterede elementer, er et meget sigende billede på. Men også på gader og stræder agiteredes der med danske og tyske og slesvig-holstenske faner. Det vidner mange samtidige fotografier om. Valgberettigede var alle, der var født i det pågældende område før 1900, eller som havde boet der siden 1900.