Debat

Amnesty International: Hammeren skal falde for Ungarn og Polen

DEBAT: Ungarn og Polen kuer deres borgere og undergraver EU's kerneværdier. EU bør derfor kræve, at de retter ind, skriver seniorrådgiver ved Amnesty International. 

Både Ungarn og Polen har indført love, der går ud over retssikkerheden. På billedet demonstrerer polske borgere for at tage afstand fra en lov, der tvinger højesteretdommere til at gå på pension som 65-årige. 
Både Ungarn og Polen har indført love, der går ud over retssikkerheden. På billedet demonstrerer polske borgere for at tage afstand fra en lov, der tvinger højesteretdommere til at gå på pension som 65-årige. Foto: Alic Keplicz
Flora Juul Holst
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lisa Blinkenberg
Seniorrådgiver ved Amnesty International

Det går stødt ned ad bakke i Ungarn og Polen.

Især ytrings- og forsamlingsfriheden har trange kår, og retssikkerheden er i fare.

Ungarere får tåregas og overarbejde
I Ungarn har regeringen styrket sin kontrol over medierne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

I november måned blev 476 medier lagt sammen i en stor mediekoncern, støttet af regeringen.

Vi ser smædekampagner, især rettet mod organisationer, der modtager udenlandsk støtte.

Hvis EU-landene ikke handler og kæmper for befolkningens retssikkerhed og fundamentale frihedsrettigheder hos dem selv, så vil populister og xenofober i andre dele af Europa og verdenen tromle dem til side og leve højt på frygt og had.

Lisa Blinkenberg
Seniorrådgiver ved Amnesty International

Mange organisationer har nedtonet deres aktiviteter af ren frygt, og ansatte oplever chikane og voldstrusler.

I december måned så vi, hvordan ungarsk politi brugte unødvendig magtanvendelse, herunder tåregas mod civile, der protesterede mod det, de kalder for 'slave-lovgivningen'.

En lov, hvor arbejdstagere kan arbejde 400 timer ekstra om året, men CEO's lovligt kan vente op til tre år med betalingen af dette overarbejde.

En ny lovgivning, der fra næste år giver Justitsministeriet en betydelig politisk magt over domstole, blev vedtaget i Ungarn i al sin hast i december 2018.

Fra 2020 vil Justitsministeriet kunne udpege dommere og blande sig i efterforskningen af sager.

Domstolene vil således være underlagt Justitsministeriets kontrol, hvilket vil mindske domstolenes uafhængighed, til stor fare for retssikkerheden i Ungarn.

Polens regering vil ikke rette ind
Retter vi blikket mod Polen, så har der siden 2015 været angreb på domstolenes uafhængighed.

Ny lovgivning har givet den udøvende magt øget kontrol over det juridiske system.

Dommere og anklagere, der har kritiseret dette, er blevet chikaneret, og nogle har modtaget dødstrusler.

Læs også

EU-domstolen har krævet, at Polen øjeblikkeligt suspenderer den lov, der tvinger højesteretsdommere til at gå på pension som 65-årige.

Men Polen har ikke rettet ind. I juli blev 27 højesteretsdommere tvunget på pension.

Derudover er hundredvis af polakker blevet retsforfulgt alene for at forsamle sig under fredelige former.

Alt i alt er råderummet for civilsamfundet i Ungarn og Polen blevet markant begrænset.

Regeringen i de to lande angriber basale retsgarantier og tilsidesætter EU's fundamentale værdier.

Ungarn og Polen krænker EU-principper
I EU er der kommet forskellige initiativer rettet mod Ungarn og Polen.

Fælles for begge lande er, at de har tabt afgørelser ved EU-domstolen, som handler om manglende retssikkerhed, udlændingepolitik med videre.

Europa-Parlamentet har besluttet at aktivere EU-Chartres artikel 7.1., der udløses, når lande krænker EU's fundamentale principper.

Det kan føre til advarsler og sanktioner, herunder at Polen og Ungarn mister deres stemmeret i EU's ministerråd; beslutningen skal dog vedtages enstemmigt i EU-Rådet.

Kritik gør ingen forskel
Et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer vedtog i december 2017 at indlede denne procedure mod Polen.

12. september 2018 mente et flertal af Parlamentets medlemmer, at dette også skulle gælde for Ungarn.

Alle danske medlemmer af Parlamentet, med undtagelse af Dansk Folkeparti, stemte for dette.

Derudover har en række internationale aktører som OHCHR, Europarådets menneskerettigheds-kommissær, Europarådets Venedig-Kommission med videre kritiseret situationen i Ungarn og henvist til krænkelser af ytrings- og forsamlingsfriheden.

Og senest er Viktor Orbán og hans regeringsparti Fidesz blevet midlertidigt suspenderet fra den konservative gruppe, EPP, i Europa-Parlamentet.

Men kritikken ser ud til at prelle af hos både den ungarske og polske regering. Hvad gør vi så?

EU skal sætte et eksempel
Vi skal arbejde henimod de næste skridt af EU-Chartres artikel 7.1. og opfordre til, at der kommer en høring af Ungarn og Polen i EU-Rådet med stærke krav fra ministerrådet om, at begge lande skal rette ind og respektere grundlæggende menneskerettigheder.

Danmark og de øvrige EU-lande skal med fælles og høj røst kræve, at EU's kerneværdier respekteres, og at rettighederne overholdes.

Hvis EU-landene ikke handler og kæmper for befolkningens retssikkerhed og fundamentale frihedsrettigheder hos dem selv, så vil populister og xenofober i andre dele af Europa og verdenen tromle dem til side og leve højt på frygt og had, velvidende at de kan slippe afsted med at krænke deres befolkning.

Vi bliver nødt til at vise dem den rette kurs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00