Nyt Europa om EU-mindsteløn: Ikke en trussel mod den danske model

Af Steen Gade og Søren Keldorff
Bestyrelsesmedlemmer, Nyt Europa

Der er ingen grund til, at Folketinget trækker det gule kort over for EU-Kommissionens forslag til et direktiv om mindsteløn, som Altinget omtaler 9. december.

Forslaget er nemlig langt fra en trussel mod den danske model og kan med politisk vilje blive et nyttigt redskab for udbredelsen af kollektive aftaler i EU – altså en udbredelse af den danske model. Forslaget kan blive et værktøj til at mindske antallet af de alt for mange arbejdende fattige i Europa.

Kommissionen er kommet med et forslag, der imødekommer mange indvendinger fra den danske debat. Det vil - for os at se - derfor være ubærligt, hvis det bliver Danmark, der kommer til at torpedere videreudviklingen af en reel social søjle i EU-samarbejdet. 

Kommissionen gentager mange gange i forslaget, at man vil fremme kollektive aftaler i medlemslandene. I medlemslande, hvor overenskomstsystemet dækker mindre end 70 procent, skal man udarbejde en handlingsplan for at fremme overenskomstforhandlinger.

Medlemslande med lovfastsatte minimumslønninger skal arbejde for, at lovgivningen skal fremme anstændige levevilkår, samt at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer bliver involveret i dette arbejde.

Der kan være grund til at diskutere, om EU-Kommissionens forslag kan ende med at blive et slag i den blå luft, men en trussel mod det danske aftalesystem er helt skævt efter vores opfattelse.

Steen Gade og Søren Keldorff
Bestyrelsesmedlemmer, Nyt Europa

Uklarheder må fjernes i forhandlinger
Der er i den danske debat en frygt for, at direktivet vil skabe individuelle rettigheder for lønmodtagerne, så der i en sag ved EU-Domstolen kan træffes en afgørelse, hvor lønnen ikke lever op til rettigheder i direktivet, og som derefter vil pålægge Danmark et krav om en lovbestemt løn. Kommissionens forslag sigter imidlertid på ikke at skabe sådanne individuelle rettigheder, så den argumentation er vanskelig at forstå.

Tværtimod læser vi en stribe af formuleringer i EU-Kommissionens forslag og forberedelsesmaterialet, der sigter på at forhindre, at der bliver skabt individuelle rettigheder på disse områder.

Forslaget opstiller en ramme, som medlemsstaterne skal udfylde, og det bliver understreget igen og igen, at der er fuld respekt for nationale systemer, national kompetence, arbejdsmarkedets parters autonomi og frihed til at indgå overenskomster. Formuleringer, som EU-Domstolen vil være bundet af.

Hvis der alligevel stadig er uklarheder, må man i forhandlinger få disse fjernet. Når vi læser regeringens grund- og nærhedsnotat til Europaudvalget, finder vi da heldigvis heller ikke en bastant afvisning. På lange stræk ligner det faktisk et oplæg til at forhandle nogle dele tydeligere samt fjerne noget, der kunne blive til tidsler engang i fremtiden.

For os at se, må den eneste fornuftige vej frem for Danmark være at gå i forhandlinger om indholdet for at sikre, at den danske model forbliver intakt, samtidig med der vedtages et direktiv.

Afgørende med mere social lighed
21 EU-lande har i dag lovfastsatte minimumslønninger. Ofte på et lavt niveau. Der bliver ofte argumenteret, at det lave niveau er en grund til, at lovfastsatte minimumslønninger ikke er vejen frem, og at minimumslønninger ofte bliver til maksimumslønninger. Endvidere at lovfastsatte lønninger svækker incitamentet til at melde sig i fagforeninger.

Argumenterne har noget for sig. De nordiske forhandlingssystemer har givet de lavere lønnede relativt højere lønninger. Fagforeningerne har imidlertid i mange lande været på tilbagetog, og derfor må man hilse det velkomment, at EU-Kommissionen vil forpligte medlemsstaterne til at lave en handlingsplan for at få kollektive forhandlinger.

Men det kan desværre have lange udsigter at få opbygget stærke fagforeninger i mange medlemslande, og indtil det sker, er det meget godt, at medlemslande får en inspiration til at lave et servicetjek af deres lovbestemte minimumsordninger.

Det er i sig selv ikke noget mirakelmiddel. Der skal jo stadig politisk vilje til at forhøje minimumslønningerne, men det vil øge presset for forbedringer. Både for de lavtlønnede og for vore europæiske samfunds sammenhængskraft er det afgørende, at vi får mere social lighed.

Den norske model
Selv i de nordiske lande, hvor overenskomstdækningen er stor, er der brug for en indsats for sikre ordentlige forhold med lovgivning. På nogle dele af arbejdsmarkedet er lønningerne for lave, og fagbevægelsen magter ikke opgaven med at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

I Danmark kunne man måske på flere områder lade sig inspirere af den norske model, hvor parterne på områder med svag organisationsgrad forhandler, og resultatet derefter bliver ophøjet til lov. På chaufførområdet har man i Danmark fornuftigvis gjort noget, der ligner.

Der kan være grund til at diskutere, om EU-Kommissionens forslag kan ende med at blive et slag i den blå luft, men en trussel mod det danske aftalesystem er helt skævt efter vores opfattelse.

Truer ikke den danske model
Det vil være mere interessant, at fagbevægelsen og de danske politikere går ind i diskussionen og sætter aktiviteter i gang for at fremme kollektive overenskomster, og indtil der er stærke kollektive aftaler at bruge alle nyttige redskaber for at få ordentlige lovfastsatte minimumslønninger i EU. Danske lønmodtagere vil jo stå stærkere, hvis vi helt generelt får højere lønninger i resten af Europa.

Alt i alt: EU-Kommissionens forslag er langt fra noget, der truer den danske model. Vi mener, at direktivforslaget helt overordnet er et positivt initiativ, og at det kan blive et bidrag til at skabe et europæisk samarbejde præget af mere social lighed og større vilje til at modarbejde arbejdende fattige.

Risikoen er - som vi ser det - mere at det bliver til ingenting i praksis. Derfor er et gult kort fra Folketinget ikke vejen frem. Det er forhandlinger derimod.