Messerschmidt: Menneskerettigheder indskrænker danskernes frihed

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af EU-Parlamentet og folketingskandidat

Den seneste oprulning af artigheder mellem forbryderregimerne i henholdsvis Konstantinopel og Riyadh har givet et bekymrende indblik i, at det kan være farligt at arbejde i diplomatiet.

Også på vore hjemlige breddegrader ser vi, hvordan et liv i diplomatiets tjeneste kan slide.

Således viser Claus von Barnekow, der med 35 år i udenrigstjenesten kulminerende som ambassadør ved Europarådet i Strasbourg, med sit forsøg på at sætte modsætningsforhold mellem Dansk Folkepartis arbejdsprogram og vores modstand imod det europæiske system, hvordan et liv i udenrigstjenesten fjernt fra den folkelige virkelighed sætter tunge spor.

Men som diplomat er Barnekow selvsagt hævet over demokratiet. I hans gerning er det kun naturligt, at domstolene overtager stadig mere fra befolkningerne, der jo så ofte går hen og stemmer på de forkerte.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af EU-Parlamentet

Politisk jura
Nu kunne jeg godt gentage min kritik af Menneskerettigheds- og EU-domstolen. Men Altingets læsere kender den så vel fra mine tidligere indlæg, der vist stadig findes på denne side.

Så i tiltro til, at den interesserede nok kan finde vej hertil ad anden vej, skal jeg kun gentage én ting over for Barnekow og hans sekundant, advokat Tobias Stadarfeld Jensen, som også ud fra sit cv synes at have fundet en fornuftig levevej i myriaden af FN- og Europarådskonventioner.

Når en konvention, der oprindelig blev skrevet i lyset af holocaust og verdenskrig, i dag bruges til at afgøre nabostridigheder, placering af parabolantenner og parkeringsbøder, så er der om noget tale om en forandret virkelighed. 

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af EU-Parlamentet

Det må være dejligt, men meget med jura har det ikke at gøre. Vel kalder vi det domstole. Og vel er både flygtninge- og menneskerettighedskonventionerne indskrevet i dansk ret. Men rigtig jura er det ikke.

Som jeg i min bog fra 2013 om EU-domstolen har redegjort for, er der mere tale om politik. Og netop derfor står både EU- og Menneskerettighedsdomstol i udpræget grad i kontrast til frihed, folkestyre og vort lands selvstændighed – de hensyn, som arbejdsprogrammet værner.

Jeg er demokrat
Når en konvention, der oprindelig blev skrevet i lyset af holocaust og verdenskrig, i dag bruges til at afgøre nabostridigheder, placering af parabolantenner og parkeringsbøder, så er der om noget tale om en forandret virkelighed. 

Og når den tilmed blander sig i politisk afgørende spørgsmål om udlændinge-, arbejdsmarked- eller socialpolitik, er der selvsagt tale om et demokratisk problem.

Men som diplomat er Barnekow selvsagt hævet over demokratiet. I hans gerning er det kun naturligt, at domstolene overtager stadig mere fra befolkningerne, der jo så ofte går hen og stemmer på de forkerte.

Men som politiker, dansker – og ja, demokrat – har jeg den modsatte tanke. Således husker jeg eksempelvis fra debatten om Metock-dommen i 2009, hvordan Enhedslistens Søren Søndergaard tordnede imod EU-domstolen, selvom han var enig i dommens indhold.

For Søndergaard skulle den slags sager ikke afgøres af domstole, men af vælgerne. At han var enig i indholdet var derfor uvedkommende. Sådan taler en demokrat.

Danmark bliver ingen bananrepublik
Barnekows kunstige modsætningsforhold holder da heller ikke ved nogen hverken akademisk eller praktisk efterprøvelse uden for de indforståede receptioner, som Barnekow – i fædrelandets tjeneste, selvsagt! – må have fået dagene til at gå med under sit strabadserende ophold langs Rhinens breder.

Hverken afratificering eller modificering af inkorporeringsloven fra 1992 vil gøre Danmark til en bananrepublik.

Allerede inden konventionen var Danmark en velfungerende retsstat. Og det ville vi såmænd også være efter – dog med den væsentlige forskel, at Folketinget ville få friere hænder til at vedtage love i overensstemmelse med befolkningens ønsker.