Juraprofessor: Hvorfor skælder Mette Frederiksen ud på Trump, når hun selv har planer om at bryde international ret?

Stiltiende accept

USA's handlinger i Venezuela er ikke historisk enestående. I 1989 invaderede USA Panama og fjernede Manuel Noriega, landets de facto leder, fra magten. Også dengang blev operationen begrundet politisk og moralsk, men folkeretligt var den ulovlig.

Forskellen i dag er, at den internationale reaktion risikerer at være langt mere afdæmpet, selv om overtrædelsen er mindst lige så klar.

Hvis andre lande undlader klart at tage afstand fra USA's handlinger i Venezuela, risikerer de, at de internationale regler svækkes. Ikke fordi folkeretten formelt ændres, men fordi dens grænser forskydes i praksis. Det er sådan, normer svækkes – ikke gennem én dramatisk begivenhed, men gennem gentagen accept eller manglende protest.

Hvis man accepterer selektiv efterlevelse, accepterer man også selektiv beskyttelse.

Jacques Hartmann
Professor i International Law, University of Dundee

For Danmark har denne problemstilling en helt særlig dimension.

USA's operation i Venezuela må også ses i lyset af præsident Trumps tidligere udtalelser om Grønland. Allerede under sin første præsidentperiode luftede Trump idéen om, at USA kunne "overtage" eller "købe" Grønland.

Dengang blev udtalelserne ofte affejet som politisk retorik. Men når Trump nu demonstrerer vilje til militært at fjerne en anden stats leder og tage kontrol over et lands ressourcer, fremstår udtalelserne langt mere truende.

Pointen er ikke, at USA i morgen vil overtage Grønland. Pointen er, at hvis ulovlig magtanvendelse normaliseres uden klare internationale fordømmelser, bliver tærsklen for fremtidige overgreb lavere.

Dansk dobbeltmoral

For mindre stater er det netop folkerettens klare grænser, der udgør den vigtigste beskyttelse mod stormagters interesser. Derfor er det afgørende, at Danmark og andre lande siger klart fra. Men indtil videre har regeringen forholdt sig tavs.

Men det stopper ikke her. Danmark kan ikke selektivt underminere internationale regler uden samtidig at underminere hele det internationale system. Regeringen har i de seneste år indtaget en stadig mere selektiv tilgang til folkeretten, særligt når det gælder menneskerettigheder.

Efter Mette Frederiksens nytårstale står det klart, at regeringen er indstillet på at tilsidesætte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i sager om udvisning af kriminelle udlændinge. Forslag om at ændre de eksisterende regler, velvidende at dette er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, er endnu et skridt i retning af at svække de internationale regler.

Problemet er ikke ønsket om en stram udlændingepolitik. Det kan man politisk være enig eller uenig i. Problemet er, at Danmark selv har sat en proces i gang for at ændre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at regeringen, i stedet for at afvente denne proces, allerede nu tager skridt til at ændre national lovgivning i strid med gældende internationale forpligtelser.

Danmark kan ikke både forsvare folkeretten internationalt og undergrave den nationalt.

Jacques Hartmann
Professor i International Law, University of Dundee

Danmark kan ikke troværdigt forsvare en regelbaseret verdensorden på ét område og samtidig affeje internationale domstole, når deres afgørelser er politisk ubekvemme. Folkeretten er et sammenhængende system. Hvis man accepterer selektiv efterlevelse, accepterer man også selektiv beskyttelse.

USA's handlinger i Venezuela illustrerer netop faren ved denne tilgang. Når stormagter tilsidesætter folkeretten uden konsekvenser, bliver det vanskeligere for mindre stater at insistere på reglernes betydning – især hvis de, som Danmark, forholder sig tavse ved eklatante regelbrud.

Og når mindre stater selv begynder at relativere internationale forpligtelser, svækkes deres mulighed for at protestere, når andre gør det samme, blot i langt større skala.

Den internationale verdensorden, som vi kender den efter Anden Verdenskrig, er under pres og overlever ikke af sig selv. Den kræver konsekvent politisk vilje – også når det er politisk ubekvemt, og også når overtræderen er en supermagt.

Danmark kan ikke både forsvare folkeretten internationalt og undergrave den nationalt. Enten er folkeretten bindende – også når det gælder Venezuela og Grønland – eller også reduceres den til tom retorik.

Spørgsmålet er, om danske politikere har gjort sig overvejelser om, hvilken betydning deres politik har for den internationale verdensorden?