Kofod: Løkke er EU’s skatte-dovenlars

DEBAT: De europæiske statsledere er klar til at kræve, at store selskaber som Facebook, Google og Apple skal betale skat, der hvor de tjener pengene. Desværre vil Løkke ikke følge trop, selvom det er tid til at sætte hårdt mod hårdt, skriver Jeppe Kofod (S).

Af Jeppe Kofod (S)
Gruppeformand for Socialdemokratiet, Europa-Parlamentet

Skoleklokken ringer ind. Pausen er forbi, og i skolegården bryder de små klynger af elever op for at bevæge sig mod klasseværelset. Først ind ad døren er Emmanuel Macron. Han glæder sig, for næste time byder nemlig på samfundsfag. 

Emnet er ”Bekæmpelse af international skattefusk”, og forinden dagens oplæg er der blevet udleveret et problem, som der skal findes en løsning på: De store internetgiganter tjener store milliardbeløb på deres forretninger i Europa, men de betaler nærmest ingenting i skat.

For eksempel betalte Apple kun 0,005 procent i skat af deres europæiske fortjenester, mens Facebook slap med 0,03 procent i skat og Google kun 0,82 procent.

Der er også et løsningsforslag. Nemlig, en særskat på de her digitale giganter. I stedet for, som man plejer, at beskatte dem af deres overskud, som de kunstigt kan flytte hen hvor skatten er lavest, vil man blandt andet beskatte dem af deres omsætning, dér hvor de tjener deres penge.

Konceptet er sådan set simpelt: driver du forretning i Danmark, ja så skal du sjovt nok også betale skat i Danmark. Men det gør de store net-giganter bare ikke i dag. Derfor er der brug for en ny, og midlertidig særskat, indtil vi finder på en permanent løsning.

Lego-Lars hjælper skatteskjulte formuer
Macrons Colgate-smil lyser nærmest hele lokalet op. Han er klar. Han har ventet på det her. Næst ind ad døren kommer Angela Merkel. Som sædvanlig med en tung mappe af noter og et lille, men selvsikkert, smil om munden. Hun har gjort sit hjemmearbejde. Hun har styr på det her.

Først til allersidst, efter at læreren har måttet stikke hovedet ud af vinduet og kigget bestemt på de tre resterende elever, kommer Lars Løkke og hans to venner fra Luxembourg og Irland, sjoskende ind ad døren. Her er ingen store smil og ingen tykke notatbøger.

Først holder Macron og Merkel oplæg. De ser muligheder i den nye skat og foreslår forskellige måder man kan gøre det på i praksis. Men så kommer turen til Lars.

”Jamen…” begynder Løkke og efter lidt betænkningstid kommer afslutningen på sætningen så. ”Legoklodser! Hvis vi nu beskattede legoklodser på den her måde, så ville Danmark gå glip af skat!”, lyder svaret.

Halvdelen af klassen vender sig om og kigger forundret på Lars.

”Men Lars…”, bryder Macron ind, ”Det her handler jo ikke om legoklodser. Det handler om digitale virksomheder. Det er en særskat. Den er midlertidig. Vi har et akut problem – skal vi ikke løse det?”

Lars kigger irriteret over på klassens duks. Han vender skråen og prøver så igen: ”Jamen… hvad så med insulinsprøjter… ?!”. Der lyder et opgivende suk fra resten af klassen. Men inden man kan nå, endsige orke, at tage en tur mere i debatrækken ringer timen ud.

Klokken er hel. Timen er forbi, og man nåede ikke så meget andet end at få en lang historie om legoklodser. Det var altså lidt af en spildt chance.

Det her er selvsagt et noget karikeret billede, men ikke desto mindre beskriver det, hvad der skete på det sidste EU-topmøde. Her skulle EU’s stats- og regeringschefer nemlig drøfte Europa-Kommissionens nye forslag om fair beskatning af de digitale giganter.

Vi skal tvinge Google, Facebook og Apple til at betale skat
Mens en række lande var parat til at arbejde konstruktivt videre med forslaget, og dermed sikre at Europas medlemslande får deres fair skat i statskasserne, ja, så havde Danmark desværre ikke så meget andet at sige end ”nej”.

Når Lars Løkke og Kristian Jensen afviser forslaget om fair beskatning af internetgiganterne med henvisning til Lego og Novo, så taler de simpelthen uden om. Kommissionens forslag handler udelukkende om digitale virksomheder, for det er først og fremmest dem, vi har et problem med – og ikke Lego eller Novo.

Det er på tide at vi sætter hårdt mod hårdt og tvinger Google, Facebook og Apple til at betale skat. Det kan de fleste se fornuften i – desværre lige undtagen Lars på bagerste række.

