Nekrolog: Farvel til Frankrigs mest folkelige præsident

"I skal ikke tro, at I bliver modtaget som befriere. I vil blive modtaget som en vantro besættelsesmagt."

Sådan sagde Jacques Chirac til USA's præsident George W. Bush i forbindelse med et Nato-topmøde i efteråret 2002, da den amerikanske administration begyndte at lægge planer for invasionen af Irak i 2003.

Chirac havde selv som ung været soldat i Algeriet, da algerierne smed den franske besættelsesmagt ud. Det var blodigt, barbarisk og fuld af religiøse over- og undertoner.

Jacques Chirac argumenterede i samme periode for, at USA var færdig som verdens politimand, og at verden ville blive multipolær. Chirac havde livet igennem en stor forkærlighed for Asien, og han forudså bedre end mange andre, hvilken rolle Kina ville få, og som det store land i dag vitterlig har indtaget.

Hjemme i Frankrig var Jacques Chirac den mest folkelige præsident, landet har haft siden indførelsen af den såkaldte Femte Republik i 1958. Han kunne tale med almindelige mennesker, og han havde humor og selvironi.

Claus Kragh
Europaredaktør, Mandag Morgen

Chiracs afvisning af at deltage i invasionen i Irak førte til en voldsom anti-fransk kampagne i USA og i en række af de lande, der gik med USA – herunder Danmark. Denne episode kom dermed til at spærre for, at Frankrig umiddelbart efter terrorangrebene 11. september stod last og brast med USA og straks stillede sine Mirage-jagere til rådighed for amerikanerne i jagten på Osama Bin Laden og hans Al Qaeda-terrorister i Afghanistan.

Folkelig præsident
Hjemme i Frankrig var Jacques Chirac den mest folkelige præsident, Frankrig har haft siden indførelsen af den såkaldte Femte Republik i 1958. Han kunne tale med almindelige mennesker, og han havde humor og selvironi.

Det er der stort set ingen andre franske præsidenter, der har haft. Og han blev faktisk populær, selvom han indledte sin præsidentperiode med en meget upopulær genoptagelse af Frankrigs atomprøvesprængninger, som han gennemførte seks af i perioden juni 1995 til januar 1996 i Fransk Polynesien. Disse forsøg vakte globale protester og var rene magtdemonstrationer.

Chirac sad længe – fra 1995 til 2007 – og han moderniserede Frankrig ved at skære præsidentperioden fra syv til fem år. Samtidig var hans regeringstid – både som præsident og Paris' borgmester – præget af en række sager, hvor det stod klart, at politikere og topembedsmænd levede det søde liv på det offentliges regering.

Det var ikke kønt, og det kostede senere udenrigsminister Alain Juppé en dom for korruption.

Jacques Chirac var i sin regeringstid samtidig med socialdemokraten Gerhard Schröder i Berlin. Begge var typer, som på den ene side virkede charmerende, men som også samtidig fremstod som et par typer, man ikke ville bryde sig om at købe en brugt bil af.

Det var i øvrigt Chirac og Schröder, der med et klassisk fransk-tysk kompromis, banede vejen for den historiske udvidelse af EU, som Anders Fogh fik besluttet under dansk EU-formandskab i 2002, og som blev en realitet i maj 2004.

Året efter, i sommeren 2005, led Chirac sin karrieres måske største nederlag, da næsten 55 procent af franskmændene sagde nej tak til EU’s forfatningstraktat. Det resultat blev en vigtig huskekage til EU-lederne i Bruxelles og til nationale ledere om, at samlingen af Europa til en global aktør er et projekt, befolkningerne skal have rigtig god tid til at vænne sig til.

En særlig munter oplevelse med Chirac var EU-topmøderne i Paris i midten af nullerne. Her gav Chirac altid som et af de sidste spørgsmål ordet til avisen Libérations Jean Quatremer, der altid kvitterede med et spidsfindigt, ondskabsfuld og humoristisk spørgsmål, der på sin vis afspejlede det ofte lidt for tætte forhold, der er mellem franske politikere og franske journalister.

-----

Claus Kragh er europaredaktør på ugebrevet Mandag Morgen. Han var korrespondent i Frankrig 1991-95 og 2000-2004 og i Bruxelles 2004-2009