International klimaekspert: Aftalen om tab og skader var et vigtigt første skridt, men nu bliver hjemmebefolkningen de europæiske lederes hovedpine

Kina kan blokere for vigtigt forslag

Disse spændinger skal ses i lyset af de langvarige konflikter mellem landene i det globale syd på den ene side og USA og EU på den anden side angående virkningerne af vestlige sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.

Det er svært at fortsætte med at retfærdiggøre hurtigere CO2-reduktioner over for den europæiske offentlighed, når andre betydelige aktører som Kina ikke har været lige så samarbejdsvillige

Susi Dennison
Direktør, European Power-programmet hos European Council on Foreign Relations (ECFR)

Meget tyder dog på, at Europa og USA ikke bare vil nøjes med at 'klare sig igennem' COP28, og at de i stedet vil presse på for at opnå betydelige fremskridt med hensyn til omstillingen til grøn energi.

Sidste uge kom nyheden om, at Frankrig, med stor støtte fra USA, vil fremlægge et forslag om at forbyde privat finansiering af nye kulbaserede kraftværker gennem OECD-standarder – som kan overvåges af nationale regulatorer og ngo'er.

De seneste tal fra en global meningsmåling bestilt af European Council on Foreign Relations (ECFR) indikerer, at dette vil være en udfordrende diskussion. I Kina – en af de mere tilbageholdende stormagter med hensyn til udfasningen af fossile brændstoffer – er borgerne langt mere afslappede med hensyn til de nuværende og endda stigende investeringer i fossile brændstoffer sammenlignet med Europa og USA, der vil presse på for at få forslaget vedtaget.

Mens offentlige meningsmålinger fra Kina skal betragtes med det forbehold, at de måske føler sig presset til at besvare spørgsmålene på en bestemt måde, er svarene ikke desto mindre afslørende.

Europas dobbelte udfordring

Dette bringer os til kernen af den dobbelte udfordring, som europæiske beslutningstagere står overfor til COP28.

For det første er det meget svært at fortsætte med at retfærdiggøre hurtigere reduktioner af CO2-udledninger over for den europæiske offentlighed, når andre betydelige aktører som Kina – verdens største forurenere, der i øjeblikket står for omkring 27 procent af de globale udledninger – ikke har været lige så samarbejdsvillige.

Så længe Kinas ledere kun oplever begrænset internt pres for at accelerere den grønne omstilling, vil det dog være svært for andre stater at overbevise dem om at skride til handling.

For det andet, mens europæiske borgere er dybt bekymrede over klimaforandringer, er de også bekymrede over omkostningerne ved klimaindsatsen i en tid med stigende leveomkostninger. Sammenlignet med borgere andre steder i verden er de også mindre sikre på, at deres lande vil kunne drage fordel af mulighederne i den grønne omstilling.

Mens 18 procent af EU-borgerne i gennemsnit forventer, at Europa bliver førende i verden inden for produktion af elektriske køretøjer i løbet af de næste ti år, forventer 46 procent det samme for Kina. I Kina forventer 80 procent af borgerne derimod, at Kina bliver førende på dette område, mens under ti procent mener, at andre stater kan opnå det samme.

Mens europæiske borgere er dybt bekymrede over klimaforandringer, er de også bekymrede over omkostningerne ved klimaindsatsen i en tid med stigende leveomkostninger

Susi Dennison
Direktør, European Power-programmet hos European Council on Foreign Relations (ECFR)

Det er en lignende historie, når der spørges ind til, hvorvidt deres land bliver et af verdens førende inden for vedvarende energi i løbet af de næste ti år. Blandt kinesiske respondenter mente 62 procent, at deres land vil opnå denne status. Selvom Europa også var det sted, som fik flest stemmer blandt EU-respondenter, var respondenterne alligevel mere tilbageholdende end i Kina med kun 34 procent, der udtrykte samme positive indstilling.

Brug for mere overbevisende argumenter

På trods af geopolitiske udfordringer har Europa meget at vinde ved fortsat at være en drivkraft i den globale grønne omstilling, og Tysklands bidrag til fonden for tab og skader, sammen med 145 millioner dollars fra resten af EU, var en vigtig anerkendelse af dette. Hvis de skal bibeholde deres momentum, bliver europæiske ledere dog nødt til at fremlægge mere overbevisende argumenter over for EU-borgerne med hensyn til EU's evne til at blive en stærk grøn konkurrent i verdensøkonomien.

Omvendt, hvis EU trækker sig tilbage fra sine planer under den såkaldte European Green Deal på nuværende tidspunkt, risikerer unionen at miste noget af konkurrenceevnen, især når andre dele af verden som USA og Kina har vist sig at være så langt fremme i skoene.

Udfordringen for lederne i 2024 bliver at bygge en stærkere politisk fortælling om, hvorfor den grønne omstilling ikke bare er det rigtige at gøre, men at det også er et fornuftigt valg med hensyn til økonomien på længere sigt.

Hvis de ikke formår det, risikerer man – også afhængigt af udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i 2024 – at COP29 kommer til at handle mindre om at holde Paris-aftalen i live og mere om, hvad der kan reddes af stumperne.