Helveg til Juncker: Hold EU’s stats- og regeringschefer i ørerne

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hvad har Jean-Claude Juncker sagt i år?

Han vil have medlemsstaterne til at betale flere penge til EU’s kommende syvårsbudget. Men derudover?

Nåh jo, han har sagt, at han vil stille sig i spidsen for, at vi dropper sommertiden, fordi der er flertal for det i de europæiske befolkninger. Voila!

Juncker har ingen indflydelse
I sin sidste State of the European Union-tale vil Juncker, har det forlydt de seneste dage, adressere de endnu uløste migrationsudfordringer. Han vil løfte sløret for nye og konkrete planer om en øget grænsekontrol- og kystvagt i syd.

Formandens kolleger og embedsværk har produceret utallige, velmenende og på mange måder helt rigtige planer og rapporter i indeværende mandatperiode. Jeg vil næsten tro, at vi taler om rekordcifre.

Det liberale demokrati opfattes ganske enkelt ikke længere som dén globale opskrift på succes. Ikke engang internt i vores egen europæiske union.

Morten Helveg Petersen (R)
MEP

Men problemet er, at Juncker hidtil ikke har haft nogen som helst indflydelse på at få dem sat i værk. At alle hans og den siddende EU-Kommissions tanker og forhåbninger er strandet og efterfølgende sandet til i Det Europæiske Råd hos Lars Løkke Rasmussen og hans kolleger.

I sin tale vil Juncker sikkert også adressere andre af de grænseoverskride emner, som Europas 500 millioner indbyggere forventer, at EU tager sig af. Men vil der ske noget? Ender det i andet end snak? Næppe.

Lige præcis derfor bør Jean-Claude Juncker holde den tale, som alle hungrer efter. Dén tale, som retter alle spotlights mod Europas stats- og regeringschefer. Mod deres manglende handlinger, mod deres ansvarsforflygtigelse.

Dén tale, som Juncker slet og ret ikke tør holde, fordi han er systemets mand.

Alt er i spil
Europa har været i centrum for verdens udvikling siden renæssancen.

Efter Murens Fald troede vi alle på, at det liberale demokrati havde vundet. At historien var slut, for nu at parafrasere den amerikanske politolog Francis Fukuyama. At vi alle stræbte efter transparens og politisk inddragelse som demokratisk værdi. Og efter et retssamfund, hvor bærende samfundsinstitutioner som parlamenter og domstole sikrede borgernes rettigheder.

Men alt det kan ikke længere tages for givet. Alt er nu i spil på ny.

Vi står over for en udvikling i verden, hvor det økonomiske tyngdepunkt flytter sig mod øst til Asien, og hvor den europæiske sikkerhedsgaranti i form af et amerikansk engagement i Europa siden Anden Verdenskrig ikke længere kan tages for givet.

Hvor samfundsmodeller med Putin og Kina ikke baserer sig på demokrati i traditionel forstand, men på autoritære ledere, der tilbyder borgerne økonomisk udvikling. Uden demokratiske frihedsrettigheder.

Det liberale demokrati opfattes ganske enkelt ikke længere som den globale opskrift på succes. Ikke engang internt i vores egen europæiske union, hvor ikke mindst en Victor Orban i Ungarn synger hyldestsange til det ”illiberale demokrati”. Og i Polen er de ikke mange vers bagud. På Malta, i Italien og i Spanien er der andre udfordringer, men ikke desto mindre store udfordringer. 

Det betyder, at de politiske værdier, som vi, europæerne, har defineret som vores – respekt for menneskerettigheder, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed – ikke nødvendigvis længere vil være udgangspunktet for det internationale samarbejde.

Det er også en væsentlig årsag til, at vi ser et stigende antal uløste konflikter og konfliktområder, fordi forudsætningen for en løsning er et velfungerende, internationalt samfund, der kan håndhæve fælles værdier.

I stedet oplever vi konflikter, der ikke afsluttes, men som lever videre i årevis. Syrien og Ukraine for blot at nævne et par eksempler.

Snævre indenrigspolitiske interesser
Udviklingen kan selvfølgelig ikke alene tilskrives Det Europæiske Råd. Men deres manglende svar på Europas åbenlyse udfordringer og problemer, deres manglende handlekraft, ikkeeksisterende mod og visionsløshed har givet mørkets kræfter frit spil til at udvikle sig. Det står ikke til diskussion.

Når man ikke har ambitioner på fællesskabets vegne og kun er interesseret i snævre, indenrigspolitiske interesser, så svækker man Europa.

Skal EU kunne svare på udfordringerne med især klima, migration og sikkerhed, som jeg mener, er de absolut vigtigste, kalder det på en helt ny og langt større beslutningskraft. På et stærkere og langt mere handlekraftigt samarbejde.

Behøver jeg næsten skrive, at det forudsætter et Europæisk Råd i en helt anden udgave?

Derfor bør Juncker i sin tale presse massivt på for at få EU's medlemslande til at tage medansvar for fællesskabet, udvise solidaritet og vilje til at samarbejde ved at byde ind og deltage i de fælles løsninger, der er den eneste farbare vej. På alle områder. Ellers er der ingen grund til, at vi overhovedet har en union, et flag og en fælleskasse.

Vi har skubbet flygtninge- og migrationskrisen foran os i mere end tre år. Det er både trist og dybt tragisk.

Hvad gør vi, hvis Idlib i Syrien bliver overfaldet af Assad? I så fald risikerer vi en ny flygtningestrøm på linje med 2015.

Og vi er stadig ikke et hak videre i opnåelsen af fælles, langsigtede løsninger. Hvad gør vi, hvis Erdogan opsiger aftalen med EU? Opsætter flere nationale grænsebomme?

Jean-Claude Juncker bør afslutte sin tale med at bede EU27 tænke godt og grundigt over, om de reelt vil det europæiske fællesskab.