Jan E. Jørgensen: Messerschmidt minder os ufrivilligt om, hvorfor det liberale demokrati er vigtigt

ANMELDELSE: Morten Messerschmidts tankevækkende og begavede debatbog tordner mod ”liberaldemokraterne”, men kommer ufrivilligt til at fremstå som en påmindelse om, hvorfor demokrati må bestå af mere end kunsten at kunne tælle til 90.

Altingets vurdering: 3/6

Af Jan E. Jørgensen
EU-ordfører, cand.jur

Allerede i tredje linje må jeg have fat på fremmedordbogen, for hvad betyder ”equilibrium”?

Den spørger mig, om jeg mener ”Æqvili­brium”, som betyder ligevægt? Det lyder rigtigt. Sætningen giver mening: ”Men ens for alle demokratiformer er behovet for at sikre magtens institutionelle equilibrium, så ikke én af samfundets magtinstitutioner – udøvende, dømmende eller lovgivende – bliver for mægtig.” Lixtallet rammer 64, og vi befinder os i kategorien ”meget svær”.

”Din tekst er meget svær at læse, fordi den har et meget højt lixtal. Hvis ikke den er forbeholdt lovtekster eller akademisk faglitteratur, bør du arbejde på at få lixtallet ned.” Det har Morten Messerschmidt ikke arbejdet på – snarere tværtimod, og det er en skam.

Hans bog 'Farvel til folkestyret – Hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det' er nemlig tankevækkende, velargumenteret og begavet, men jeg ville nok placere den på boghylden med akademisk faglitteratur – i et bogantikvariat. Jeg mener – hvem skriver ”forne tider” og ”thi” i 2020?

Det er et paradoks, at en selverklæret populist som Messerschmidt, der hylder ”På det jævne, på det jævne – ikke i det himmelblå” selv er alt det, han prædiker imod. Akademiker, intellektuel og levebrødspolitiker.

En dygtig én, som ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 fik imponerende 465.758 personlige stemmer, men som næppe får mange stemmer med sin nye bog.

'Farvel til Folkestyret' er nemlig ikke en lang valgkampsavis, men snarere et processkrift i sagen ”Messerschmidt vs. EU, Europarådet, menneskerettighederne, konventionerne, kulturradikalismen og den fæle liberal-demokratisme”.

Der er et problem med domstolen i Strasbourg
Når Altinget har bedt mig anmelde Messerschmidts bog skyldes det vel, at vi begge er jurister med en stor interesse for EU og menneskerettigheder, som ofte er rygende uenige. Jeg kan dog sagtens følge flere af hans kritikpunkter, ikke mindst i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de løse formuleringer, som menneskeretten excellerer i, der fortolkes af for få dommere med for mange sager på skrivebordet.

Det er et problem, at domstolen har forbudt italienerne at have et krucifiks hængende i offentlige bygninger, selvom man hurtigt kom på bedre tanker og rettede fejlen. Det er et problem, at en tvangsfjernelse kan underkendes af en dommer i Strasbourg, som ikke kender sagen lige så indgående som de nationale domstole.

Derimod ser jeg ikke problemet i, at DR-journalisten Jens Olaf Jersild blev frifundet for at have interviewet en gruppe racistiske grønjakker efter at være blevet dømt for at overtræde racismeparagraffen af Højesteret. DF-politikeren ønsker selv racismeparagraffen væk, men han er konsekvent – Strasbourg skal blande sig uden om alt.

Hans demokratisyn er nemlig det enkle, at flertallet i fædrelandet bestemmer. Punktum. Ingen skal blande sig i andre landes indre anliggender – som de sagde i Sovjetunionen.

Mindretalsbeskyttelse, ligestilling og privat ejendomsret er ikke demokrati – det er værdipolitik, og i politik eksisterer ingen sandhed.

