Mindeord: Fhv. MEP Jens-Peter Bonde (73) af Drude Dahlerup og Niels I. Meyer

At arbejde så tæt sammen med Jens-Peter Bonde, som vi har gjort gennem 10 år i JuniBevægelsen, har været spændende, inspirerende – og arbejdskrævende.

For altid kom Jens-Peter med en ny plan, nye pamfletter, der skulle skrives, nye sager, som skulle oparbejdes, nye organisationer og nye aviser, som skulle igangsættes. En af vores forcer blev, at vi altid tidsmæssigt var et ben foran de andre, takket være Jens-Peter.

Det var ved et havebord uden for den meyerske sommerbolig på Romsø, at Jens-Peter, Else Hammerich og vi udviklede ideen om at skabe JuniBevægelsen for at fastholde det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, og dermed modstanden mod unionsopbygningen. Og ved det følgende valg til EU-Parlamentet i 1994 fik bevægelsen tre mandater med Jens-Peter i spidsen - samme mandattal som de danske socialdemokrater.

Jens-Peter var uden tvivl den mest EU-kyndige af danske politikere, og han lagde stilen for os alle sammen i kampagnerne ved de fire folkeafstemninger, vi førte sammen, i 1992, 1993, 1998 og 2000: "Kend traktatteksterne bedre end ja-siden!".

Han nåede at skrive mindst 60 bøger om EF, senere EU, og bidrog enormt til den folkeoplysning, der dengang gjorde den danske befolkning til et af de mest EU-kyndige.

Specielt ved afstemningen om Maastrichttraktaten var den folkelige mobilisering enorm, alle foreninger med respekt for sig selv skulle holde et EF/EU-møde, og vi rejste sammen land og rige rundt. Jens-Peter færdedes lige så hjemmevant ved pjeceuddelinger på gadeplan og i demonstrationer som på de bonede gulve i EU.

Selv om Jens-Peter uden tvivl var Danmarks vigtigste EF/EU-kritiker, så gav han altid plads til andre ved sin side, og overlod gerne de vigtigste Tv-debatter til andre i bevægelsen, ikke mindst gav han altid plads til kvindelige ledere i både Folkebevægelsen og senere i JuniBevægelsen.

Jens-Peter var højt respekteret i EU-systemet. Derfor undrede udenlandske iagttagere sig over den disrespekt, som Jens-Peter og andre unionsmodstandere ofte blev mødt med på Christiansborg i 1990’erne. Det gik uden tvivl Jens-Peter på, men fik ham også til at arbejde endnu hårdere.

Han var i ordets bedste forstand godhjertet. Vi har sjældent set ham vred.

Selv om vi ikke altid har været enige om alting, mindes vi vores samarbejde med glæde. Jens-Peter var en arbejdshest, en stor inspirator, en god kammerat og en meget kærlig familiefar.