Forrige artikel Messerschmidt: Europa-Parlamentet skal fylde så lidt som muligt Messerschmidt: Europa-Parlamentet skal fylde så lidt som muligt Næste artikel Helsinki-Komité: Nationale hensyn skal ikke gå ud over menneskerettigheder Helsinki-Komité: Nationale hensyn skal ikke gå ud over menneskerettigheder
  • Anmeld

    Henrik Sørensen

    Løkkefonden

    Gad vide hvor meget tech-giganterne betaler til Løkkefonden. Vi ved jo at Lars Løkke er til fals for penge.

  • Anmeld

    janus hansen · pensionist

    Lego Lars

    Får han også extra gode tilbud fra giganterne (til den private lomme). Det synes at være det eneste logiske svar på ikke at ønske skat på giganter.

  • Anmeld

    Per Godiksen · revisor

    Hvordan kan der flyttes rundt med indkomst?

    Jeg har det vanskeligt ved at forstå - at der bare flyttes rundt med indkomsterne således at beskatning sker der hvor skatte % er mindst. Er det muligt at få et par eksempler som kan hjælpe med til at forstå denne påstand er rigtig

  • Anmeld

    Egil Rindorf

    Kofoed burde søge forfatterstøtte

    Sancho Panza Kofoed vil gerne fremstå som eventyrforfatter.
    Men fiktionen ligger ikke godt for ham.
    Og niveauet i fortællingen er lavt og næppe egnet til at sælge mange bøger.
    Måske det skyldes, at han i virkeligheden slet ikke har en fortælling med egnet indhold.
    Måske han skulle kalde til møde i sin forfatterforening for at få nogle gode råd om Story Telling.

  • Anmeld

    Benny Bjerregaard

    Kofod

    Bruttoskat/omsætningsvækst - Det har i vist selv afvist tidligere ? Til trods for at hvis ALLE virksomheder betalte skat af deres aktivitet lokalt, så kan der nøjes med 1-2% for at "det batter"

  • Anmeld

    T R

    Ad. Hr. Rindorf

    jeg har svært ved ikke at se netop Kofod's historie fortælling her som både malende og præcist for det der er emnet - nemlig at Løkke som sædvanligt fristes man til at sige ikke er interesseret i at gå forrest i EU - denne gang vedr. beskatning af de store drenge. Uagtet formen så er det trods alt substansen der er det vigtigste - en substans Hr. Rindorf ikke finder det ulejligheden værd at kommentere.

    Enten må man så forstå at Hr. Rindorf er uenig i Kofods udlægning (altså om den overhovedet er sandfærdig) eller også er Hr. Rindorf enig med Løkke i at vi ikke skal gå efter de helt store sværvægtere når det handler om at kradse skat ind? Det er vanskeligt at forestille andre muligheder Hr. Rindorf?

  • Anmeld

    S. Petersen · Demokrat

    EU er en del af problemet ikke a løsningen

    Det er ikke Lars Løkke men et flertal i Folketinget der kan pålægge regeringen om at Danmark skal fremlægge forslag til en omsætnings skat på eks. Google & Facebook.

    At fremsætte forslag i EU regi er i første omgang ren parade da der findes en del lande der lever af at snylte på de andre lande i skattely hensende. Og skat er ikke en del af EU's lovgivnings områder.

    Forslaget kan have to formål - at vise for offentligheden at man tager det alvorligt "men ikke kan gøre noget" - at prøve at få flytte skaffe lovgivnings kompetance til EU som et område der skal være underlagt flertals afgørelser.

    Det sjove ved det er jo at her er EU problemet mere end løsningen - de lande i EU eller i hele Europa der vil samarbejde om dette og sikre skatte betaling kan jo sætte sig sammen og blive enige om og forpligtige sig på en løsning. - men her står loyaliteten over for EU inkl. skatte snylterne og angsten for EU domstolen nok højere.

    Og det vil nok vise sig at der ikke er et flertal i Folketinget da eks. de Radikale og Socialdemokratiet ikke vil støtte forslag der ikke vil betyde mere EU.

    Man kunne jo i EU regi også begynde at presse de lande der ikke vil være med ved at fratage dem støtte, økonomisk og politisk. Men nå nej ikke når det er skattely snyltere - EU i en nødeskal.

  • Anmeld

    Egil Rindorf

    Anonyme fortjener ingen kommentar eller svar

    Den såkaldte T R får ikke fra min side nogen replik til sin kommentar, så længe vedkommende optræder anonymt.

