Hvem skal afmontere den tikkende bombe, som tyske dommere har placeret under EU-systemet?

ANALYSE: Der er ingen tvivl om, at holdningen i Bruxelles er, at den tyske forfatningsdomstol er på et farligt vildspor, efter at den har sået tvivl om EU-rettens forrang. Spørgsmålet er, hvad EU-Kommissionen vil gøre ved det.

BRUXELLES: I klassisk EU-stil er der gået næsten en uge, fra den tyske forfatningsdomstol placerede en tikkende bombe i EU-systemet, til det samme system er ved at vågne op til dåd.

Det var sidste tirsdag, at dommerne i Karlsruhe valgte at gå i rette med EU-Domstolen ved at vurdere, at den havde handlet uden for sine beføjelser, da den i 2018 blåstemplede det opkøbsprogram for stats- og virksomhedsobligationer, som har postet milliarder og milliarder ud i den europæiske økonomi.

Det ses lidt, som hvis en af landsretterne i Danmark havde sagt, ”det er en ommer” til Højesteret. Sådan spiller klaveret ikke, i og med at EU-rettens forrang er et stadfæstet princip, som EU-staterne selv har bekræftet i Lissabon-traktaten*.

Fredag kom EU-Domstolen selv på banen i en sjælden udtalelse og erklærede, at det er den, ”der alene er kompetent til at fastslå, at en retsakt, udstedt af en EU-institution, er i strid med EU-retten”, og at det kan ”anfægte selve enheden af Unionens retsorden”, når medlemslandene på den måde går solo.

Tyskerne er ikke fredet
Søndag tog EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen så endelig bladet fra munden og lod sine landsmænd forstå, at ”Det sidste ord i sager om EU-lov altid bliver sagt i Luxembourg. Ingen andre steder.”

Her luftede hun også muligheden for at sende afgørelsen for de samme EU-dommere, som tyskerne har forsøgt at hælde ned ad brættet.

Dermed kan hun dels sende en gamle traver tilbage i stalden. Den om, hvorvidt nogle lande er mere lige end andre i EU-fællesskabet, især Tyskland. Dels kunne hun signalere, at hun på trods af sin fortid som tysk regeringsmedlem ikke står tilbage for at bringe sin tidligere chef og partifælle kansler Angela Merkel i forlegenhed.

Det er også et signal til lande som Ungarn og Polen med retssystemer, der er blevet udvandet og politiseret gennem de seneste år, om at de ikke skal begynde at glæde sig for meget over udsigten til, at deres højesteretter også kan afvise domme fra Luxembourg, når det passer dem.

Er ikke en ankesag
Det er dog også helt tydeligt, at Kommissionen selv erkender, at det ikke er nemt at bruge EU-juraen til at løse problemet.

Der er flere faldgruber, påpeger dens egne jurister.

En traktatkrænkelsessag er en langvarig størrelse, der oftest tager flere år, fra første åbningsskrivelse sendes afsted fra Kommissionen, til sagen er afgjort af EU-dommerne, hvilket er lang tid med en åben flanke af den kaliber.

Samtidig vil en afgørelse fra EU-Domstolen kun kunne konstatere, at den tyske forfatningsdomstol handlede i strid med EU-reglerne. Den omgør ikke selve dommen. Den står, som den nu står, leveret af den højeste domstol i landet. Der er spørgsmålet, hvilken situation det ville sætte en tysk regering i, når nu domstolenes uafhængighed også er en af EU’s kerneværdier.

Det er på den anden side også svært for Kommissionen at sidde afgørelsen overhørig, eftersom den direkte sætter spørgsmålstegn ved EU-Domstolens plads som den højest placerede dommer over EU-loven, der skal sikre, at der ikke er 27 forskellige fortolkninger af den i de 27 EU-lande.

Danskerne har været der før
Ikke fordi det er første gang, at systemet bliver udfordret.

En af sagerne af nyere dato er faktisk dansk. Det drejer sig om den såkaldte Ajos-sag om aldersdiskrimination, hvor Højesteret i en dom i december 2016 valgte ikke at rette ind efter EU-Domstolens tolkning, hvilket sendte en del rystelser gennem det danske retsvæsen. Forskellen ligger dog i, at den sag handlede om to private parter, en tidligere medarbejder og en arbejdsplads. Det har ikke umiddelbart nogen vidererækkende praktiske konsekvenser, og derfor var den nemmere for EU-systemet at sidde overhørig.

Det er der til gengæld hele vognlæs af i den tyske dom, fordi den giver den uafhængige Europæiske Centralbank et pålæg om, at den inden for tre måneder skal levere en konsekvensanalyse af sit opkøbsprogram, uden hvilken Forfatningsdomstolen vil erklære den tyske deltagelse i opkøbsprogrammet ulovlig og dermed skabe alverdens ballade for eurolandene.

Kansler Angela Merkel fortalte, ifølge nyhedsbureauet Reuters, partifæller ved et møde mandag, at situationen ”står til at redde”, hvis Den Europæiske Centralbank vil udlægge teksten. Det vil de dog være meget lorne ved i Frankfurt, der ikke skal kunne lade sig diktere af nationale domstole.

Politisk eller juridisk?
Ifølge EU-kilder vil beslutningen om at åbne en sag ende på kommissærernes bord inden for et par uger.

Her skal de finde ud af, om de skal søge en politisk eller en juridisk løsning – eller måske en kombi, hvor de ved at åbne en sag får skabt en dialog med den tyske regering i de indledende faser om, hvorvidt der kan findes en vej ud af krisen, inden sagen ender i Luxembourg.

Der er dog ingen tvivl om, hvor EU-Kommissionen står i selve spørgsmålet om, hvem der har ret. Som EU-kommissær Margrethe Vestager udtrykker det:

”EU-retten har forrang. Det er den juridiske rygrad i den europæiske retsstat, og det kan der ikke rokkes ved, for så er vi et helt andet sted end der, hvor vi har været i årtier.”

 

*En upræcis formulering om EU-rettens forrang er blevet rettet til siden artiklens publicering.

Forrige artikel Det sker i EU: Hvad skal der til for at redde turistsæsonen? Det sker i EU: Hvad skal der til for at redde turistsæsonen? Næste artikel Landbrug & Fødevarer tvivler på dansk gavn af coronahjælp fra EU Landbrug & Fødevarer tvivler på dansk gavn af coronahjælp fra EU