Jacob Kaarsbo: Ulven Trump vandrer rundt i den europæiske fårefold – og han er sulten

Godt nok går den danske og de europæiske regeringer sjældent glip af en lejlighed til at forsikre, at "USA er den vigtigste allierede", men de tyske og finske forsvarsministre, Pistorius og Häkkänen, har på det seneste efterlyst en klar amerikansk plan for tilbagetrækning og neddroslet engagement.

I kulisserne er nervøsiteten tydelig.

Strategien er tilsyneladende, at Europa ikke har noget at tabe ved at forsøge at holde USA i Europa, og at et eventuelt brud kun sker, hvis USA trækker splitten. Hvis Trumps USA er på vej ud, har europæerne brug for tiden til at blive organiseret og opbygge egne militære kapaciteter.

Ved første øjekast virker det som en logisk strategi. Objektivt set har Europa brug for tid, hvis det sikkerhedsmæssigt skal kunne stå på egne ben.

Logikken er, at det er værre, hvis Europa lægger sig ud med Trump og forårsager et brud i Nato, end hvis vi bevarer indtrykket af, at Nato fortsat fungerer, trods tvivl om Trump fortsat vil alliancen.

Sagen om Grønland viser med al tydelighed, at Trump ikke respekterer Folkeretten og Nato-alliancens grundlag.

Jacob Kaarsbo

Problemet med strategien er, at den øjensynligt kun tager højde for to muligheder. Enten er USA på vej ud af Europa, eller også kan det lykkes europæerne at overbevise Trump om, det giver mening at blive. I så fald er der ikke noget tabt ved at forsøge.

Strategien tager ikke højde for den mulighed, at Trump-administrationen ikke ønsker et uafhængigt og stærkt Europa, men rent faktisk ønsker et svagt og splittet Europa.

I givet fald vil Trump udnytte den europæiske afhængighed til egne politiske formål og forsøge at svække Europa. I så fald svarer den europæiske strategi til at lade ulven vogte får.

Trump bliver ofte beskrevet som transaktionel. I den analyse er han en forretningsmand, der sætter sine bud højt for at nå et godt resultat, men vi kan handle med ham.

Regeringens mundheld var længe, at "vi skal tage Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt". Der er ikke noget tabt ved at forsøge at indgå i Trumps spil. Han er besværlig, men ikke nogen "ulv".

Mere og mere tyder på, at det billede ikke holder stik. Sagen om Grønland viser med al tydelighed, at Trump ikke respekterer Folkeretten og Nato-alliancens grundlag. Udtalelserne om at gøre Canada til den 51. stat i USA og om at annektere Panamakanalen samt tilgangen til Ukraine viser det samme.

På bundlinjen bliver europæerne ikke set som allierede.

Jacob Kaarsbo

Derudover gentager Trump ofte, at EU blev skabt for at skade USA. Vi ved, at Trumps regering støtter nationalistiske bevægelser i Europa, som ønsker at nedbryde EU.

Elon Musk var for eksempel direkte involveret i det nylige tyske valg til fordel for det højreradikale parti, Alternative für Deutschland. Også Ungarns Viktor Orbán og hans Fidesz-parti samt Nigel Farages Reform UK får støtte. Efter den nylige dom i Frankrig for svindel med EU-midler støttede Trump Marine Le Pen.

Den nylige "Signal-skandale", hvor alle Trumps topfolk delte tophemmelige oplysninger om national sikkerhed, på et uklassificeret kommunikationsmiddel, viser, at Trumps topfolk ser de europæiske lande som "snyltere" og helst vil undgå at foretage handlinger globalt, der kan komme europæerne til gode.

På bundlinjen bliver europæerne ikke set som allierede. Trump italesætter ikke Europa som fjende, men siger, at Europa "behandler os værre end vores fjender".

Derfor modarbejder han et Europa, der samarbejder, er demokratisk, fremmer retsstaten, er socialt og politisk tolerant samt fremmer internationalt samarbejde. Det er en ulv i den europæiske fårefold.

