Major: Det danske beredskab befinder sig stort set samme sted som i februar 2022

Et langt vigtigere spørgsmål er: Hvordan omdanner vi vores civile beredskab til et egentligt civilt forsvar – som kan beskytte både samfundets bærende institutioner og ikke mindst befolkningen, herunder syge, udsatte og sårbare borgere?

I et debatindlæg fremfører lektor Andreas Hagedorn Krogh mange rigtige og fornuftige betragtninger. Alligevel formår han ikke at sparke bolden helt i mål.

Det er årtier siden, kommunerne nedlagde det daværende koldkrigsberedskab – og med det civilforsvaret. Det civile beredskab, vi har i dag, kan på ingen måde sammenlignes med – eller varetage – de opgaver, som civilforsvaret oprindeligt var sat i verden for at løse.

I Norge har regeringen iværksat en omfattende udbygning af beskyttelsesrum og genopbygning af civilforsvaret. Det samme ser vi i Sverige, hvor staten klart og uden omsvøb har meldt ud til kommunerne, at landet skal forberedes på krig.

I Danmark – tre år efter Ruslands invasion af Ukraine og efter adskillige cyber- og sabotageaktioner mod vores kritiske infrastruktur – står vi stort set stille.

Beredskab i alle 98 kommuner er urealistisk

Diskussionen om beredskabet handler om langt mere end blot, hvor mange sikringsrum kommunerne skal kunne råde over. Det spørgsmål er nærmest en parentes.

Næsten uanset hvilke spørgsmål, der stilles, er svaret fra ministeren og Krogh tilsyneladende det samme: “sektoransvar.”

Vi står i dag stort set samme sted, som da Putin i 2022 indledte sin invasion.

Steen Holm Iversen
Major og byrådsmedlem for De Konservative

Det betyder i praksis, at kommuner og andre aktører selv skal opbygge et tilstrækkeligt beredskab – og sikre deres leverancer i tilfælde af krise eller krig.

Men det ved alle er urealistisk.

Regeringen har i tre år nedtonet truslen – og dermed spildt værdifuld tid. Ikke kun i forhold til militær oprustning, men også når det gælder samfundets samlede robusthed.

Midt i regeringens reformstorm og diskussioner om en krigsskat synes al politisk opmærksomhed rettet mod det militære forsvar. Det militære forsvar, som stadig snegler sig afsted, sovset ind i et bureaukrati og strukturer, der slet ikke matcher opgaven med at genskabe et troværdigt territorialforsvar.

Vi skal have et totalforsvar nu

Vi står i dag stort set samme sted, som da Putin i 2022 indledte sin invasion.

Vi har stadig ikke en plan for, hvilket forsvar Danmark skal ende med at opbygge – ikke engang en skitse. Det samme gælder det civile område. På det militære venter vi i det mindste på nye Nato-styrkemål.

Men også Nato fastslår i den nordatlantiske traktat, at civilforsvaret er en integreret del af et lands samlede forsvar og modstandskraft.

På det civile område har regeringen valgt sendrægtighed som plan. Det placerer os i en uholdbar situation – uden de kapaciteter, der skal danne kernen i en troværdig afskrækkelse.

Det haster med at træffe afgørende beslutninger.

Hvis Beredskabsstyrelsen, Danske Regioner og kommunerne bare skal have en lille chance for at lægge fundamentet til et egentligt civilt forsvar – økonomisk og fysisk – skal de nødvendige rammer og krav fastlægges nu.

Nøjagtig som vi ser det i vores nordiske nabolande. Og vi ved godt, hvad der skal til.

Vi skal genskabe totalforsvaret. Vi skal oprette et civilt forsvar. Etablere lokale, regionale og nationale kommandoer, der kan lede de samlede nationale indsatser på tværs af samfundets kritiske funktioner.

Ingen tror vel for alvor, at den sikkerhedspolitiske situation bliver bedre på den korte bane.

Steen Holm Iversen
Major og byrådsmedlem for De Konservative

Der var en grund til, at nøgleaktører under Den Kolde Krig havde virksomhedshjemmeværn – og at der fandtes kommandocentraler over hele landet, fysisk sikret til at kunne fungere selv under væbnet konflikt.

Lad os genlæse, hvordan Danmark indrettede sig dengang – og undersøge, hvordan en 2025-version af totalforsvaret kan opstå. Ét, der kan beskytte befolkningen i tilfælde af krise, katastrofe eller krig.

Vi skal genskabe Hjemmeværnets nære, lokale tilstedeværelse som en del af det kommunale beredskab. Og vi skal opbygge et civilt forsvar bestående af fast personel, reservister og frivillige – præcis som det burde være i det militære forsvar.

Håb er ikke en plan

Vi kan ikke længere fortsætte med at hoppe fra tue til tue uden et klart mål. Der er brug for centralt fastsatte krav til udholdenhed, nødsystemer og konkrete planer for opretholdelsen af vitale samfundsfunktioner.

Og vi skal sikre, at folk ved, hvor de skal møde op, og hvilken opgave de skal løse – hvis krisen rammer.

Omstillingen fra fred til krig kræver både tid og penge. De penge har kommunerne ikke. Og dem, der har penge på kistebunden, må ikke bruge dem.

Ingen tror vel for alvor, at den sikkerhedspolitiske situation bliver bedre på den korte bane. FE gør i hvert fald ikke – og hvis man skal tro statsministeren, gør hun heller ikke.

Hvad det er, der får ministeren for Samfundssikkerhed og Beredskab til at tøve, er et virkelig godt spørgsmål. Håb er som bekendt på Slotsholmen ikke en plan.