Lobbybureau: EU's nye regler for politisk kommunikation truer de små stemmer

Politik for dem, der har råd

At mastodonterne takker nej til politik, burde i sig selv være et wake-up call. For hvis Meta og Google ikke tør, hvorfor skulle en lokal ugeavis? 

Debatten har hidtil kredset om Facebook og Instagram. Hvad det betyder for kandidaternes synlighed på sociale medier. Det er selvfølgelig vigtigt. Men det, der bekymrer os mest i Grace – og som desværre næsten er blevet overset – er, hvad de omfattende og komplicerede regler betyder for den øvrige valgkamp.

Når selv bestilling af trykte flyers eller en annonce i lokalavisen bliver til en regeljungle, flytter vi politikken væk fra borgerne og hen til dem, der har råd til compliance. 

I Grace betragter vi os selv som et demokratisk hus. Vi lever af og med politik – men først og fremmest for politik. Derfor råber vi vagt i gevær, når velmenende regler, skabt for at bekæmpe misinformation og udenlandsk indflydelse, ender med at kvæle helt almindelige menneskers mulighed for at deltage i demokratiet. 

Den nye lovgivning betyder, at selv en enkelt fejl – en manglende kontaktoplysning eller forældede oplysninger – kan koste op til seks procent af årsomsætningen i bøde.

Maria Ladegaard og Sune Wæsel
Hhv. konsulent og stifter, Grace Public Affairs

Når man som kandidat ønsker at føre kampagne – uanset om det er med en outdoor-reklame, en halvsides annonce i lokalavisen eller en reklame i den lokale biograf – skal man fremover opfylde en lang række krav.

Materialet eller annoncen skal tydeligt mærkes som politisk reklame. Afsender og eventuel finansiering skal fremgå. Der skal udarbejdes en gennemsigtighedsmeddelelse med oplysninger om formål, målretning/segmentering, tidsrum og kontaktdata. Og alle disse informationer skal dokumenteres og gemmes i op til syv år. 

Tommelfingerreglen er, at enhver, der modtager betaling for at hjælpe en politisk aktør med at få sit budskab ud, bliver ansvarlig. 

Det er nemt at forstå, hvorfor både Google og Meta har valgt at trække stikket. Den nye lovgivning betyder, at selv en enkelt fejl – en manglende kontaktoplysning eller forældede oplysninger – kan koste op til seks procent af årsomsætningen i bøde. Når politiske reklamer udgør en lille del af forretningen, men hele forretningen risikeres ved at tage dem ind, bliver det et nej tak.

Og hvem kan bebrejde dem? 

Men hvis ugeaviser og lokale medier begynder at følge efter, har vi balladen. For i modsætning til de globale techgiganter, er det netop de lokale platforme, der bærer den demokratiske samtale i landets hjørner. De er helt afgørende for små partier og nye kandidater – og for alle dem, der ikke har en digital kampagnemaskine med jurister og pressechefer. 

Et benspænd for deltagelse i demokratiet

Der er en åbenlys skævhed i, at kravene er ens for Socialdemokratiet på Christiansborg og en lokalliste i Norddjurs. Den ene har adgang til rådgivere og kampagnehjælp – den anden har måske en printer, lidt tape og en ambition om at forbedre lokalområdet.

Det bliver svært at forklare den nye kandidat, hvorfor hun skal indsamle og offentliggøre kontaktoplysninger på sin lokale sponsor, oplyse kampagneformål, dokumentere beløb og udsendelsesmetode for at hænge en plakat op i SuperBrugsen. 

Vi tillader os normalt ikke at referere lange forordningsparagraffer i et debatindlæg, så det vil vi også undlade her, men lad os være ærlige: Når den offentlige samtale koger ned til "ingen Facebook-annoncer", så har man ikke forstået omfanget.

I stedet for at fremme gennemsigtighed risikerer vi at fremme tavshed. Når reglerne er så komplekse, at man frygter at begå fejl, tier man hellere. Det er hverken sundt eller demokratisk.

Maria Ladegaard og Sune Wæsel
Hhv. konsulent og stifter, Grace Public Affairs

EU-forordningens artikel 12 ud af 30 i den 22 sider lange forordning indeholder ikke færre end 13 krav til, hvad en gennemsigtighedsmeddelelse skal indeholde – fra e-mailadresser og betalingsmetoder til links til officielle valgoplysninger og rækkevidde af budskabet. Det er ikke bare uoverskueligt. Det er et benspænd for enhver, der vil deltage i demokratiet uden et kampagneapparat i ryggen, at gennemskue de nye regler. 

Vi ser en bekymrende tendens: At regler, der oprindeligt blev udviklet til at bekæmpe terror, hvidvask og udenlandsk finansiering, nu sniger sig ind i vores politiske samtale.

Det er én ting, når banker skal kende deres kunders identitet. Noget helt andet, når en lokal kandidat skal offentliggøre kontaktoplysninger på sin sponsor, fordi han har bidraget med 2.000 kroner til en annonce i lokalavisen – og at avisen bagefter skal gemme det hele i syv år. 

I stedet for at fremme gennemsigtighed risikerer vi at fremme tavshed. Når reglerne er så komplekse, at man frygter at begå fejl, tier man hellere. Det er hverken sundt eller demokratisk. 

Folketinget bør evaluere grundigt

I Grace håber vi, at partier, politikere og kandidater – uanset farve – vil tage denne forordning alvorligt. Ikke bare som en ny regel, der skal overholdes, men som en reel trussel mod lige adgang til demokratisk deltagelse.

Vi ved, at arbejdet med implementeringen allerede er i gang, og vi ved, at mange ordførere følger sagen tæt. Men vi håber, at Metas beslutning vil tjene som en påmindelse om, hvor stor rækkevidde forordningen kan få – for borgernes adgang til information, for kandidaternes mulighed for at føre valgkamp og for demokratiet i sin helhed. 

Derfor bør Danmark – som det første land, der skal gennemføre valg efter reglerne træder i kraft – tage ansvar. Efter valget bør Folketinget gennemføre en hurtig og grundig evaluering og sikre, at erfaringerne bliver fremlagt for Europa-Kommissionen. Kommissionen har allerede tilkendegivet et ønske om at afbureaukratisere – lad os hjælpe dem med at holde det løfte. 

Et sundt demokrati kræver samtale. Men samtalen handler ikke kun om, hvad man må sige.

Det handler i høj grad også, hvor man kan sige det – og hvor kompliceret det er at være med.