At individets rettigheder fylder for meget i forhold til folk og stat er en grundlæggende præmis for hele bogen – i en så bekymrende grad, at jeg sendte min kollega en sms for at spørge, om han virkelig sætter stat og folk over det enkelte individ? ”Jeg vil nok ikke gå så vidt,” svarede han, og tak for det.

Forkert og forsimplet
Grundloven er ifølge Messerschmidt (modsat de internationale forpligtelser) alene en værdineutral forretningsorden for demokratiet. Magten er opdelt i tre, og Folketinget mødes klokken 12 den første tirsdag i oktober. Grundloven er klar og giver ikke danske dommere muligheden for at lege politikere.

Spændende synspunkt, men forkert og forsimplet, og Morten Messerschmidt manipulerer for at nå frem til sin konklusion.

Han har ikke ret i, at artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blot udstyrer enhver med ”ret til retfærdighed”, hvis nærmere indhold man må gætte sig til. Artikel 6 handler om en retfærdig rettergang og fylder 258 ord. Han har ret i, at der er langt til vores retsplejelov med over 1.000 paragraffer, men det er jo netop for at give landene mulighed for at have en forskellig retspleje – når blot helt grundlæggende principper er opfyldt - eksempelvis at man er uskyldig, indtil skylden er bevist, og at man har ret til en advokat.

Et andet eksempel er bogens omtale af artikel 2 i EU’s charter for grundlæggende rettigheder – retten til liv. Kan det betyde, at medlemsstaterne ikke må tillade abort og aktiv dødshjælp – på samme måde som man ikke må have dødsstraf? ”Liv er vel liv – uanset af hvilke årsager man tager en andens liv”. Nej Morten - det kan det ikke, for der står direkte, at ingen må idømmes dødsstraf – ikke et ord om abort eller aktiv dødshjælp. På samme måde når han spørger, om man forbryder sig mod forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde ved at tvinge sine børn til at slå græsset, tage opvasken eller klippe hækken? Nej Morten – det gør man ikke.

Et tredje eksempel er hans frustration over, at vi ikke må reservere velfærdsydelser til danske statsborgere – men det skyldes jo grundloven – ligesom han heller ikke har ret i, at vi ikke må tage statsborgerskabet fra folk, der derved bliver statsløse. Det må vi godt – men vi vil ikke – for et stort flertal i Folketinget ønsker at bekæmpe statsløshed. I øvrigt vil fratagelse af statsborgerskabet ikke betyde, at den statsløse kan udvises – for hvor skal han vises hen? Til Statsløsistan?

Det er også svært at forstå hans modstand mod, at EU’s medlemmer skal leve op til en række grundlæggende værdier. Det er jo derfor, Tyrkiet ikke kan blive medlem, hvilket han virker pænt tilfreds med.

Demokrati er mere end 90 mandater
Bogen kommer ufrivilligt til at fremstå som en påmindelse om, hvorfor demokrati må bestå af mere end kunsten at kunne tælle til 90. I et af bogens talrige citater forklares det af professor Palle Svensson: ”Liberalismen ønsker statsmagten begrænset, medens demokratiet ønsker, at den skal hvile på folket. Liberalister ønsker magten delt og flertallets magt stækket, fordi de frygter massetyranni, medens demokrater tror på folkets evne til at styre sig selv.”

Ja – og derfor må demokratiet være et liberalt demokrati, hvor der sættes grænser for politik med det formål at beskytte den enkelte mod overgreb fra flertallet. Synes jeg. Morten Messerschmidt er uenig, men det gør ikke hans bog dårlig.

Morten Messerschmidt: 'Farvel til folkestyret – Hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det', 228 sider, Forlaget Munch & Lorenzen

Forrige artikel Boganmeldelse: En visionær ener i dansk og europæisk politik Boganmeldelse: En visionær ener i dansk og europæisk politik Næste artikel Ny bog maler dystopisk billede af et Frankrig i krise Ny bog maler dystopisk billede af et Frankrig i krise