Lisbeth Knudsen: Vi har indrettet samfundet, som om det normale menneske er mellem 25 og 55 år

Det er en af de helt konkrete ting, der adskiller et aldersvenligt samfund fra et samfund, der bare håber på det bedste. 

Klokken er 09.03. En gruppe 68- og 28-årige sidder i samme lokale på et aftenskolehold, der i dag er blevet noget andet end "hobby".

Det er et læringssted for hele livet. Der er ikke et særligt "seniorspor", man kan blive henvist til, når man bliver gråhåret og gerne vil blive klogere på psykologi.

Der er ét spor: Det fælles.

For et aldersvenligt Danmark er ikke et parallelsamfund for gamle. Det er et Danmark, hvor alder ikke bliver en social skillelinje. 

Klokken er 11.47. En 79-årig kvinde logger ind på en offentlig løsning. Den er designet til mennesker. Ikke til systemer.

Hun kan stadig få hjælp, hvis hun bliver usikker, og hun bliver ikke mødt med den tavse besked, som digitaliseringen alt for ofte sender i dag: "Du er et problem, fordi du ikke er som os."

I en aldersvenlig vision er digital inklusion ikke et kursustilbud på et bibliotek. Det er en demokratisk adgangsbillet, som vi alle har krav på uanset alder. 

Klokken er 14.30. I et boligkvarter med blandede aldre mødes en pensioneret elektriker, en studerende og en småbørnsfamilie om et fælles gårdmøde. Det lyder banalt.

Men det er præcis her, samfundet bliver robust. Ensomhed og isolation reduceres ikke af flere kampagner. De reduceres af flere relationer og fællesskaber.

Og forbindelser skaber man ikke med venlige ord, men med fysisk nærhed, adgang, mobilitet, fællesskaber og et hverdagsliv, der ikke er designet til én aldersgruppe ad gangen. 

Vi har gjort alder til en udgift i vores sprog, og så undrer vi os over, at alder bliver en udgift i vores praksis.

Lisbeth Knudsen
Formand for Rådet for et aldersvenligt Danmark

Det er i virkeligheden det, visionen om et aldersvenligt Danmark handler om. Ikke at "gøre noget for de ældre", men at gøre Danmark mere beboeligt gennem hele livet. 

Det er den vision, vi skal prøve i Rådet for et aldersvenligt Danmark at beskrive nærmere. For vi kan godt blive ved med at tale om, at Danmark "ældes", som om vi har fået en sygdom.

Men det, der faktisk sker, er, at vi får flere års levetid forærende. Og kommissoriet for rådets arbejde peger direkte på det helt centrale:

Der vokser en gruppe af ældre, som har potentiale til at leve lange, aktive og selvhjulpne liv, hvis de rette rammer er til stede. Danmark skal udnytte dette potentiale, så flere kan bevare livskvalitet, deltage aktivt og bidrage. 

Visionen må derfor være mere end en varm fortælling. Den skal være en ny standard for, hvordan vi designer samfundet. 

Det er også derfor, rådet får en opgave, der er større end "ældrepolitik". 

Vi skal vurdere udfordringsbilledet og formulere en vision, og arbejdet skal favne alt fra arbejde og aktiv deltagelse i samfundet til social inklusion, mobilitet, boligforhold, tilgængelighed, digital inklusion, forebyggelse, trivsel og tryghed, ensomhed og demens. 

Hvis man vil gøre den vision til mere end ord, skal man turde sige det højt, som mange stadig kun hvisker: At vi i dag har indrettet store dele af samfundet, som om det normale menneske er mellem 25 og 55. Alle andre bliver særtilfælde.

Det er ikke bare uretfærdigt. Det er også en dårligt drevet nation, der ikke udnytter sit menneskelige potentiale fornuftigt til fællesskabets bedste. 

Den provokerende pointe er denne: Vi har gjort alder til en udgift i vores sprog, og så undrer vi os over, at alder bliver en udgift i vores praksis. 

Et aldersvenligt Danmark starter derfor med et nyt løfte. Ikke til "de ældre". Men til os alle sammen: At flere år skal betyde mere og bedre liv. Ikke bare længere tid her på jorden.