  • Anmeld

    janus hansen · pensionist

    Svar til per Godiksen

    Nu er det jo sådan, at når man står for både indtægter og udgifter i samme virksomhed, kan man jo let sælge dyrt til en afdeling, og derved flytte indtægten hen til en anden afdeling. Har man så forskellige skatteår i de forskellige afdelinger (lande) kan man i det uendelige flytte rundt på midlerne indtil de havner et billigt sted. I Europa går det ofte over Holland som er et europæisk "tax Heaven" Dette er bare en metode af mange.

  • Anmeld

    Erik Nørgaard · Journalist & fotograf

    Per Godiksen

    Hvis du eksempelvis har en fødevareforretning i Danmark, kan du jo sagtens købe løg til 500 kr. pr. kg. ved søsterselskabet i Irland.
    At man er dum til at købe ind, er jo ikke strafbart og sjovt nok giver firmaet i DK på denne måde ikke overskud: men det gør søsterforretningen i Irland, hvor skatten er lav.

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Selskabsskatter er kontraproduktive.

    Det er tåbeligt at beskatte virksomheder. Skat bør kun betales, når man tager løn/udbytte ud af selskaber. Man skal ikke beskatte overskud, der ikke løftes ud af selskaberne - det svarer jo til at tage dele af produktionsapparatet fra virksomhederne. Formindsker man virksomhedernes kapital-og produktionsapparat er det indlysende at udviklingen af virksomhederne med vil miste fart.



  • Anmeld

    Janus hansen · Pensionist

    Til Krister Meyersahm

    Det er rigtigt ud fra den betragtning at virksomhederne handler loyalt til det samfund de er i, men når de overfører kapital til skattely så virker dit argument ikke. Det virker kun hvis kapitalen investeres i virksomheden.

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Janus hansen

    Beskattes virksomhederne ikke er der ingen grund til at gemme penge i skattely.

  • Anmeld

    Janus hansen · Pensionist

    Til Krister Meyersahm

    Nu forudsætter du at det ikke ar attraktivt at have skattefri personlig formue. Hele øvelsen med skatte paradis er jo at skabe en personlig formue af skattefri midler. Når midler tages ud af virksomheden til skattely overføres værdien fra virksomheden til personlig formue uden at der betales skat. Det er der kæden i din ræsonnement hopper af!

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    EU skal ikke udskrive skat

    Danmark har aldrig givet EU myndighed til at udskrive skat. Hvis EU beskatter tech-giganterne af deres omsætning, vil Lego, Grundfos og vore medicinalfirmaer formentlig blive beskattet af deres omsætning i USA. Så Socialdemokratiets iver for, at EU skal udskrive skatter er også i den forbindelse hul i hovedet.

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Janus Hansen

    Jeg kan ikke helt følge med.

    Formue beskattes ikke i Danmark, der er derfor ingen gevinst ved at flytte formue til et andet land.

    Tager man midler ud af sin virksomhed skal man selvfølgelig betale skat - som jeg skrev. Flytter man herefter sine beskattede penge ud af landet så er det ikke anderledes end at flytte andre objekter til udlandet - fuldt lovligt.

  • Anmeld

    Janus hansen · Pensionist

    Til Krister Meyersahm

    Jeg er da ked af at du ikke kan se at midlerne skal beskattes når de tages ud af virksomheden som personlig indkomst. Det er jo det der sker når de sendes i skattely. Hvor svært kan det være at se det?
    Vel at mærke gør de jo det camoufleret , derved er det jo strafbart.
    Det er grådighed over alle grænser.
    Se det nu som det er!

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Janus Hansen

    Jeg skrev: Tager man midler ud af sin virksomhed skal man selvfølgelig betale skat

    Du skriver: Jeg er da ked af at du ikke kan se at midlerne skal beskattes når de tages ud af virksomheden som personlig indkomst.

    Vi er jo helt enige.

  • Anmeld

    janus hansen · pensionist

    Til Krister Meyersahm

    Vi er enige om at man skal betale skat af hvad man tager ud- problemet er at kontrollere at noget tages ud (giganterne), men via sindrige operationer bliver overført til skatteparadis.
    desuden er det vel naturligt at virksomheder betale for det service niveau de benytter. Infrastruktur, eksportstøtte, uddannelse, og 100 vis af andre serviceydelser. Derfor skat på virksomheder.

Det sker i EU: Der går fisk i den i Bruxelles

Det sker i EU: Der går fisk i den i Bruxelles

OVERBLIK: Der er stadig meget, der skal nås, før julefreden kan sænke sig i Bruxelles. Hårde forhandlinger om fiskelofter for mere end 100 arter, elmarkeder, CO2 fra lastbiler med mere venter forude. Og så bliver der sat turbo på nødforanstaltninger, hvis briterne drøner ud af Unionen uden en aftale.