Problemet er derfor, at meget tyder på, at Trump vil forsøge at drage nytte af fortsat europæisk afhængighed. Ved det omtalte udenrigsministermøde i Nato gentog udenrigsminister Rubio for eksempel, at de europæiske Nato-lande bør bruge fem procent af BNP på forsvar, og at materielindkøb skal placeres i USA.

Fem procent er et urealistisk mål de næste mange år, og i øvrigt bruger USA selv kun knapt 3,4 procent, men det kan bruges til at splitte Europa og lægge pres på enkelte lande.

Trump kan for eksempel bruge baseaftaler til at spille landene ud mod hinanden. De, der investerer meget i forsvar og lægger penge i USA, får fortrinsret. Det samme gør de, der bliver set som ideologisk tæt på MAGA-bevægelsen. De lande, der arbejder for europæisk strategisk uafhængighed, bliver straffet. Jo større afhængighed, jo mere afpresningsbare er vi.

Europas sikkerhedsmæssige afhængighed af USA vil sandsynligvis blive brugt til at afpresse og splitte de europæiske lande.

Jacob Kaarsbo

Hvis Trump havde samme værdisæt og trusselsopfattelse, som de fleste europæiske lande, ville det være et mindre problem. Det har han tydeligvis ikke. Han lader som omtalt hånt om blandt andet Folkeretten og Natos grundlag. Han blander sig i europæiske valg, og i forhold til Rusland går han sjældent glip af en lejlighed til at fortælle om sin store beundring for og tillid til Putin.

Trump ser sig selv som manden, der kan lave aftaler med Putin, men hvor langt vil han gå for at imødekomme Putins krav? I Ukraine har vi set, at Trump er villig til at sælge en stor del af landet og sandsynligvis også Zelensky-regeringen. Ingen ved, hvor grænsen går for, hvad han ellers vil sælge til Putin.

Der er intet, der tyder på, det er muligt for Europa at nå en transatlantisk aftale med Trump om for eksempel forsvarsudgifter og materielindkøb. Hvis det skete, ville Trump sandsynligvis kræve yderligere indrømmelser på andre områder og bruge sikkerhedsmæssig afhængighed til at afpresse de europæiske lande.

Det gælder i sager som regulering af tech-området og EU-programmer som ReArm Europe, the Green Deal, RePower EU med flere, der alle er tegn på, at Trumps transaktionelle tilgang ikke kender grænser. EU kan næppe både regulere den amerikanske tech-branche, udrulle konkurrenceinitiativer og opretholde den amerikanske rygrad i Nato.

Regulering af tech-branchen bliver sandsynligvis det helt store sammenstød, som også vil få vidtstrakte konsekvenser. Tvivlerne skal blot skrue tilbage til vicepræsident J.D. Vances tale til sikkerhedskonferencen i München i februar.

Der er ikke basis for at se den amerikanske tilstedeværelse som enten inde eller ude.

Jacob Kaarsbo

I stedet for at holde en tale om europæisk og transatlantisk sikkerhed, brugte Vance talen til et frontalangreb på Europas regulering af de amerikanske tech-mastodonter.

Det, der af Vance blev udlagt som overgreb på ytringsfriheden, bliver i Europa set som nødvendig styring – for blandt andet at undgå udbredelse af falskneri og konspirationsteorier, som bliver promoveret af dem, der kontrollerer algoritmerne. Og her har MAGA-bevægelsen sikret sig en tæt alliance med toplederne i USA's tech-branche. Det gælder Elon Musk, Mark Zuckerberg, Marck Andreessen, Peter Thiel og mange andre.

På bundlinjen står derfor, at Europas sikkerhedsmæssige afhængighed af USA sandsynligvis vil blive brugt til at afpresse og splitte de europæiske lande.

Der er ikke basis for at se den amerikanske tilstedeværelse som enten inde eller ude. Den danske regering og deres europæiske kolleger kan lige så godt indse, at de bliver nødt til at arbejde hurtigst muligt mod strategisk autonomi.

Det bliver dyrt, og der kommer en usikker periode, men i længden vil det være værre at fortsætte med at lade ulven vogte får.